Fru Nielsens Hverdag header image 1

Emma the dog

Skrevet fredag d. 14. august 2020 kl. 13:58 og gemt i: [emma]


Jeg artsbestemmer i overskriften, vi har jo en svigerdatter, som også hedder Emma.

Vi har været hos dyrlægen i dag, et af de trælse besøg.

Emma har været syg længe, så vi har vidst, at det ikke ville vare evigt. For 3 uger siden, sagde dyrlægen, at hendes hjerte var meget påvirket, lungerne var påvirkede, gigten er værre og nu har hun igen dårlige tænder.

Hun har fået smertestillende og vanddrivende medicin siden november, på nuværende tidspunkt får hun dobbelt dosis smertestillende.

I dag sagde dyrlægen, at nu er det tid til at finde en dag, hvor vi skal sige farvel. Jeg var lige ved at komme til at tude, det ville også være ok, men jeg plejer jo at være en hård banan.

Vi ville vente 1-2 uger, så ungerne har mulighed for at komme forbi og sige farvel. Det sagde dyrlægen, ville være forsvarligt, uden vi skulle have dårlig samvittighed, så længe hunden er smertedækket. Selv om det er hun faktisk ikke helt, men så godt som vi nu kan.
Katrine rejser til Kbh. i dag og videre til Kreta med en veninde i morgen, så søndag i næste uge, er den tidligste dag, hun kan komme. Hun skal coronatestes søndag, så jeg ville gerne vente på svar, nu når hun både bor i Aarhus og har været på ferie, men et besøg i haven på afstand, kan jeg måske klare.
Der er jo ingen grund til at løbe en risiko, når vi bor i Arden, og vi samtidig passer på.

Nu har vi fået en tid mandag den 24. sidst på eftermiddagen, det skal jo passe med, at Lasse kan nå hjem og komme med. Han har faktisk fri om fredagen, men de næste to fredage er det den mandlige dyrlæge, som er på klinikken, og ham kan Lasse ikke lide, så det må under ingen omstædigheder være ham.

0

→ Skriv en kommentar

Øresten kan trække tænder ud

Skrevet torsdag d. 13. august 2020 kl. 07:16 og gemt i: [helbred]

I de seneste 7-10 år har jeg haft øresten 3-4-5 gange.
De første gange kun et par dage og kun svagt ubehag.
Forrige gang varede det to måneder, det var træls, men ikke så slemt som jeg senere skulle lære, at det kunne være.
Jeg har aldrig opsøgt lægen, jeg har nemlig aldrig været i tvivl om, at det var øresten.
I starten af februar skal jeg lige love for, at jeg fik prøvet, hvor slemt øresten også kan være.
Fredag nat klokken 1.
Naboens teenager havde fest, og hendes værelse vender ud mod vores soveværelse, så jeg lå og roterede.
På et tidspunkt vendte jeg mig over på venstre side, drejede nakken hårdt bagud og til venstre, og jeg kunne nærmest mærke, hvordan en øresten trillede ud.
Jeg blev svimmel, så svimmel som at befinde sig i en centrifuge, jeg lå og klamrede mig til sengen, mens kvalmen blev værre. Endelig fik jeg rejst mig op, og så løb jeg lige ind i væggen, væltede næsten ned i sengen igen, men holdt mig på benene. Ved at støtte til væggen kom jeg ud i stuen. Der sad jeg resten af natten. Svimmelheden blev en lille smule bedre, men jeg snurrede, så snart jeg vendte mig, rejste mig, satte mig osv
Lasse sørgede for mig og alt andet denne weekend, om mandagen skulle han på arbejde, og det gik fint nok.
Jeg tilbragte både nat og dag i en stol i stuen.
Om fredagen, en uge efter ørestenen gik amok, tog jeg ned til lægen.
Det var den unge praksislæge, men det var ok, han var både sød og dygtig.
Vi snakkede, og han var også sikker på, at jeg havde en øresten, men han sagde flere gange, at han skulle teste det, og til sidst besluttede han, at det skulle testes for en sikkerheds skyld, at der ikke var andet galt.
Jeg blev placeret på ryggen på briksen med overkroppen ud over kanten, han sad ved siden af og holdt mig under ryggen, så fik jeg besked på at dreje på en bestemt måde, mens jeg hele tiden kiggede ham ind i øjnene. FY FOR POKKER. Det var så væmmeligt, at jeg troede, at jeg skulle kaste op på ham, og han var også hurtig til at holde afstand 😉 og så sagde han, at han slet ikke var i tvivl, med den fart mine øjne rykkede frem og tilbage, så var det øresten.
Jeg fik tilbudt, at jeg kunne blive henvist til Aalborg sygehus, hvor de har en speciel stol, som kan vende en på hovedet og dreje og gøre ved … jeg ville vente med det, jeg kunne slet ikke overskue at skulle have det så dårligt igen. Jeg blev ved med at vente, og jeg overvejede det flere gange, men jeg kunne simpelthen ikke overskue den behandling.

Efter nogle uger kunne jeg igen ligge i sengen, hvis jeg tog en meget tyk og blød pude i nakken/ryggen.

I maj forsvandt ørestenen, men svimmelheden bestod. Jeg blev svimmel, når nakken blev drejet, vendt bagud osv. Hvis jeg trykkede i nakken med tommelfingeren, så kunne jeg få det til at gå væk, og Katrine masserede mig et par gange, hvor jeg fik det meget bedre.

Den store pude brugte jeg ikke mere om natten, men stadig som støtte, når jeg lyttede til bog, inden jeg skulle sove.

Jeg har aldrig været fan af lydbøger, men svimmelheden (og hovedpinen og rygsmerter) fik mig til at prøve og fastholde, så nu er jeg fan.

For et par uger siden faldt det mig pludselig ind, at jeg nok skulle prøve at fjerne puden fra aftenlæsningen – og voila! svimmelheden forsvandt.

Jeg kan mærke at nakken stadig er nem at påvirke, jeg får ondt i nakken, ryggen og hovedet for et godt ord – mig som ALDRIG har døjet med hovedpine eller spændingen, heller ikke da jeg sad på kontor – men jeg er virkelig plaget af smerter og følgende svimmelhed. Ikke hele tiden men jævnligt.

Lægen orker jeg ikke, de sender mig til en fysioterapeut, og jeg laver selv øvelser i forvejen. Jeg tænker, at en massør vil være godt, men jeg kender kun en, som jeg var hos sidste år, og det var lidt for “føle-føle-med-kraniosakralterapi” til min smag. Jeg må finde en god en, men nu er der jo også en skide Corona at tage hensyn til, jeg er ikke vild med at skulle besøge fremmede mennesker. Jeg kunne selvfølgelig iføre mig en maske.

Endnu mange ord uden billeder, men det er noget af det nye på bloggen, at jeg vil bruge den til at huske.

Mange besøgende har aldrig været noget jeg gik op i. På et tidspunkt forsøgt jeg at lokke flere til, bare for at se om det virkede – og det gjorde det, der kom ret mange besøgende, men det krævede,
– at jeg skrev hver dag,
– at jeg ikke skrev for meget,
– at jeg viste billeder, men ikke for mange.
Sådan nogle regler er altså ikke noget for mig. Det skal være lyst, og det skal være hyggeligt.

2

→ 4 kommentarer

fruNielsen anbefaler

Skrevet onsdag d. 12. august 2020 kl. 12:51 og gemt i: [fru Nielsens helbred, fru Nielsens Hverdag]

Her har I mig tilbage, er det ikke sådan man siger?

Min blog har levet et tilbagetrukket og forsømt liv siden jul, men nu skulle det være. Jeg har ellers haft planer om, at jeg ville nedlægge den, men efter de problemer jeg har haft med at komme i gang igen, så er jeg sikker på, at jeg ikke vil af med den. Sådan er det jo, det du er ved at miste, kan du ikke undvære 😉

Engang i foråret forsøgte jeg at logge ind uden større succes, men tænkte ikke nærmere over det. Jeg besluttede bare, at jeg ville prøve senere, senere kom bare aldrig, der var for meget andet

For et par dage siden havde jeg kameraet med ude at går – det har ellers bare ligget hjemme, lysten har været væk – så jeg tænkte, at jeg da vist havde fået lyst til at lægge nogle billeder på bloggen, men jeg kunne stadig ikke logge ind.

Jeg ændrede koden.
Jeg ændrede koden.
.

.

Det hjalp ikke en fis.

I starten troede jeg, at det skyldtes Google, jeg kom i tanke om, at jeg vist tidligere på året havde fået en besked med nogle nye tiltage, men havde ikke reageret, da jeg jo ikke havde lyst til bloggen på det tidspunkt. Jeg ændrede og rodede og forsøgte igen og igen, uden det lykkedes. Det var nogle gange muligt at se forsiden af bloggen, men den blev ved med at køre uden at komme helt ind, og det var stadig helt umuligt at komme på kontrolpanelet.

I går sendte jeg en hjælp-besked til min udbyder, men det svar jeg fik var ikke brugbart, det var nærmest min egen skyld, eller i det mindste noget, jeg selv skulle lave om, men det kan jeg jo ikke. Selv om jeg har haft bloggen i mere end 13 år, og også har rimeligt styr på mange ting, så er det indre af bloggen ikke min spidskompetance.

Hele dagen i går bøvlede jeg, uden det lykkedes. I morges ringede jeg og snakkede med min it-hjemmeside-kyndige storebror, men han kunne heller ikke hjælpe mig – og han kunne heller ikke logge på.

I løbet af dagen sendte jeg et nyt spørgsmål til udbyderen, og denne gang var der gevinst. Jeg fik kontakt med en flink medarbejder, som hjalp mig. Det viste sig, at der var fejl i databasen (?), og et plugin som hindrede login. Jeg skrev nye spørgsmål og fik hele tiden gode svar og stor hjælp, så nu fungerer det hele igen. Han afsluttede med at skrive, at det nok var en god ide, hvis jeg for eftertiden besøger min blogs kontrolpanel jævnligt, så jeg hele tiden får opdateret mine plugin. Heldigvis har jeg sat wordpress til selv at opdatere, ellers kunne det nok være gået helt galt.

Anbefalingen? Jeg anbefaler Simply.com – især den medarbejder jeg havde kontakt med i dag.

2

→ 6 kommentarer

Glædelig jul

Skrevet søndag d. 22. december 2019 kl. 14:12 og gemt i: [jul]

I ønskes alle en glædelig jul og et godt nytår <3

Mit 31. julebillede i træk
I får også lige julebilledet med begge mine svigerdøtre (Louise og Emma) samt mit dejlige barnebarn Laurits – han er nu mere interesseret i, hvor hans mor blev af 🙂

1

→ 1 kommentar

Jeg er blevet farmor

Skrevet tirsdag d. 24. september 2019 kl. 12:55 og gemt i: [Laurits]

Torsdag den 23. maj 2019 kl. 18.46 blev Laurits født.

Fødslen kom lidt bag på os alle, han skulle nemlig først fødes omkring Sankt Hans, men min svigerdatter fik en alvorlig omgang svangerskabsforgiftning, så alt gik hu-hej og endte med et kejsersnit.

En lidt “sjov” krølle er, at da jeg ventede Viktor, fik jeg svangerskabsforgiftning og fødslen blev sat i gang en måned før tid – rent tilfældigt ifølge læger og sygeplejersker.

Lørdag den 7. september blev han døbt Laurits Kristian Plougmann Klitgaard. Faster Katrine var gudmor, onkel (farbror) Magnus, Louises lillebror og forældrenes bedste venner var faddere. Dåben fandt sted i Svenstrup kirke.

Seneste nyt: i går blev Laurits 4 måneder, og han fik sin første tand.

Det er en fest at være farmor.

2

→ 4 kommentarer

Sommer 2019

Skrevet mandag d. 23. september 2019 kl. 15:12 og gemt i: [foto]

2

→ 1 kommentar

HELVEDES UGE

Skrevet søndag d. 21. april 2019 kl. 10:07 og gemt i: [sygdom]

NYHEDSBREV
Helvedes uge …

Jeg har lavet et nyhedsbrev, så I kan blive opdateret på, hvad der er foregået de foregående par uger. Til de af jer som har lyst til at læse og vide, I andre kan bare springe over.

Tirsdag den 9. april fik jeg fjernet min livmoder, æggestokke og æggeledere.  Det hele kørte planmæssigt, indtil portøren kørte mig ned på operationsgangen, han opdagede, at det var 20 min. For tidligt, så jeg blev parkeret på gangen udenfor operationsstuen, hvor jeg kunne se de forskellige gøre sig klar, det var nu ok, jeg var ikke bange, bare en smule nervøs.  Narkoselægen, en selvsikker mand i fyrrerne med autoriteten strålende (sådan er de vist pga det vigtige job, de har) ud af sig, kom hen og sagde, jeg lægger lige venflon i begge hænder, så har vi det på plads. Han rodede godt og grundigt i begge hænder, inden han måtte konstatere, at det ikke ville lykkes, mine årer forsvandt hele tiden. Nå, men så lægger vi dem, når du er i narkose, sagde han uforstående. Efter operationen vågnede jeg med venflon i albuen på venstre arm og bag på underarmen på højre arm.

Jeg blev udskrevet om aftenen. De følgende dage havde jeg smerter, men til at holde ud, lørdag var jeg nogenlunde klar til at gå tur og komme i gang.

Jeg fik morfin med hjem, det tog jeg om natten, og jeg havde en nat, hvor jeg havde det af h. til. Frøs, svedte, var svimmel og syntes, at jeg ikke kunne få luft.

Lasse havde heldigvis holdt fri hele ugen og i påsken, så han kunne pleje mig.

Lørdag kom Katrine hjem til et par hyggelige fridage, inden hun skulle til Edingburgh torsdag.

Lasse lavede mad, mens jeg havde det lidt underligt og var utilpas. Om aftenen fik jeg besvær med at få luft, jeg tog astmaspray og et par allergipiller, men det hjalp ikke, så jeg ringede til vagtlægen, hvor der var 1 times ventetid, så jeg trykkede mig på 112 og så gik det ellers hurtigt, når man siger, at det trykker i halsen, så sender de automatisk en ambulance og en akutbil, samtidig bad hun om at få Lasse i røret, han fik at vide, at jeg skulle have min Epi-pen NU, det klarede Katrine, mens jeg sad og hang i køkkenet.

Kort tid efter var køkkenet fyldt med voksne mænd i uniform, to fra ambulancen og to fra akutbilen. Jeg blev lagt på en båre og kørt ud i ambulancen, hvor de fik lagt venflon, og sprøjtede mere antihistamin i min arm – det var lægen fra akutbilen, som gjorde det – da han var sikker på, at jeg var stabil, sagde han, at han var nødt til at køre videre, de var kaldt til 112 et andet sted i Arden.  Ambulancen kørte til Aalborg med fuld fart, vildt, at man ikke kan fornemme farten inde i kabinen, det tog 19 min. Jeg kunne hele tiden følge med på et ur på væggen. På sygehuset var det direkte i akutmodtagelsen, hvor en læge kom med, som Katrine fortalte ”en håndfuld sprøjter, nok 4-5 stk., som hun tømte i min venflon”. I løbet af et par timer blev jeg kørt på akutafdelingen, hvor jeg var indtil søndag sidst på eftermiddagen. Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt fik en sprøjte med binyrebarkhormon – mere om det senere.

Da jeg var hjemme om søndagen, havde jeg det ikke godt, og det endte med at jeg måtte ringe på samme måde som om lørdagen, og de sendte igen ambulance og akutbil, men denne gang skulle jeg ikke tage Epi-pen, den undgår man gerne, fordi den har så står indvirkining på kroppen.

I ambulancen forsøgte de at lægge venflon, men igen uden held, de kunne heller ikke i mine albuer, så det måtte og kunne vente, blev de enige om. Denne gang kørte vi også med fuld fart og blink, når vi skulle forbi eller igennem byer.

På sygehuset fik jeg heldigvis ikke så meget medicin, men dog en del. Jeg blev igen indlagt på akutafdelingen til næste dag.  De fandt ud af, at saltene i mit blod er lave, så de ville give mig saltvand, inden jeg skulle hjem, men venflon endte med at falde ud, så jeg blev sendt hjem uden, og med besked om, at jeg skal spise ekstra salt.

Mit blodsukker skabte sig også de to dage, men det er alm. Efter den behandling, fik jeg at vide. Selv om jeg har fået styr på mit blodsukker, så har jeg stadig diabetes 2, livsstilsændring kan kun udskyde det og problemerne med det.

Mandag havde jeg det sådan la-la, og jeg endte med at være hos vagtlægen om aftenen, hvor jeg blev undersøgt, heldigvis var alt ok.

Tirsdag havde jeg kvalme, var svimmel og usigelig træt, så træt at jeg sov hele natten, flere timer om dagen, og mit blodtryk var meget lavt.

Onsdag morgen endte jeg med at ringe til egen læge klokken 8, hvor jeg tudende bad om hjælp, jeg følte, at kroppen gik helt i stå, og jeg havde det vildt skidt. Jeg fik en tid klokken 9. Lægen (min egen havde ferie, så det var en ukendt) havde fået fat i papirerne fra sygehuset, og så gik vi gennem tingene sammen, til sidst sagde hun, du har fået 3 Pregnisolon-tabletter med hjem til de kommende dage, har du taget dem? Prolemet var, at jeg ikke havde fået dem med hjem, første indlæggelse var akutmedicin afd. 1, der var styr på tingene, men den anden var på akutmedicin afd. 2, og der var ikke så meget styr på tingene, jeg havde fx nær fået dobbeltdosis af min blodtryksmedicin, men jeg var heldigvis selv vågen. Det er det, du mangler til at modvirke alle de antihistaminer, du har fået, sagde lægen, nu får du en STOR portion, så bliver du ok igen. Jeg tog de første piller i konsultationen, jeg var vild efter at få det godt. Jeg glemte bare, at jeg engang har fået Pregnisolon (binyrebarkhormon) hos reumatologen pga min muskelgigt, og jeg stoppede igen, da mit blodtryk steg for vildt.

Samtidig fik jeg fjernet clips fra operationen, så var det klaret, måske lidt for tidligt, men med et plaster går det.

Torsdag havde jeg det ok i starten, men op af dagen begyndte blodtrykket at stige, og jeg kunne kun lægge stille, hvis jeg skulle have styr på det, det trykkede i brystet, op i halsen og i hovedet, hvis jeg bevægede mig bare lidt. Jeg besluttede, at jeg ikke ville spise mere af det forbandede medicin.

Fredag tog jeg ikke Pregnisolon. Ved middagstid lavede jeg kaffe, tog billeder, vi var i haven og hyggede os, men da jeg tog vasketøj ned, kunne jeg pludselig ikke få luft. Jeg tog astmaspray, allergimedicin, hvilede, drak vand osv men lige lidt hjalp det. Jeg snakkede med vagtlægen, som bad os køre til Aalborg til undersøgelse. Jeg kunne gå direkte ind, da vi kom der ud. Vagtlægen sagde, ja, dit blodtryk lægger ikke til den lave side, må man sige … der var ikke noget at høre på lungerne, så jeg blev sat til at vente i akutafdelingen, vi endte med at sidde der hele eftermiddagen, hvor jeg endelig kunne mærke, at nu faldt blodtrykket igen. Ved 16-tiden talte jeg med en ung og sød kvindelig læge. Jeg fortalte, at jeg ikke syntes, at det var som i weekenden, så jeg mente selv, at det var blodtrykket, der drillede. Efter undersøgelsen var hun enig. Hun var grundig, og jeg havde tillid til hende, så vi fik snakket lidt mere. Hun sagde, at når man kan mærke, at blodtrykket presser så meget, så kan man få et panikanfald, så man ikke kan få luft, og om jeg selv havde tænkt på det? Det har jeg nu, og jeg må sige, at jeg giver hende ret. Nu må jeg forsøge at blive lidt mere afslappet og gå lidt mindre op i tingene, så jeg kan lære at slappe af, når jeg får behov for det.

Hun konkluderede, at operationen nok havde været udløsende faktor. Min krop kan ikke lidt/tåle medicin. Det er sgu en træls krop at rende rundt med. Det er også svært at huske midt i en krise, at man ikke vil have/kan tåle det og det.

I går og i dag er tingene bedre. Jeg er bare blevet monster-træt igen, men så må jeg lade tiden gå og slappe af, som Lasse siger. Operationen kan jo også gøre, at jeg er træt, men jeg er dårlig til ikke at lave noget, og bare sidde. Der er sommer for pokker.

Til orientering kan jeg fortælle, at jeg altid har en Epi-pen i tasken. Man tager den ud af hylstret, sætter tommelfingeren på enden og ryster i 5 sekunder, slår den mod mit lår fra omkring 10-15 centimeters højde, og lader den sidde inde i 5 sekunder, samtidig ringer man 112.

Jeg skal til Aarhus i maj til yderligere udredning. Hvis ikke de finder ud af noget, eller giver en diagnose, så vil lungemedicinerne i Aalborg gerne følge mig videre.








3

→ 11 kommentarer

Jeg roser lige mig selv

Skrevet mandag d. 18. marts 2019 kl. 09:26 og gemt i: [Ikke kategoriseret]

Jeg skriver efterhånden kun, når jeg har været hos lægen, men alt/den smule jeg oplever, deler jeg på Instagram, og så er det jo ikke nødvendigt at tærske langhalm på det her.

Endnu et lægebesøg er overstået.

I onsdags skulle jeg have taget en blodprøve, så jeg kunne få målt mit blodsukker. I december fik jeg jo 3 måneder til at få styr på det, efter jeg havde fået konstateret diabetes 2 og ikke kunne tåle medicinen. Sygeplejersken som tog blodprøven, var noget afdæmpet i sine forventninger. Hun mindede mig om, at når diabetes 2 er arveligt betinget, så kan det være meget svært at styre, hvis man udelukkende bruger sig selv og ikke medicin, men som hun sagde, et lille fald er bedre end intet fald, så jeg håbede det bedste.

Fredag var jeg så hos min læge, og hun var helt oppe at køre, hun sagde, at jeg skulle klappe mig selv på ryggen og tage i mod al den ros hun gav mig.

DET ER NEMLIG LYKKEDES AT FÅ MIT BLODSUKKER NED PÅ NORMALT NIVEAU IGEN!!! 🙂 udelukkende med ændring af kosten. Jeg spiser alt, men tænker over hvor meget og hvor tit jeg spiser fx kager og slik.

Jeg har stadig diabetes 2, men nu er det under kontrol. Mit blodtryk er også finere, og jeg har det generelt bedre.

Mht allergitesten, jeg skulle have taget i februar, så blev den udskudt til maj pga influenza – hvor jeg var hundesyg, og kunne jeg blev mindet om, at jeg altså har fået astma, og den ikke er under kontrol. Jeg havde to (især den ene) nætter, hvor jeg troede, at jeg blev kvalt. Lægen trøstede mig med, at hvis jeg ikke havde været influenzavaccineret, så havde det måske været endnu værre – selv om jeg slet ikke kan forestille mig, at det skulle kunne være det.

Lørdag aften fik jeg en allergisk reaktion, og jeg har været ved at indkredse, hvad jeg spiste. Jeg er kommet frem til, at det nok var lagkagepynten (små røde hjerter).

Tak for denne gang.

7

→ 5 kommentarer

Du medbringer selv vingummi

Skrevet tirsdag d. 8. januar 2019 kl. 16:08 og gemt i: [allergi, kronisk nældefeber]

I torsdags var jeg på Allergiklinikken på Aarhus Universitetshospital.

De havde ikke kunnet se noget i mine blodprøver, som peger mod allergi mod en eller flere madvarer, heller ikke hund og/eller kat viste noget.

De siger, at jeg har kronisk nældefeber, det giver mig udslæt og hævelser i svælget. Hævelserne kan også være fordi jeg simpelthen er sådan et allergisk/reagerende menneske, som lægen sagde, jeg har astma, allergi og reagerer på en masse ting – og måske også på syreholdige grøntsager som appelsin, chili, banan mm

Om 2 måneder skal jeg møde op dernede til provokation af allergien mod røde farvestoffer – medbringende nogle stykker røde vingummier. De mener nemlig ikke, at jeg er allergisk mod tatoveringen, jeg reagerer bare på den, som på så meget andet.

Da jeg var i Aalborg på Lungemedicinsk ambulatorium for 3 måneder siden, fik jeg besked på ikke at spise allergimedicin forebyggende, men det ændrede de i Aarhus, hvor de sagde det modsatte, så fredag morgen tog jeg allergipille. Fredag aften spiste jeg et hvidløgsflutes fra bageren, jeg troede, at det mørke ovenpå var hvidløg, som havde været i ovnen, men ret hurtigt begyndte jeg at få kulderystelser, rødt udslæt på hænderne, armene og i ansigtet – og jeg hævede i svælget. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, jeg har aldrig før reageret, når jeg havde taget en allergipille, på indlægssedlen stod, at jeg måtte tage en om dagen, så jeg ringede til vagtlægen for at høre, hvad jeg så skulle gøre. Vagtlægen sagde, at når der var hævelse i svælget, skulle jeg køre til vagtlægen og få noget hurtigtvirkende medicin. Det gjorde jeg selvfølgelig, og jeg fik et skud medicin i ballen og kunne ret hurtigt mærke en vis effekt, desværre ikke en fuldstændig, så jeg var nødt til at tage yderligere en allergipille inden jeg gik i seng. Da jeg kom i seng, fik jeg de vildeste kulderystelser og var temmelig kold om hænder og fødder, om natten sov jeg og sov og sov.

Det er simpelthen så hårdt, at blive angrebet igen og igen, og ikke rigtigt vide, hvad jeg skal undgå.

6

→ 4 kommentarer

Den Gamle By – en juletradition

Skrevet torsdag d. 3. januar 2019 kl. 17:42 og gemt i: [Den Gamle By]

Vi har fået en ny tradition. Det kan det vel kaldes, når det er sket 3 år i træk.

En uge før jul tager vi i Den Gamle By sammen med håndværkerens storesøster. Det er en vildt hyggelig dag, hvor vi starter dagen hos os med rundstykker og kaffe. Bagefter smører vi mad, som vi tager med – og laver kaffe som vi tager med.

Den Gamle By i Aarhus den 17. december 2018

Vi tjekker som regel ind, når de åbner kl. 10, og så bliver vi der, til de lukker. Vi skal jo nødig gå glip af noget.

Bagefter kører vi forbi Tivoli Friheden, så vi kan se deres flotte julepynt.

På turen hjem kører vi til Hinnerup, hvor vi kører op og ned af Fredensgade et par gange.

Derefter kører vi hjem, hvor vi spiser noget mad, vi har købt på vejen.

I løbet af sommeren gør vi forresten det sammen 🙂

3

→ 5 kommentarer