NYHEDSBREV
Helvedes uge …

Jeg har lavet et nyhedsbrev, så I kan blive opdateret på, hvad der er foregået de foregående par uger. Til de af jer som har lyst til at læse og vide, I andre kan bare springe over.

Tirsdag den 9. april fik jeg fjernet min livmoder, æggestokke og æggeledere.  Det hele kørte planmæssigt, indtil portøren kørte mig ned på operationsgangen, han opdagede, at det var 20 min. For tidligt, så jeg blev parkeret på gangen udenfor operationsstuen, hvor jeg kunne se de forskellige gøre sig klar, det var nu ok, jeg var ikke bange, bare en smule nervøs.  Narkoselægen, en selvsikker mand i fyrrerne med autoriteten strålende (sådan er de vist pga det vigtige job, de har) ud af sig, kom hen og sagde, jeg lægger lige venflon i begge hænder, så har vi det på plads. Han rodede godt og grundigt i begge hænder, inden han måtte konstatere, at det ikke ville lykkes, mine årer forsvandt hele tiden. Nå, men så lægger vi dem, når du er i narkose, sagde han uforstående. Efter operationen vågnede jeg med venflon i albuen på venstre arm og bag på underarmen på højre arm.

Jeg blev udskrevet om aftenen. De følgende dage havde jeg smerter, men til at holde ud, lørdag var jeg nogenlunde klar til at gå tur og komme i gang.

Jeg fik morfin med hjem, det tog jeg om natten, og jeg havde en nat, hvor jeg havde det af h. til. Frøs, svedte, var svimmel og syntes, at jeg ikke kunne få luft.

Lasse havde heldigvis holdt fri hele ugen og i påsken, så han kunne pleje mig.

Lørdag kom Katrine hjem til et par hyggelige fridage, inden hun skulle til Edingburgh torsdag.

Lasse lavede mad, mens jeg havde det lidt underligt og var utilpas. Om aftenen fik jeg besvær med at få luft, jeg tog astmaspray og et par allergipiller, men det hjalp ikke, så jeg ringede til vagtlægen, hvor der var 1 times ventetid, så jeg trykkede mig på 112 og så gik det ellers hurtigt, når man siger, at det trykker i halsen, så sender de automatisk en ambulance og en akutbil, samtidig bad hun om at få Lasse i røret, han fik at vide, at jeg skulle have min Epi-pen NU, det klarede Katrine, mens jeg sad og hang i køkkenet.

Kort tid efter var køkkenet fyldt med voksne mænd i uniform, to fra ambulancen og to fra akutbilen. Jeg blev lagt på en båre og kørt ud i ambulancen, hvor de fik lagt venflon, og sprøjtede mere antihistamin i min arm – det var lægen fra akutbilen, som gjorde det – da han var sikker på, at jeg var stabil, sagde han, at han var nødt til at køre videre, de var kaldt til 112 et andet sted i Arden.  Ambulancen kørte til Aalborg med fuld fart, vildt, at man ikke kan fornemme farten inde i kabinen, det tog 19 min. Jeg kunne hele tiden følge med på et ur på væggen. På sygehuset var det direkte i akutmodtagelsen, hvor en læge kom med, som Katrine fortalte ”en håndfuld sprøjter, nok 4-5 stk., som hun tømte i min venflon”. I løbet af et par timer blev jeg kørt på akutafdelingen, hvor jeg var indtil søndag sidst på eftermiddagen. Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt fik en sprøjte med binyrebarkhormon – mere om det senere.

Da jeg var hjemme om søndagen, havde jeg det ikke godt, og det endte med at jeg måtte ringe på samme måde som om lørdagen, og de sendte igen ambulance og akutbil, men denne gang skulle jeg ikke tage Epi-pen, den undgår man gerne, fordi den har så står indvirkining på kroppen.

I ambulancen forsøgte de at lægge venflon, men igen uden held, de kunne heller ikke i mine albuer, så det måtte og kunne vente, blev de enige om. Denne gang kørte vi også med fuld fart og blink, når vi skulle forbi eller igennem byer.

På sygehuset fik jeg heldigvis ikke så meget medicin, men dog en del. Jeg blev igen indlagt på akutafdelingen til næste dag.  De fandt ud af, at saltene i mit blod er lave, så de ville give mig saltvand, inden jeg skulle hjem, men venflon endte med at falde ud, så jeg blev sendt hjem uden, og med besked om, at jeg skal spise ekstra salt.

Mit blodsukker skabte sig også de to dage, men det er alm. Efter den behandling, fik jeg at vide. Selv om jeg har fået styr på mit blodsukker, så har jeg stadig diabetes 2, livsstilsændring kan kun udskyde det og problemerne med det.

Mandag havde jeg det sådan la-la, og jeg endte med at være hos vagtlægen om aftenen, hvor jeg blev undersøgt, heldigvis var alt ok.

Tirsdag havde jeg kvalme, var svimmel og usigelig træt, så træt at jeg sov hele natten, flere timer om dagen, og mit blodtryk var meget lavt.

Onsdag morgen endte jeg med at ringe til egen læge klokken 8, hvor jeg tudende bad om hjælp, jeg følte, at kroppen gik helt i stå, og jeg havde det vildt skidt. Jeg fik en tid klokken 9. Lægen (min egen havde ferie, så det var en ukendt) havde fået fat i papirerne fra sygehuset, og så gik vi gennem tingene sammen, til sidst sagde hun, du har fået 3 Pregnisolon-tabletter med hjem til de kommende dage, har du taget dem? Prolemet var, at jeg ikke havde fået dem med hjem, første indlæggelse var akutmedicin afd. 1, der var styr på tingene, men den anden var på akutmedicin afd. 2, og der var ikke så meget styr på tingene, jeg havde fx nær fået dobbeltdosis af min blodtryksmedicin, men jeg var heldigvis selv vågen. Det er det, du mangler til at modvirke alle de antihistaminer, du har fået, sagde lægen, nu får du en STOR portion, så bliver du ok igen. Jeg tog de første piller i konsultationen, jeg var vild efter at få det godt. Jeg glemte bare, at jeg engang har fået Pregnisolon (binyrebarkhormon) hos reumatologen pga min muskelgigt, og jeg stoppede igen, da mit blodtryk steg for vildt.

Samtidig fik jeg fjernet clips fra operationen, så var det klaret, måske lidt for tidligt, men med et plaster går det.

Torsdag havde jeg det ok i starten, men op af dagen begyndte blodtrykket at stige, og jeg kunne kun lægge stille, hvis jeg skulle have styr på det, det trykkede i brystet, op i halsen og i hovedet, hvis jeg bevægede mig bare lidt. Jeg besluttede, at jeg ikke ville spise mere af det forbandede medicin.

Fredag tog jeg ikke Pregnisolon. Ved middagstid lavede jeg kaffe, tog billeder, vi var i haven og hyggede os, men da jeg tog vasketøj ned, kunne jeg pludselig ikke få luft. Jeg tog astmaspray, allergimedicin, hvilede, drak vand osv men lige lidt hjalp det. Jeg snakkede med vagtlægen, som bad os køre til Aalborg til undersøgelse. Jeg kunne gå direkte ind, da vi kom der ud. Vagtlægen sagde, ja, dit blodtryk lægger ikke til den lave side, må man sige … der var ikke noget at høre på lungerne, så jeg blev sat til at vente i akutafdelingen, vi endte med at sidde der hele eftermiddagen, hvor jeg endelig kunne mærke, at nu faldt blodtrykket igen. Ved 16-tiden talte jeg med en ung og sød kvindelig læge. Jeg fortalte, at jeg ikke syntes, at det var som i weekenden, så jeg mente selv, at det var blodtrykket, der drillede. Efter undersøgelsen var hun enig. Hun var grundig, og jeg havde tillid til hende, så vi fik snakket lidt mere. Hun sagde, at når man kan mærke, at blodtrykket presser så meget, så kan man få et panikanfald, så man ikke kan få luft, og om jeg selv havde tænkt på det? Det har jeg nu, og jeg må sige, at jeg giver hende ret. Nu må jeg forsøge at blive lidt mere afslappet og gå lidt mindre op i tingene, så jeg kan lære at slappe af, når jeg får behov for det.

Hun konkluderede, at operationen nok havde været udløsende faktor. Min krop kan ikke lidt/tåle medicin. Det er sgu en træls krop at rende rundt med. Det er også svært at huske midt i en krise, at man ikke vil have/kan tåle det og det.

I går og i dag er tingene bedre. Jeg er bare blevet monster-træt igen, men så må jeg lade tiden gå og slappe af, som Lasse siger. Operationen kan jo også gøre, at jeg er træt, men jeg er dårlig til ikke at lave noget, og bare sidde. Der er sommer for pokker.

Til orientering kan jeg fortælle, at jeg altid har en Epi-pen i tasken. Man tager den ud af hylstret, sætter tommelfingeren på enden og ryster i 5 sekunder, slår den mod mit lår fra omkring 10-15 centimeters højde, og lader den sidde inde i 5 sekunder, samtidig ringer man 112.

Jeg skal til Aarhus i maj til yderligere udredning. Hvis ikke de finder ud af noget, eller giver en diagnose, så vil lungemedicinerne i Aalborg gerne følge mig videre.