I de seneste 7-10 år har jeg haft øresten 3-4-5 gange.
De første gange kun et par dage og kun svagt ubehag.
Forrige gang varede det to måneder, det var træls, men ikke så slemt som jeg senere skulle lære, at det kunne være.
Jeg har aldrig opsøgt lægen, jeg har nemlig aldrig været i tvivl om, at det var øresten.
I starten af februar skal jeg lige love for, at jeg fik prøvet, hvor slemt øresten også kan være.
Fredag nat klokken 1.
Naboens teenager havde fest, og hendes værelse vender ud mod vores soveværelse, så jeg lå og roterede.
På et tidspunkt vendte jeg mig over på venstre side, drejede nakken hårdt bagud og til venstre, og jeg kunne nærmest mærke, hvordan en øresten trillede ud.
Jeg blev svimmel, så svimmel som at befinde sig i en centrifuge, jeg lå og klamrede mig til sengen, mens kvalmen blev værre. Endelig fik jeg rejst mig op, og så løb jeg lige ind i væggen, væltede næsten ned i sengen igen, men holdt mig på benene. Ved at støtte til væggen kom jeg ud i stuen. Der sad jeg resten af natten. Svimmelheden blev en lille smule bedre, men jeg snurrede, så snart jeg vendte mig, rejste mig, satte mig osv
Lasse sørgede for mig og alt andet denne weekend, om mandagen skulle han på arbejde, og det gik fint nok.
Jeg tilbragte både nat og dag i en stol i stuen.
Om fredagen, en uge efter ørestenen gik amok, tog jeg ned til lægen.
Det var den unge praksislæge, men det var ok, han var både sød og dygtig.
Vi snakkede, og han var også sikker på, at jeg havde en øresten, men han sagde flere gange, at han skulle teste det, og til sidst besluttede han, at det skulle testes for en sikkerheds skyld, at der ikke var andet galt.
Jeg blev placeret på ryggen på briksen med overkroppen ud over kanten, han sad ved siden af og holdt mig under ryggen, så fik jeg besked på at dreje på en bestemt måde, mens jeg hele tiden kiggede ham ind i øjnene. FY FOR POKKER. Det var så væmmeligt, at jeg troede, at jeg skulle kaste op på ham, og han var også hurtig til at holde afstand 😉 og så sagde han, at han slet ikke var i tvivl, med den fart mine øjne rykkede frem og tilbage, så var det øresten.
Jeg fik tilbudt, at jeg kunne blive henvist til Aalborg sygehus, hvor de har en speciel stol, som kan vende en på hovedet og dreje og gøre ved … jeg ville vente med det, jeg kunne slet ikke overskue at skulle have det så dårligt igen. Jeg blev ved med at vente, og jeg overvejede det flere gange, men jeg kunne simpelthen ikke overskue den behandling.

Efter nogle uger kunne jeg igen ligge i sengen, hvis jeg tog en meget tyk og blød pude i nakken/ryggen.

I maj forsvandt ørestenen, men svimmelheden bestod. Jeg blev svimmel, når nakken blev drejet, vendt bagud osv. Hvis jeg trykkede i nakken med tommelfingeren, så kunne jeg få det til at gå væk, og Katrine masserede mig et par gange, hvor jeg fik det meget bedre.

Den store pude brugte jeg ikke mere om natten, men stadig som støtte, når jeg lyttede til bog, inden jeg skulle sove.

Jeg har aldrig været fan af lydbøger, men svimmelheden (og hovedpinen og rygsmerter) fik mig til at prøve og fastholde, så nu er jeg fan.

For et par uger siden faldt det mig pludselig ind, at jeg nok skulle prøve at fjerne puden fra aftenlæsningen – og voila! svimmelheden forsvandt.

Jeg kan mærke at nakken stadig er nem at påvirke, jeg får ondt i nakken, ryggen og hovedet for et godt ord – mig som ALDRIG har døjet med hovedpine eller spændingen, heller ikke da jeg sad på kontor – men jeg er virkelig plaget af smerter og følgende svimmelhed. Ikke hele tiden men jævnligt.

Lægen orker jeg ikke, de sender mig til en fysioterapeut, og jeg laver selv øvelser i forvejen. Jeg tænker, at en massør vil være godt, men jeg kender kun en, som jeg var hos sidste år, og det var lidt for “føle-føle-med-kraniosakralterapi” til min smag. Jeg må finde en god en, men nu er der jo også en skide Corona at tage hensyn til, jeg er ikke vild med at skulle besøge fremmede mennesker. Jeg kunne selvfølgelig iføre mig en maske.

Endnu mange ord uden billeder, men det er noget af det nye på bloggen, at jeg vil bruge den til at huske.

Mange besøgende har aldrig været noget jeg gik op i. På et tidspunkt forsøgt jeg at lokke flere til, bare for at se om det virkede – og det gjorde det, der kom ret mange besøgende, men det krævede,
– at jeg skrev hver dag,
– at jeg ikke skrev for meget,
– at jeg viste billeder, men ikke for mange.
Sådan nogle regler er altså ikke noget for mig. Det skal være lyst, og det skal være hyggeligt.