flyttede Viktor, Louise og Laurits til Arden. De har købt et hus, og Viktors storesøster siger, at han er den mest voksne af de tre, men de vil stadig kalde ham “en lille lort”. Det er dejligt for dem, men jeg tror ikke, at jeg kommer til at se dem oftere, jeg kunne ikke drømme om at løbe dem på dørene.
Jeg skal passe Laurits hele dagen i morgen, det er første gang i så lang tid, men det går nok, han plejer at sove til middag 3-4 timer, det synes jeg er vildt, mine unger sov højst en time af gangen.
Jeg har ikke turdet passe ham en hel dag før nu, jeg kan ikke bære rundt på ham, men nu er han mere selvhjulpen, og mormor har passet ham mange gange, så nu måtte jeg også prøve.
Nogle dage kan det godt være svært at bevare roen.
Jeg har mange gange ligget og roteret i sengen, mens katastrofetankerne tager magten.
Mine børn og ene svigerdatter spurgte, hvad jeg egentlig tænker på de nætter.
Mit svar var, at jeg er bange.
Jeg er vel mest bange for corona, men jeg bekymrer mig om alt, når natten er mørk, og søvnen ikke vil komme.
For 2 år siden, havde jeg troet på, at mit gode immunforsvar ville beskytte mig, men for 1 1/2 år siden fik jeg en luftvejsinfektion, hvor jeg oplevede en nat, hvor jeg ikke kunne få luft. Jeg ved jo ikke, om det var fysisk eller psykisk – jeg har jo siden oplevet et par angstanfald (tror jeg), men det var angstfremkaldende og sidder i min krop.
Jeg har astma, diabetes, for højt blodtryk, tidligere passerende blodprop og jeg er for tyk, så der er egentlig nok at bekymre sig om i forbindelse med corona.
Det er heller ikke med min gode vilje, at Lasse arbejder i København, men han blev ikke spurgt, om han ville. Jeg må bare tro på, at han kan holde afstand.
Skrevet onsdag d. 16. september 2020 kl. 16:00 og gemt i: [fru Nielsens Hverdag]
I fredags begyndte Lasse at hoste, snotte, nyse og han havde ondt i hovedet. Lørdag fik jeg det samme plus ondt i halsen. Søndag havde Lasse det værre, mens jeg havde det bedre. Jeg sagde, at han ikke kunne møde op på arbejde i den tilstand I DISSE TIDER, så han ringede til vagtlægen for at få et godt råd. Vagtlægen var ikke i tvivl om, at Lasse skulle coronatestes, selv om han ikke mente, det var corona, når der ikke var feber.
Lasse fik en tid mandag formiddag, han skulle så holde sig hjemme, til svaret kom. Det kom først denne eftermiddag.
Jeg forstår, at der er travlt, men det er ikke holdbart, når man har et arbejde, hvor man står med ansvaret for et projekt til mange penge. Der vil ikke blive udvist den store forståelse, hvis han igen må melde fra i tre dage. Jeg hader at skrive det, for vi skal alle udvise samfundssind.
Vi har været hjemme siden fredag, vi meldte fra til pasning af barnebarn i lørdags, og til Viktors fødselsdag i søndags, de var jo ikke interesseret i at stå med et snottet dagplejebarn, og endnu en sygemelding på jobbet.
Vi har begge været i en slags karantæne indtil i dag – bare for en sikkerheds skyld – så vi var ved at løbe tør for det meste, så vi bestilte Bilka to go, inden vi vidste, at svaret kom i dag.
Til efteråret/vinter har jeg også tænkt mig at handle på den måde, eller få varerne leveret, hvis coronasmitten stikker helt af igen.
Det var dejligt, at komme en tur ud i verden efter 5 dage i hi.
Trøjen er strikket nedefra, kroppen er bred, mens ærmerne er smalle, det synes jeg ikke er så pænt, jeg tror heller ikke, det giver en god pasform til en lille dreng, som skal kunne løbe og slå ud med armene.
Jeg har kontrolleret målene, og de passer efter opskriften, så det er nok et spørgsmål om smag.
Jeg har strikket med to tråde højlandsuld på pind 4, det vil altid være mit strikkefavoritgarn. Jeg har købt garnet hos Garnudsalg, men det er fra mit lager. J
Jeg regner med at købe tre nye farver – hvid, sort og måske blå – ikke for vilde farver, det bryder min svigerdatter sig ikke om, og det er jo hendes barn, som skal i trøjen, så det retter jeg mig selvfølgelig efter.
Jeg er ved at slå op til endnu en trøje, denne gang strikker jeg top-down, det synes jeg, giver en bedre pasform.
Skrevet tirsdag d. 8. september 2020 kl. 14:04 og gemt i: [fru Nielsens barndom]
Da mit smykkeskrin, det vi fandt på loftet, blev tømt, gemte det på min lille kylling.
Den kylling jeg fik, da jeg fyldte 1 år.
Jeg er stort set født med astma. Når jeg fik anfald om natten, kom familielægen og gav mig en indsprøjtning, han havde åbenbart ondt af mig, for da jeg fyldte 1 år, havde han en lille kylling med til mig.
Jeg kan selvfølgelig ikke huske noget af det, men har fået det fortalt så mange gange, at jeg næsten forestiller mig, at jeg kan huske det. Det er dog helt sikkert, at jeg altid har været glad for min kylling.
Skrevet torsdag d. 3. september 2020 kl. 13:29 og gemt i: [fru Nielsens helbred]
Jeg vidste godt, at jeg kunne få et problem med at styre mit brug af aktivitetsuret 😁 jeg er egentlig ikke et konkurrencemenneske, børnene gad ikke spille med mig, fordi jeg er ligeglad med, om jeg vinder eller taber, men konkurrencer med mig selv er en helt anden snak.
Siden tirsdag i sidste uge, har jeg øget min tur, eller i det mindste holdt foregående dags tal. I weekenden på lang køretur frem og tilbage til Thorsminde og gåtur i sand både lørdag og søndag.
Det har været dumt, at jeg ikke har lært af tidligere forsøg på at kunne det hele.
I forgårs kunne jeg næsten ikke gå hjem. I går kunne jeg slet ikke gå, og jeg var vildt træt. I dag skulle jeg være fornuftig 😁 som Lasse sagde: “Var det ikke 5000 skridt, som var max?”. Som om …
Nu er mine ankler hævede, jeg har ondt og jeg er træt. Øv.
Man skulle tro, at tyve år har lært mig, at jeg ikke bare kan køre på med hovedet under armen 😊
Det er ok og forståeligt, at andre ikke kan forstå, at jeg ikke bare kan sætte mig i bilen og køre længere ture (som chauffør), at jeg ikke bare kan planlægge arrangementer og så regne med, at det hele går som ønsket. Jeg ved, at hvis jeg skal med bus/tog og bruge en dag på rejse og møde, så bliver det ikke sjovt, men bare surt. Men jeg burde da for f….. selv kunne forstå det.
I sidste uge ringede min bror fra Thorsminde, han havde en stationær pc i overskud, om jeg var interesseret? Det var jeg.
Vi aftalte ikke noget fast, men lørdag ringede vi og spurgte, om de var hjemme og havde tid, det havde de, vi kunne bare dukke op med dynen under armen.
Min bror og svigerinde boede i Hobro, indtil de gik på efterløn, så flyttede de fast til deres fritidshus i Thorsminde, det er 2-3 år siden.
De er faldet godt til, de er meget sociale, og deltager begge i alverdens ting i byen.
Jeg elsker at gå tur ved havet, så vi gik derned, så snart vi var ankommet. Lasse og min bror sejlede ud på fjorden, hvor de satte nogle garn.
Morgenlys i Thorsminde havn
Lørdag morgen stod jeg op klokken 6, og gik til havet – de andre havde frabedt sig, at blive vækket så tidligt, så jeg gik alene, hvad jeg også helst vil være på min morgentur. Klokken 8 ringede Lasse, de havde lige sat sig til morgenbordet, jeg var lige rundt om hjørnet, så det passede perfekt.
fruNielsen i morgenlyset
Senere blev garnene hentet ind, og da Lasse og Iben (min bror) kom ind i havnen, tog vi imod – sammen med de 4 pensionerede fiskere, som selvfølgelig var mødt op for at få en lille snak om fiskeri.
Det er vist en rullesky, som kommer ind fra vest
Vi pakkede sammen og kørte hjem lige over middag.
Viktor, Louise og Laurits kiggede forbi til en hurtig kop kaffe, Viktor havde lånt vores trailer, og den skulle afleveres.
