Fru Nielsens Hverdag header image 1

Historien om et navn

Skrevet torsdag d. 30. august 2018 kl. 08:05 og gemt i: [familie, fru Nielsen]

I dag har de snakket om navne i P4 Nordjylland, nu skal I høre historien om mit navn.

Jeg er døbt Helle Marie Hyldgård Olesen.

Mange troede, at Helle kom af min mormors navn Helene, så jeg blev kaldt Marie efter min farmor – bare for en sikkerheds skyld.

Hyldgård er egentlig Hyldgaard, men en præst skrev forkert for år siden, så det blev til Hyldgård.

Jeg blev kaldt Putte, indtil jeg var 2 år – jeg kan huske, at min mor har brugt navnet Putte i tidens løb, men mine søskende har kun brugt det, når de skulle drille mig. Jeg ville hade at blive kaldt ved et andet navn end Helle. Jeg er ikke kælenavnstypen. Mine egne børn har jeg aldrig kaldt andet end deres døbenavne, og jeg frabeder mig, at andre gør det. Katrine kunne let være endt som Trine, men så havde jeg foldet mig ud 😉

I de første syv år af min skoletid, blev jeg bare kaldt Helle – utrolig nok var jeg den eneste på min årgang, som hed Helle.

På Solhverv i 8., 9. og 10. klasse var vi 2 Helle’er, så her blev jeg kaldt Hyldgård.

Min engelsklærer, hr. Møller, kaldte mig HellO.

Da jeg blev gift i 1984, kom jeg til at hedde Helle Marie Hyldgård Nielsen.

Min mand brugte sit mellemnavn Klitgaard, og han blev stort set kun kaldt ved det navn.

I slutningen af 80’erne og begyndelsen af 90’erne spillede vi med i den lokale revy – Arden-revyen, der blev jeg kaldt Helle Klitgaard, og i artiklerne i den lokale avis og i Nordjyske blev jeg også kaldt Klitgaard, så efterhånden var det det navn alle brugte, og jeg begyndte selv at bruge det af og til. Det har af og til medført en del besvær og forvirring, at jeg hed en ting og blev kaldt noget andet.

Da den nye navnelov kom i 2006, slettede vi Nielsen og min mand tog sit mellennavn Klitgaard som efternavn, og på den måde kunne jeg også komme til at hedde Klitgaard til efternavn. Så hed jeg Helle Marie Hyldgård Klitgaard.

Jeg kalder mig Helle Klitgaard, da Klitgaard og Hyldgård ikke spiller så godt sammen – selv om jeg gerne ville bruge Hyldgård i hverdagen. Da jeg hed Olesen og Nielsen, kaldte jeg mig altid ved alle 3 navne. Helle Hyldgård Olesen/Helle Hyldgård Nielsen.

Jeg har aldrig brugt Marie, kun på officielle papirer.

Min datter hedder Marie til mellemnavn, og mine drenge hedder begge Kristian til mellemnavn. De bruger alle tre alle deres tre navne.

Min søsters mand (siden jeg var 9 år) kalder mig af og til Marie som den eneste i familien.

Min mand kalder mig næsten altid fru Nielsen. Det kan jeg lige acceptere, men skat ville ikke gå, det ville jeg betragte som en massebetegnelse.

Mine børn kalder mig mor – eller moar 😉

Jeg kalder mig Helle Klitgaard

At hedde Helle Klitgaard, er ikke en sikkerhed mod forviklinger. Sidst jeg fik lavet mammografiscreening, var vi to Helle Klitgaard, og da vi var kaldt ind, blev de nødt til at ty til personnummeret en ekstra gang – bare for at være helt sikre.

0

→ 3 kommentarer

Katrines fødselsdag

Skrevet tirsdag d. 7. august 2018 kl. 07:41 og gemt i: [familie, fødselsdag, ældste]

Katrine blev 29 år den 1. august, så hun inviterede os til brunch og kaffe i lørdags.

Det er blevet en tradition, at vi mødes hos hende lørdag efter den 1., hvor vi hygger os og går tur på havnen.

I år var der flere af tanterne/onklerne, som havde meldt afbud, så vi var en lille sluttet kreds, som tog den helt lange tur på havnen.

     

I år kunne vi lige snuppe lidt VM i sejlsport, også flot at se på.

Håndværkeren og jeg snakker ofte om, at det er underligt, at vi ikke bor i en by med havn, vi er begge vilde med havn, vand og hav.
I lørdags spurgte ældste, om vi ikke kunne tænke os at bo i Aarhus – jo, det kunne vi måske, men priserne i Aarhus passer ikke lige til vores økonomi, så jeg nøjes med at drømme om Aalborg.

0

→ 5 kommentarer

Tredje gang er (for fanden da) sidste gang

Skrevet søndag d. 22. juli 2018 kl. 09:30 og gemt i: [helbred]

håber jeg …

I august og november sidste år og nu igen, det driver rovdrift på mit nervesystem.
Heldigvis reagerer min læge og sygehuset hurtigt.

Et forår hvor jeg kunne mærke forandringer, så jeg var sådan set forberet på, at det ville ske, men det gør det jo ikke nemmere.
Endnu en pletblødning, denne gang fredag eftermiddag, så jeg måtte skrive mail til min læge, hun havde heldigvis en ledig tid tirsdag, så jeg kunne blive undersøgt.
Undersøgelse, celleskrab, blodprøve og skriv til sygehuset. 
Svar på blodprøve dagen efter, svar på celleskrab efter to dage (begge ok), og svar fra sygehuset også efter to dage, om at de gerne ville se mig mandag.

Da jeg trådte ind til lægen (endnu en ny) på sygehuset, sagde han som det første: “Du har IKKE kræft, det må du ikke tro, jeg vil skrive under på det, du er den bedst undersøgte kvinde i hele DK”, hvor var det dejligt at høre det udtrykt på den ligefremme måde.
Nå men hvad så? Han fortalte, at de også havde undersøgt (da jeg blev opereret i november), at det ikke skyldtes hormonelle forandringer, så hormoner kunne de heller ikke tilbyde som en løsning. Du har to valg, sagde han, enten ser vi tiden an, eller så fjerner vi din livmoder. Jeg valgte at se tiden an. Jeg har fået en tid i december, og jeg har allerede besluttet, at hvis det her fortsætter, så ønsker jeg, at få livmoderen fjernet, jeg skal jo ikke bruge den mere.

Lige nu fylder det alligevel meget, kan jeg mærke, i nat drømte jeg om det.

Jeg er meget taknemmelig for, at vi har sådan et godt system i Danmark, hvor man bliver hjulpet hurtigt.

2

→ 9 kommentarer

Vi er ikke kønne nok

Skrevet torsdag d. 28. juni 2018 kl. 07:08 og gemt i: [youtube]

Katinka endnu engang fra Youtube

1

→ 3 kommentarer

Kastanjemanden

Skrevet torsdag d. 21. juni 2018 kl. 08:22 og gemt i: [anmeldelse, bøger]

Kastanjemanden af Søren Sveistrup.

Jeg har været nødt til at udvide stjerneregnen fra 5 (i yderste positive tilfælde) til 6 stjerner for den helt sublime krimi.

Søren Sveistrup kan sit kram, så kort kan det siges, det skinner tydeligt igennem, at han har skrevet flere krimier til TV bl.a. Forbrydelsen, som jeg også var vild med. 

Når man åbner bogen, træder man direkte ind i krimiens univers, alt er beskrevet, så man ved hvordan det dufter, lyder, ser ud.

Bogens første linier: Gule og røde blade daler ned gennem sollyset mod den våde asfalt, der skærer gennem skoven som mørk, spejlblank flod. Da den hvide tjenestebil farer forbi, hvirvles de et kort øjeblik rundt i luften, før de lægger sig til rette på de klistrede bunker langs vejkanten.

Jeg tænkte, at den bog råber på en filmatisering, men det skulle vel heller ikke være et helt umuligt ønske at få opfyldt?

Kastanjemanden er en krimi, man ikke ønsker at blive færdig med – jeg har faktisk haft den liggende nogle dage, bare for ikke at blive for hurtigt færdig med den, men samtidig er den også så spændende, at man næsten ikke kan vente med at komme videre i den.

Bogens sprog er godt og beskrivende, det betyder meget for mig, jeg synes, at dårligt sprog er en killer (thø hø) for en krimi. Nogle krimier beskriver kun overfladen, men denne krimi går helt ind i personerne, og som sagt beskriver den hele bogens univers, så man bare springer på og så kører historien med fuld fart, indtil man pludselig sidder gispende efter luft og lige må ligge bogen og trække vejret, men med ønsket om at springe på igen hurtigst muligt.

Hvis du endnu ikke har læst Kastanjemanden af Søren Sveistrup, så er jeg misundelig på dig, jeg ville ønske, at jeg stadig havde den bog tilgode.

Jeg er ikke anmelder, så dette er bare min mening om en god bog. Jeg kommer ikke i dybden med handlingen, personerne eller andet for den sags skyld, det kan du læse mange andre steder (meget bedre beskrevet, end jeg kan) fx her: Politikens forlag – det er helt enkelt kun en anbefaling af en god bog.

2

→ 6 kommentarer

Lad dine hænder

Skrevet tirsdag d. 19. juni 2018 kl. 08:38 og gemt i: [youtube]

Nogle gange falder man over noget helt vild lækkert musik – jeg vil gerne dele, så her får I Katinka

Katinka er lånt på Youtube

0

→ 4 kommentarer

Forår og fredag

Skrevet fredag d. 4. maj 2018 kl. 16:14 og gemt i: [ynk]

I dag er vejret igen eksploderet med sol og varme, jeg har lige tilbragt 1½ time på terrassen, det er bare det bedste. 

Jeg har også overrasket mig selv i dag, jeg fik syet to tunikaer/overdele sammen, de har været klippet i næsten et år, men jeg har bare ikke fået det gjort. Da håndværkeren kom hjem, var jeg ved at prøve den ene, han sagde, at den så fin nej rigtig pæn ud, så jeg blev glad.

Det grå vejr trækker tænder ud, jeg er i forvejen inde i en periode, hvor jeg er så hammertræt af min hverdag, det kommer over mig med mellemrum, men mest når vejret er gråt og vådt i længere tid.
Jeg ved godt, at jeg skal være taknemmelig for, at jeg går herhjemme, at jeg kan gøre de ting, jeg skal og har lyst til, når det passer mig, men det er jo ikke et valg, jeg har truffet, så jeg tænker, at jeg godt må være ked af det af og til, uden for mange sure miner.

Tag dog toget til Aalborg, gå i byen og se på menneskene, men jeg orker ikke, jeg har ondt i benene og er træt som et alderdomshjem, men jeg håber, at solen hjælper. Det ville ellers være fedt at få taget nogle billeder i byen bare til en afveksling. 

Jeg plejer at tvinge håndværkeren til at køre tur i weekenden, jeg skal bare se noget andet end hjemme af og til.

Emma har det ok, når bare vi ikke går tur, selv korte ture giver hende ondt, men vi skal afsted igen. Helle tag dig sammen.

I morgen kører vi til Thorsminde fra morgenstunden. Min bror og svigerinde har solgt deres hus i Hobro, og er flyttet over i Vesterhavshytten (deres fritidshus). Håndværkeren har lovet af hjælpe med nogle ting, og min bror har samlet en bærbar pc til mig, han reparerer for andre og har tidligere gjort det på sit job (indtil han blev pensioneret, han er 10 år ældre en mig), og når der så har været en pc til skrot, har han afmonteret og gemt forskellige dele, så nu bliver der en til mig, så kan jeg forhåbentlig komme i gang med mine billeder igen.

Min stationære er jeg ikke så venlig stemt overfor, den har altid opført sig som en forkælet unge 😉 den gør lige hvad der passer den, lige når det passer den. I går havde jeg endelig, fået styr på de programmer jeg manglede, men så nægtede dvd-brænderen at virke.

Vi har aftalt hundeluftning med yngste i morgen. Vi havde egentlig planlagt, at Emma skal lære at køre bil, men efter vi har været hos dyrlægen adskillige gange siden nytår, er hun blevet endnu mere bange for at skulle ind i bilen, så vi venter lige lidt, jeg har planlagt, at køre små ture med hende, men hun er så svær overhovedet af få ud til bilen, jeg skal bære hende, og hun ser ud, som om hun skal til slagtebænken, så jeg nænner det ikke, men det ville være rart at tage hende med, når vi er på tur, men det skal jo helst være en fornøjelse for hende også.

Billedet er af ældre dato og taget med min mobil på vej hjem fra Skørping.

3

→ 4 kommentarer

Det var (han)kattens

Skrevet torsdag d. 26. april 2018 kl. 07:43 og gemt i: [preben]

Vores gamle kat Jensen, var en stor basse på 10 kg., han var ikke kastreret, så han tog en del ture om  natten, og han medbragte af og til en mus, men ikke særlig ofte. Jeg savner Jensen.

Vores nuværende kat hedder Preben, han er kastreret, men alligevel en lille kat på ca. 3 kg., han løber hver nat ude og næsten dagligt medbringer han (levende) mus og fugle – af og til ind under sengen, jeg har en enkelt gang haft en mus siddende på puden. Jeg er træt af Preben.

Hvis jeg lader døren stå åben ud i gangen, så Preben selv kan gå ud og ind om natten, har vi balladen med div. medbragte mus og fugle.
I sidste uge vækkede han mig kl. 5.45, da jeg gik igennem baggangen, (jeg går i mørket for ikke at vågne for meget), fornemmede jeg, at der var noget vådt under den ene fod … jeg tændte lyset og blev mødt af et blodbad. Preben havde slæbt en kæmpe markmus med ind, og markmus er smarte, de kæmper for livet (i modsætning til spidsmus, som sidder og ryster og venter på at blive ædt), alligevel lå den døde mus på ryggen midt på måtten, flænset op fra hage til hale, tarmen var trukket ud og lå draperet henover måtten, og så var der blod, blod, blod overalt – rundt om skobakken, rundt om fjernvarmerørerne, langs væggen og på gulvet – SUK – så jeg måtte i gang med kæmpe rengøring kl. 5 om morgene, fruen var slet ikke tilfreds.

Dagen efter vågnede vi ved at Preben slæbte en kernebider ind under sengen, han havde bidt sig fast i den ene vinge. Kernebideren kæmpede som en gal, og fik sig endelig revet løs, så håndværkeren kunne fange den, for at sætte den fri, men dyret bed sig fast i hans hånd i huden mellem tommel- og pegefinger, men endelig fik han den vristet fri og sat ud af vinduet, hvor den heldigvis selv kunne flyve væk. Jeg har siden set den i haven, den ene vinge er noget pjusket og tynd i fjerdragten, men den spiser og flyver.

Morgenen efter var det en rødhals Preben medbragte i stuen, hvor den led en krank skæbne bag købmandsdisken.

Sådan kunne jeg blive ved … men det som virkelig generer mig er, at Preben vækker mig flere gange hver nat – når han vil ud, når han vil ind (af vinduet i soveværelset), når han vil snakke, eller når han vil kæles for. Håndværkeren siger, at jeg bare kan sove og lade ham miave, men jeg vågner og kan ikke falde i søvn igen, så her er et værre marked om natten.

Om morgenen er Preben som regel meget billigt til salg.

Billeder er stadig en mangelvare. Jeg har ingen billeder af Preben på denne komputer, og jeg gad ikke finde et på den eksterne harddisk.

2

→ 3 kommentarer

Den dyre dame

Skrevet mandag d. 23. april 2018 kl. 13:18 og gemt i: [emma]

I torsdags fik jeg Emmas urin testet endnu engang, og ved I hvad? Denne gang var alle bakterierne væk.
Det er sådan en lettelse efter 3-4 måneders sygdomshalløj.

Desværre er Emmas gigt “eksploderet” i samme periode.
Hun har i flere år døjet med gigt, hvis hun legede vildt eller gik for meget, men langt fra hver dag.
Det har været slemt i løbet af sygdomsmånederne, men jeg har hele tiden tænkt, at det nok forsvandt sammen med infektionen, det gjorde det desværre ikke.
Et par dage efter, jeg stoppede med smertestillende og penicillin/sulfa, var den gal igen. Emma vraltede og havde svært ved at hoppe op i sofaen. Dyrlægen gjorde mig også opmærksom på, at når man ser på Emma oppefra, så ligner hun en bodybuilder, som har glemt at træne benene 😉 I kender godt typen, ikke? det skyldes, at hendes muskelmasse i underkroppen er svundet ind.

Anne – Hverken fugl eller fisk foreslog, at det nok var fordi, immunforsvaret havde brugt alt sit krudt på at bekæmpe infektionen, at gigten havde fået frit slag – efter min mening et rigtig god forslag.

Hvad gør vi så nu? Dyrlægen foreslog smertestillende ved behov måske hver dag og specialkost med nogle ting tilsat, som virker på slidgigt hos hunde. Jeg købte begge dele, men nu har vi har fået snakket om det herhjemme, og jeg må indse, at vi ikke har råd til foderet i længden, det er temmelig dyrt, det er næsten dobbelt pris i forhold til det sædvanlige foder, som heller ikke er billigt.
Jeg har truffet den beslutning, at jeg køber smertestillende, som hun så får ved behov, og dagligt når hun har en dårlig periode. Det er svært at vide på forhånd, hvornår det er, de to forgående dage, hvor solen har skinnet og vi har ramt 25 grader, har hun været temmelig medtaget, men i dag hvor det er overskyet, går det nogenlunde.
Når jeg går tur med Emma, når vi ikke så langt, før hun vil hjem, i fredags kunne jeg se, at det gjorde ondt at gå, så jeg var lidt ked af, at jeg pressede hende til en længere tur, end hun selv havde lyst til. Det vil jeg ikke gøre i fremtiden, selv om hun skal gå for at få noget træning.

Jeg snakkede forskellige scenarier igennem med dyrlægen og fik spurgt, hvor længe hun synes, man kan og skal behandle en hund. Hun sagde, at når hunden ikke længere kan rejse sig, eller gå op af trapper, så er det tid til at tage en beslutning om at det skal have en ende. Så langt er vi heldigvis ikke endnu.

I får samme billede som i seneste indlæg  🙂 jeg har nemlig haft det uheld, at min bærbare computer er død. Jeg får desværre ondt i kroppen, når jeg sidder ved den stationære, så jeg venter på, at min bror får lavet en ny/gammel computer til mig. 

Heldigvis var jeg næsten opdateret med sikkerhedskopiering, men nogle billeder har jeg måttet finde v.hj. af et recovery-program, jeg har kørt recovery på alle min kort til kameraerne, og har fundet mere end 1.000 billeder, så jeg håber og tror, at de fleste uredigerede billeder er reddet. 
Jeg kopierer først mine nye billeder, når de er redigeret og jeg har besluttet, hvilke der skal slettes uden redigering. 
Heldigvis havde jeg kopieret alle billeder, fra de arrangementer jeg har deltaget i siden nytår, det er kun hverdagsbilleder, jeg mangler.

3

→ 2 kommentarer

Nogle hårde måneder

Skrevet mandag d. 9. april 2018 kl. 08:15 og gemt i: [emma]


Vores dansksvenskegårdhund Emma har, stort set, været syg siden december.

For 3-4 år siden fik Emma paradentose, men med flittig tandbørstning fik jeg styr på det, selvom hun mistede 3 tænder i undermunden. Siden har jeg børstet hendes tænder nogenlunde regelmæssigt, men hun hader det, og jeg glemmer det af og til, så det var ikke hver dag, men altid når hun fik dårlig ånde, og hvis jeg kunne se, at tandkødet blev rødt og irriteret.

I december blev Emmas tandkød mere og mere irriteret, og det hjalp ikke at børste tænderne, så da hun i julen begyndte at få lidt feber af og til, vidste jeg, hvad klokken var slået. Efter jul måtte vi til dyrlægen, hvor hun fik penicillin og smertestillende medicin, efter 2 dage, hvor det havde fået tid til at virke, fik hun 12 tænder opereret ud, de sad simpelthen løse, i virkeligheden var alle tænder løse, men vi prøver lige at se, om de sidste 15 kan sætte sig fast igen, det skal undersøges efter sommerferien. Efterfølgende yderligere penicillin og smertestillende.

Da tandudtrækningen var faldet til ro og alt så fint ud, gik der kun et par dage, så begyndte Emma at kaste op, i starten tænkte jeg, at hun havde spist et eller andet ulækkert, det gør hun, hvis man ikke er meget obs., men da hun så fik feber, tog jeg til dyrlægen, som konstaterede, at Emma havde betændelse i livmoderen (scanning, undersøgelse, blodprøve mm), det var også derfor hun havde drukket meget og tisset om natten i lang tid. Dagen efter blev hun atter lagt i narkose og denne gang fik hun så fjernet hele underlivet. Endnu engang måtte hun have penicillin og smertestillende i et par omgange.  Vi åndede efterhånden lettet op (hun havde været meget syg – selv dyrlægen var bekymret og havde sagt, at vi måtte ringe om natten, hvis hun blev dårligere), og alt skulle være godt.

MEN der gik endnu engang kun et par dage, så fik Emma feber igen, igen. Dyrlægen undersøgte en urinprøve, og den var smækfyldt med div. bakterier, blod og andet snavs. Emma fik to slags penicillin og smertestillende i ti dage, efter de 10 dage var der stadig bakterier, og hun fik tre slags penicillin og smertestillende i yderligere 10 dage, der var stadig bakterier, hun fik to slags penicillin og smertestillende i 10 dage  – nu er vi fremme ved påsken – men der var stadig bakterier i en urinprøve i sidste uge. Urinprøven blev dyrket og i lørdags fik vi besked om, at Emma endnu engang skal i behandling, denne gang vist med Sulfa, så vidt jeg forstod, og smertestillende.

Den seneste uge har Emma ikke fået smertestillende, og hun har været meget påvirket, kan jeg se nu, hvor hun får smertestillende igen. Det sætter nogle tanker igang. Skal hun medicineres for altid? Kan man egentlig tillade sig at have en hund, som har ondt, hvis hun ikke bliver smertebehandlet? 

En overgang frygtede dyrlægen at Emma havde kræft i blæren, men det er vist afskrevet igen.

Jeg er desværre pensionist, altså er midlerne små, så jeg kan ikke fortsætte behandlingen i al evighed – heller ikke for Emmas skyd, hvis det ikke hjælper. Indtil videre har jeg brugt 12.000, som jeg egentlig ikke havde, så alt er barberet ned og jeg må indse, at jeg snart er kommet til det punkt, hvor jeg må sige stop. Dyrlægen og jeg har talt om det flere gange, hun kender min historie, og hun har været flink, så jeg har kunnet betale, når jeg havde mulighed for det. Jeg har ikke en hundeforsikring. Det er af helvede til at være fattig.

Her må jeg lige tilføje, at I ikke skal have ondt af mig 🙂 Vi har jo hus, bil og får mad, så vi er ikke fattige på den rigtige fattige måde, men bare lidt pressede af og til – mest fordi jeg er pensionist, så der mangler en månedsløn, men sådan har det jo været i mange år.

Vi er rigtig glade for Emma, hun sover i vores seng – og vi fik hende, da jeg blev pensionist, så hun og jeg har delt hverdagen igennem 10 år, så hun vil efterlade et savn, den dag det stopper. 

Her vil jeg lige tilføje, at jeg ikke bryder sammen eller lign. I min verden er hun en hund, som har været en del af familien, men jeg har ikke kærlige  følelser for hende på jeg-elsker-dig-måden. Jeg elsker min mand og mine børn men ikke min hund. Jeg ved godt, at andre ikke har det på samme måde, men sådan er min indstilling altså. Hvordan det så vil påvirke håndværkeren er en helt anden sag, han er den bløde her i familien.

Nå, men vi håber, at alt lysner i løbet af en uges tid. 🙂

—— midt i mit indlæg ville computeren genstarte, da jeg ville trykke “vent”, fik jeg i min fjollethed trykket “ja”, så jeg ved ikke, om det indlæg jeg udgiver, er det indlæg, jeg egentlig havde tænkt mig, jeg startede med at skrive, og så ændrede jeg og tilføjede, men jeg kan ikke lige overskue (eller huske), hvordan det så ud, da computeren blev genstartet. ——

2

→ 4 kommentarer