Fredag den 2. august 2024 vågnede vi tidligt, vi skulle se herrehåndbold i fjernsynet.

Jeg syntes, at Lasses stemme lød anderledes, som han havde en kartoffel i munden. Jeg kiggede på ham, men kunne ikke se noget. Jeg bad ham spidse mund, lave kyssemund og de andre ting, vi har lært. Han kunne alt.

Senere kørte vi til Aalborg, Lasse havde et ærinde i Biltema, inde i Biltema syntes jeg igen, at jeg kunne høre noget forandret. Jeg spurgte, om han var blevet stukket på kinden eller lign., bad ham igen lave tests, som han stadig kunne.

Hjemme spiste vi frokost i haven, og da vi bagefter sad og slappede af, tænkte jeg, at han så lidt slap ud i den ene side af ansigtet, fik ham igen til at lave test, rørte ham og spurgte, om han kunne mærke det ens, det kunne han.

Vi skulle passe Laurits og William klokken 14, så svigerdatteren kom med dem lidt i 14. Hun kunne se, at noget var galt, vi fortalte om dagen, og hun sagde, I SKAL RINGE TIL NOGEN NU. Jeg ringede til lægehuset, som havde lukket for henvendelse, men ringede til akutnummeret og snakkede med sekretæren, hun sagde, at jeg skulle have ringet 112 om morgenen, hvorefter hun talte med lægen, som bad os ringe 112, sekretæren sagde, at hun ville ringe tilbage et kvarter senere, så hun kunne høre, hvad der var kommet til at ske.

Jeg ringede 112, blev stillet videre til sundhedsperson med det samme, hun sendte straks en ambulance, som ville dukke op efter 12 minutter.

Inden ambulancen kom skiftede Lasse tøj og bad Viktor, som var dukket op i mellemtiden, om hjælp til at løfte en ny bund op i traileren … jeg forklarede drengene, at ambulancen ville komme med udrykning for at se på farfar.

Da ambulancen kom, stod Lasse i haven og ventede, han vinkede og råbte, det er mig, I skal hente.

Redderne fulgte ham ind i ambulancen, hvor de var i et godt stykke tid, inden de hentede mig ind i ambulancen, de sagde, at de ikke kunne se noget, om jeg ville fortælle, hvad jeg kunne se – det gjorde jeg, inden de ringede til sygehuset, de fortalte lægen, at de ikke kunne se noget, men hans kone og familie kan både se og høre forandringer. Lægen gav besked på at tage Lasse med på hospitalet, og de kørte der ud uden udrykning.

Jeg brød lidt sammen i min svigerdatters arme, det havde været en virkelig hård dag.

Jeg ringede til min bror, han ville give familien besked. Viktor ringede til Katrine og Magnus.

Så gjorde jeg mig klar, pakkede en taske til Lasse og kørte mod Aalborg.

På akutafdelingen ventede Lasse på gangen, sygeplejersken sagde, at hun godt kunne se noget i hans ansigt. Sikke en lettelse.

Lasse fik et værelse, han gik selvfølgelig selv derind. Der gik en halv times tid, inden en læge dukkede op, hun kunne ikke se noget på Lasse – jo måske i den anden side … jeg blev hele tiden ved med at gentage, jeg kan både høre og se noget er galt. Der blev lavet undersøgelser, og Lasse kunne stadig det hele. Endelig ringede hun til neurologerne, og en scanning blev aftalt.

Lasse blev kørt til scanning klokken 18.

Bagefter blev han sendt op på stroke-afsnittet, og vi fik at vide, at en læge ville dukke op med svar. Jeg tænkte, at de nok vidste, at det var en blodprop, med tanke på afdelingen. Lidt efter kom de med piller til Lasse, inden vi snakkede med lægen, der stod Bolus på glasset, og så vidste jeg, at den var god nok, at det var en blodprop. Der kom hele tiden sygeplejersker og foretog de samme tests, lægen klm og fortalte, at det var en blodprop – og så kørte det slag i slag hele aftenen og natten.

Lørdag morgen kom Katrine og Chr. på besøg, Katrine skulle rejse til Kreta klokken 12, og hun skulle se sin far, inden hun rejste. Vi havde sagt, at hun skulle rejse. Hun undersøgte, hvor hurtigt, hun kunne komme hjem. Da Lasse fik konstateret kræft for tre år siden, sad hun på en anden græsk ø.

Søndag blev Lasses hals scannet, og de fandt forkalkninger i højre halspulsåre. Forkalkningen var mere end 50%, så de ville gerne operere, hvis Lasse sagde ja, der var jo en risiko ved operationen, men en større risiko ved ikke at blive opereret. Han sagde selvfølgelig ja til operation.

Mandag blev han scannet med kontrast og flyttet til karkirurgisk afd.

Tirsdag blev der lavet undersøgelser af hjerte, lunger mm

Onsdag skulle operationen finde sted ved 8-tiden. Bagefter skulle han ligge på overvågningen i 6 timer.

Klokken 10.45 blev jeg ringet op, operationen var gået godt, og Lasse havde bedt dem ringe til mig. Jeg kørte derud klokken 13, og sad i forhallen og ventede. De ringede klokken 15, blodtrykket var højt, så de havde givet ny medicin, og han skulle blive der yderligere to timer. Klokken 17 gentog det sig, jeg måtte ikke komme op, de sagde, at Lasse blev for berørt, når de snakkede om mig, og så steg blodtrykket yderligere. Klokken 19 skete det samme, men de bad mig komme op i 5 minutter, og så køre hjem.

Jeg kom op på opvågningen, Lasse var varm og lidt forvirret. Han blev meget berørt, græd og snakkede om børnene.

Da jeg gik, lovede sygeplejersken, at de ville ringe, når han blev overflyttet til afdelingen igen. Det glemte hun/de, så jeg havde en meget vågen og svær nat. Jeg ringede derud lidt i otte – Lasse var blevet flyttet klokken 21 aftenen før.

Jeg kørte straks til Aalborg, det var en lettelse, at se Lasse.

Min bror og svigerinde havde hentet Lulu om lørdagen, så jeg skulle ikke tænke på at lufte hund eller komme hjem til hende.

Egentlig skulle Lasse komme hjem efter et døgn, men blodtrykket drillede rigtig meget, så han endte med at være der til om mandagen.

Det var dejligt, at finde ro hjemme, men min uro var ikke sådan til at få væk. Jeg sov først godt efter næsten en uge.

Lasse besøgte egen læge om torsdagen, og blodtrykket var heldigvis stadig godt.

Lasse er meget træt, jeg kan også stadig høre den forandrede stemme, når han er træt, men ellers går dagene stille og roligt.

I lørdags var vi til fødselsdag i Tranbjerg, jeg kørte, Lasse må først køre igen i november. Det var måske lidt optimistisk at tage afsted, selv om vi var et lille selskab med kun to store børn. Det sociale, snak, puste lys, tillykke osv gjorde Lasse træt, så han gik ud i et hus i haven og tog en lur.

Da vi kom hjem, var der ungdomsfest i det nærliggende festlokale, så vi kunne høre dunkende musik, råb og fest til klokken 4 om morgen. Det er ikke så fedt for en træt hjerne. I de første mange år blev lokalet ikke lejet ud til unge, men det blev ændret for et par år siden, og det er ikke fedt om sommeren, hvor de flytter ud, åbner døre og vinduer og skruer op for musikken – slet ikke med boombox på max, det føles som tortur.

Ja, jeg er en gammel, sur boomer.

Planen er 4 ugers sygemelding og to ugers ferie, men nu må vi se, når den tid er gået. En gammel sygeplejerske spurgte, om vi ikke havde overvejet længere sygemelding, det er jo ikke bare lige, det han har været ude for. Han må selv mærke efter.

Vores læge (eller lægen i lægehuset, vi har ikke fast læge) sagde, at hvis vi får brug for hjælp til at bearbejde oplevelsen, så skal vi bare give ham et kald, så får vi hjælp. Jeg ved ikke, om vi får brug for det, det føles ikke sådan lige nu. Min familie er gode til at snakke om tingene, min bror ringede til både mig og Lasse hver dag, han har faktisk snakket med Lasse næsten dagligt, siden Lasse fik kræft for tre år siden.

Jeg har skrevet alt ned, for at kunne huske …