Fru Nielsens Hverdag header image 1

HELVEDES UGE

Skrevet søndag d. 21. april 2019 kl. 10:07 og gemt i: [sygdom]

NYHEDSBREV
Helvedes uge …

Jeg har lavet et nyhedsbrev, så I kan blive opdateret på, hvad der er foregået de foregående par uger. Til de af jer som har lyst til at læse og vide, I andre kan bare springe over.

Tirsdag den 9. april fik jeg fjernet min livmoder, æggestokke og æggeledere.  Det hele kørte planmæssigt, indtil portøren kørte mig ned på operationsgangen, han opdagede, at det var 20 min. For tidligt, så jeg blev parkeret på gangen udenfor operationsstuen, hvor jeg kunne se de forskellige gøre sig klar, det var nu ok, jeg var ikke bange, bare en smule nervøs.  Narkoselægen, en selvsikker mand i fyrrerne med autoriteten strålende (sådan er de vist pga det vigtige job, de har) ud af sig, kom hen og sagde, jeg lægger lige venflon i begge hænder, så har vi det på plads. Han rodede godt og grundigt i begge hænder, inden han måtte konstatere, at det ikke ville lykkes, mine årer forsvandt hele tiden. Nå, men så lægger vi dem, når du er i narkose, sagde han uforstående. Efter operationen vågnede jeg med venflon i albuen på venstre arm og bag på underarmen på højre arm.

Jeg blev udskrevet om aftenen. De følgende dage havde jeg smerter, men til at holde ud, lørdag var jeg nogenlunde klar til at gå tur og komme i gang.

Jeg fik morfin med hjem, det tog jeg om natten, og jeg havde en nat, hvor jeg havde det af h. til. Frøs, svedte, var svimmel og syntes, at jeg ikke kunne få luft.

Lasse havde heldigvis holdt fri hele ugen og i påsken, så han kunne pleje mig.

Lørdag kom Katrine hjem til et par hyggelige fridage, inden hun skulle til Edingburgh torsdag.

Lasse lavede mad, mens jeg havde det lidt underligt og var utilpas. Om aftenen fik jeg besvær med at få luft, jeg tog astmaspray og et par allergipiller, men det hjalp ikke, så jeg ringede til vagtlægen, hvor der var 1 times ventetid, så jeg trykkede mig på 112 og så gik det ellers hurtigt, når man siger, at det trykker i halsen, så sender de automatisk en ambulance og en akutbil, samtidig bad hun om at få Lasse i røret, han fik at vide, at jeg skulle have min Epi-pen NU, det klarede Katrine, mens jeg sad og hang i køkkenet.

Kort tid efter var køkkenet fyldt med voksne mænd i uniform, to fra ambulancen og to fra akutbilen. Jeg blev lagt på en båre og kørt ud i ambulancen, hvor de fik lagt venflon, og sprøjtede mere antihistamin i min arm – det var lægen fra akutbilen, som gjorde det – da han var sikker på, at jeg var stabil, sagde han, at han var nødt til at køre videre, de var kaldt til 112 et andet sted i Arden.  Ambulancen kørte til Aalborg med fuld fart, vildt, at man ikke kan fornemme farten inde i kabinen, det tog 19 min. Jeg kunne hele tiden følge med på et ur på væggen. På sygehuset var det direkte i akutmodtagelsen, hvor en læge kom med, som Katrine fortalte ”en håndfuld sprøjter, nok 4-5 stk., som hun tømte i min venflon”. I løbet af et par timer blev jeg kørt på akutafdelingen, hvor jeg var indtil søndag sidst på eftermiddagen. Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt fik en sprøjte med binyrebarkhormon – mere om det senere.

Da jeg var hjemme om søndagen, havde jeg det ikke godt, og det endte med at jeg måtte ringe på samme måde som om lørdagen, og de sendte igen ambulance og akutbil, men denne gang skulle jeg ikke tage Epi-pen, den undgår man gerne, fordi den har så står indvirkining på kroppen.

I ambulancen forsøgte de at lægge venflon, men igen uden held, de kunne heller ikke i mine albuer, så det måtte og kunne vente, blev de enige om. Denne gang kørte vi også med fuld fart og blink, når vi skulle forbi eller igennem byer.

På sygehuset fik jeg heldigvis ikke så meget medicin, men dog en del. Jeg blev igen indlagt på akutafdelingen til næste dag.  De fandt ud af, at saltene i mit blod er lave, så de ville give mig saltvand, inden jeg skulle hjem, men venflon endte med at falde ud, så jeg blev sendt hjem uden, og med besked om, at jeg skal spise ekstra salt.

Mit blodsukker skabte sig også de to dage, men det er alm. Efter den behandling, fik jeg at vide. Selv om jeg har fået styr på mit blodsukker, så har jeg stadig diabetes 2, livsstilsændring kan kun udskyde det og problemerne med det.

Mandag havde jeg det sådan la-la, og jeg endte med at være hos vagtlægen om aftenen, hvor jeg blev undersøgt, heldigvis var alt ok.

Tirsdag havde jeg kvalme, var svimmel og usigelig træt, så træt at jeg sov hele natten, flere timer om dagen, og mit blodtryk var meget lavt.

Onsdag morgen endte jeg med at ringe til egen læge klokken 8, hvor jeg tudende bad om hjælp, jeg følte, at kroppen gik helt i stå, og jeg havde det vildt skidt. Jeg fik en tid klokken 9. Lægen (min egen havde ferie, så det var en ukendt) havde fået fat i papirerne fra sygehuset, og så gik vi gennem tingene sammen, til sidst sagde hun, du har fået 3 Pregnisolon-tabletter med hjem til de kommende dage, har du taget dem? Prolemet var, at jeg ikke havde fået dem med hjem, første indlæggelse var akutmedicin afd. 1, der var styr på tingene, men den anden var på akutmedicin afd. 2, og der var ikke så meget styr på tingene, jeg havde fx nær fået dobbeltdosis af min blodtryksmedicin, men jeg var heldigvis selv vågen. Det er det, du mangler til at modvirke alle de antihistaminer, du har fået, sagde lægen, nu får du en STOR portion, så bliver du ok igen. Jeg tog de første piller i konsultationen, jeg var vild efter at få det godt. Jeg glemte bare, at jeg engang har fået Pregnisolon (binyrebarkhormon) hos reumatologen pga min muskelgigt, og jeg stoppede igen, da mit blodtryk steg for vildt.

Samtidig fik jeg fjernet clips fra operationen, så var det klaret, måske lidt for tidligt, men med et plaster går det.

Torsdag havde jeg det ok i starten, men op af dagen begyndte blodtrykket at stige, og jeg kunne kun lægge stille, hvis jeg skulle have styr på det, det trykkede i brystet, op i halsen og i hovedet, hvis jeg bevægede mig bare lidt. Jeg besluttede, at jeg ikke ville spise mere af det forbandede medicin.

Fredag tog jeg ikke Pregnisolon. Ved middagstid lavede jeg kaffe, tog billeder, vi var i haven og hyggede os, men da jeg tog vasketøj ned, kunne jeg pludselig ikke få luft. Jeg tog astmaspray, allergimedicin, hvilede, drak vand osv men lige lidt hjalp det. Jeg snakkede med vagtlægen, som bad os køre til Aalborg til undersøgelse. Jeg kunne gå direkte ind, da vi kom der ud. Vagtlægen sagde, ja, dit blodtryk lægger ikke til den lave side, må man sige … der var ikke noget at høre på lungerne, så jeg blev sat til at vente i akutafdelingen, vi endte med at sidde der hele eftermiddagen, hvor jeg endelig kunne mærke, at nu faldt blodtrykket igen. Ved 16-tiden talte jeg med en ung og sød kvindelig læge. Jeg fortalte, at jeg ikke syntes, at det var som i weekenden, så jeg mente selv, at det var blodtrykket, der drillede. Efter undersøgelsen var hun enig. Hun var grundig, og jeg havde tillid til hende, så vi fik snakket lidt mere. Hun sagde, at når man kan mærke, at blodtrykket presser så meget, så kan man få et panikanfald, så man ikke kan få luft, og om jeg selv havde tænkt på det? Det har jeg nu, og jeg må sige, at jeg giver hende ret. Nu må jeg forsøge at blive lidt mere afslappet og gå lidt mindre op i tingene, så jeg kan lære at slappe af, når jeg får behov for det.

Hun konkluderede, at operationen nok havde været udløsende faktor. Min krop kan ikke lidt/tåle medicin. Det er sgu en træls krop at rende rundt med. Det er også svært at huske midt i en krise, at man ikke vil have/kan tåle det og det.

I går og i dag er tingene bedre. Jeg er bare blevet monster-træt igen, men så må jeg lade tiden gå og slappe af, som Lasse siger. Operationen kan jo også gøre, at jeg er træt, men jeg er dårlig til ikke at lave noget, og bare sidde. Der er sommer for pokker.

Til orientering kan jeg fortælle, at jeg altid har en Epi-pen i tasken. Man tager den ud af hylstret, sætter tommelfingeren på enden og ryster i 5 sekunder, slår den mod mit lår fra omkring 10-15 centimeters højde, og lader den sidde inde i 5 sekunder, samtidig ringer man 112.

Jeg skal til Aarhus i maj til yderligere udredning. Hvis ikke de finder ud af noget, eller giver en diagnose, så vil lungemedicinerne i Aalborg gerne følge mig videre.








3

→ 7 kommentarer

Jeg roser lige mig selv

Skrevet mandag d. 18. marts 2019 kl. 09:26 og gemt i: [Ikke kategoriseret]

Jeg skriver efterhånden kun, når jeg har været hos lægen, men alt/den smule jeg oplever, deler jeg på Instagram, og så er det jo ikke nødvendigt at tærske langhalm på det her.

Endnu et lægebesøg er overstået.

I onsdags skulle jeg have taget en blodprøve, så jeg kunne få målt mit blodsukker. I december fik jeg jo 3 måneder til at få styr på det, efter jeg havde fået konstateret diabetes 2 og ikke kunne tåle medicinen. Sygeplejersken som tog blodprøven, var noget afdæmpet i sine forventninger. Hun mindede mig om, at når diabetes 2 er arveligt betinget, så kan det være meget svært at styre, hvis man udelukkende bruger sig selv og ikke medicin, men som hun sagde, et lille fald er bedre end intet fald, så jeg håbede det bedste.

Fredag var jeg så hos min læge, og hun var helt oppe at køre, hun sagde, at jeg skulle klappe mig selv på ryggen og tage i mod al den ros hun gav mig.

DET ER NEMLIG LYKKEDES AT FÅ MIT BLODSUKKER NED PÅ NORMALT NIVEAU IGEN!!! 🙂 udelukkende med ændring af kosten. Jeg spiser alt, men tænker over hvor meget og hvor tit jeg spiser fx kager og slik.

Jeg har stadig diabetes 2, men nu er det under kontrol. Mit blodtryk er også finere, og jeg har det generelt bedre.

Mht allergitesten, jeg skulle have taget i februar, så blev den udskudt til maj pga influenza – hvor jeg var hundesyg, og kunne jeg blev mindet om, at jeg altså har fået astma, og den ikke er under kontrol. Jeg havde to (især den ene) nætter, hvor jeg troede, at jeg blev kvalt. Lægen trøstede mig med, at hvis jeg ikke havde været influenzavaccineret, så havde det måske været endnu værre – selv om jeg slet ikke kan forestille mig, at det skulle kunne være det.

Lørdag aften fik jeg en allergisk reaktion, og jeg har været ved at indkredse, hvad jeg spiste. Jeg er kommet frem til, at det nok var lagkagepynten (små røde hjerter).

Tak for denne gang.

6

→ 4 kommentarer

Du medbringer selv vingummi

Skrevet tirsdag d. 8. januar 2019 kl. 16:08 og gemt i: [allergi, kronisk nældefeber]

I torsdags var jeg på Allergiklinikken på Aarhus Universitetshospital.

De havde ikke kunnet se noget i mine blodprøver, som peger mod allergi mod en eller flere madvarer, heller ikke hund og/eller kat viste noget.

De siger, at jeg har kronisk nældefeber, det giver mig udslæt og hævelser i svælget. Hævelserne kan også være fordi jeg simpelthen er sådan et allergisk/reagerende menneske, som lægen sagde, jeg har astma, allergi og reagerer på en masse ting – og måske også på syreholdige grøntsager som appelsin, chili, banan mm

Om 2 måneder skal jeg møde op dernede til provokation af allergien mod røde farvestoffer – medbringende nogle stykker røde vingummier. De mener nemlig ikke, at jeg er allergisk mod tatoveringen, jeg reagerer bare på den, som på så meget andet.

Da jeg var i Aalborg på Lungemedicinsk ambulatorium for 3 måneder siden, fik jeg besked på ikke at spise allergimedicin forebyggende, men det ændrede de i Aarhus, hvor de sagde det modsatte, så fredag morgen tog jeg allergipille. Fredag aften spiste jeg et hvidløgsflutes fra bageren, jeg troede, at det mørke ovenpå var hvidløg, som havde været i ovnen, men ret hurtigt begyndte jeg at få kulderystelser, rødt udslæt på hænderne, armene og i ansigtet – og jeg hævede i svælget. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, jeg har aldrig før reageret, når jeg havde taget en allergipille, på indlægssedlen stod, at jeg måtte tage en om dagen, så jeg ringede til vagtlægen for at høre, hvad jeg så skulle gøre. Vagtlægen sagde, at når der var hævelse i svælget, skulle jeg køre til vagtlægen og få noget hurtigtvirkende medicin. Det gjorde jeg selvfølgelig, og jeg fik et skud medicin i ballen og kunne ret hurtigt mærke en vis effekt, desværre ikke en fuldstændig, så jeg var nødt til at tage yderligere en allergipille inden jeg gik i seng. Da jeg kom i seng, fik jeg de vildeste kulderystelser og var temmelig kold om hænder og fødder, om natten sov jeg og sov og sov.

Det er simpelthen så hårdt, at blive angrebet igen og igen, og ikke rigtigt vide, hvad jeg skal undgå.

6

→ 4 kommentarer

Den Gamle By – en juletradition

Skrevet torsdag d. 3. januar 2019 kl. 17:42 og gemt i: [Den Gamle By]

Vi har fået en ny tradition. Det kan det vel kaldes, når det er sket 3 år i træk.

En uge før jul tager vi i Den Gamle By sammen med håndværkerens storesøster. Det er en vildt hyggelig dag, hvor vi starter dagen hos os med rundstykker og kaffe. Bagefter smører vi mad, som vi tager med – og laver kaffe som vi tager med.

Den Gamle By i Aarhus den 17. december 2018

Vi tjekker som regel ind, når de åbner kl. 10, og så bliver vi der, til de lukker. Vi skal jo nødig gå glip af noget.

Bagefter kører vi forbi Tivoli Friheden, så vi kan se deres flotte julepynt.

På turen hjem kører vi til Hinnerup, hvor vi kører op og ned af Fredensgade et par gange.

Derefter kører vi hjem, hvor vi spiser noget mad, vi har købt på vejen.

I løbet af sommeren gør vi forresten det sammen 🙂

3

→ 5 kommentarer

Jeg skal være farmor <3

Skrevet lørdag d. 29. december 2018 kl. 14:38 og gemt i: [Farmor]

Viktor og Louise skal have en dreng til juni, og vi glæder os helt vildt <3

Ældste og mellemste har altid sagt, at hvis vi drømte om at få et barnebarn, så skulle vi satse på yngste – og det kom til at holde stik.

7

→ 4 kommentarer

Her må bandes

Skrevet torsdag d. 27. december 2018 kl. 17:53 og gemt i: [sygdom]

Udelukkende sygdomme.
Spring over hvis du ikke orker – jeg orker faktisk ikke engang selv at læse om det.

Siden september har det hele kørt af helvede til.
Jeg ville egentlig skrive om det, når jeg havde styr på tankerne, men der kom hele tiden nye ting til …

I slutningen af september fik jeg tjekket min allergi på Aalborg sygehus.
Først var jeg inde hos en sygeplejerske, som skulle lave div. undersøgelser, så lægen kunne gå direkte til sit, hun målte min lungekapacitet, kiggede på mig og spurgte: “Er du klar over, at din lungekapacitet kun er på 60%?”, og det måtte jeg sige nej til. Jeg fik div. medicin, ventede lidt og blev tjekket igen, og så konkluderede hun, at jeg helt sikkert havde en ubehandlet astma – bygget på at jeg har haft astma som spæd, og egentlig har døjet med eftervirkninger lige siden. Min mor har fortalt, at jeg altid ville gå bag hende, når det blæste, fordi jeg ikke kunne få luft, og sådan har jeg det egentlig stadig. Jeg bliver let forpustet, men troede, at det skyldtes dårlig kondition i almindelighed.
Jeg fik div. astmamedicin udleveret og har brugt det siden.
Jeg snakkede med lægen om allergien, og endte med at få fjernet den medicin jeg tog dagligt, i stedet fik jeg en Epi-pin og en henvisning til Aarhus, hvor jeg skal til i januar.

I starten af december skulle jeg til min egen læge til det årlige tjek. Hun kunne fortælle, at jeg har fået/udviklet type 2 diabetes. Jeg fik medicin, men i løbet af få dage blev jeg hundesyg, så det kan jeg (heller) ikke tåle. I stedet er jeg gået i gang med en livsstilsændring (igen), jeg spiser ikke slik og kager og jeg drikker ikke alkohol, og så tænker jeg over alt andet, jeg putter i munden. Jeg har fået 3 måneder til at få styr på mit blodsukker og mit blodtryk, inden vi ser på andre behandlingsmuligheder.

For en uge siden skulle jeg tjekkes endnu engang på Gynækologisk afdeling. Alt er fint, men jeg ryger ud og ind af kræftpakken, og det tærer temmelig hårdt på mig – ikke mindst oven i det andet, så nu er jeg indkaldt til at få fjernet livmoder, æggestokke og æggeledere i april.

Dette var et hurtigt pip fra mig. I løbet af et par dage skriver jeg noget positivt – vent bare 🙂

6

→ 7 kommentarer

Glædelig jul og godt nytår

Skrevet lørdag d. 22. december 2018 kl. 14:02 og gemt i: [jul]

2

→ 5 kommentarer

Kim Larsen

Skrevet søndag d. 30. september 2018 kl. 21:03 og gemt i: [youtube]

23. oktober 1945 – 30. september 2018

3

→ 1 kommentar

Historien om et navn

Skrevet torsdag d. 30. august 2018 kl. 08:05 og gemt i: [familie, fru Nielsen]

I dag har de snakket om navne i P4 Nordjylland, nu skal I høre historien om mit navn.

Jeg er døbt Helle Marie Hyldgård Olesen.

Mange troede, at Helle kom af min mormors navn Helene, så jeg blev kaldt Marie efter min farmor – bare for en sikkerheds skyld.

Hyldgård er egentlig Hyldgaard, men en præst skrev forkert for år siden, så det blev til Hyldgård.

Jeg blev kaldt Putte, indtil jeg var 2 år – jeg kan huske, at min mor har brugt navnet Putte i tidens løb, men mine søskende har kun brugt det, når de skulle drille mig. Jeg ville hade at blive kaldt ved et andet navn end Helle. Jeg er ikke kælenavnstypen. Mine egne børn har jeg aldrig kaldt andet end deres døbenavne, og jeg frabeder mig, at andre gør det. Katrine kunne let være endt som Trine, men så havde jeg foldet mig ud 😉

I de første syv år af min skoletid, blev jeg bare kaldt Helle – utrolig nok var jeg den eneste på min årgang, som hed Helle.

På Solhverv i 8., 9. og 10. klasse var vi 2 Helle’er, så her blev jeg kaldt Hyldgård.

Min engelsklærer, hr. Møller, kaldte mig HellO.

Da jeg blev gift i 1984, kom jeg til at hedde Helle Marie Hyldgård Nielsen.

Min mand brugte sit mellemnavn Klitgaard, og han blev stort set kun kaldt ved det navn.

I slutningen af 80’erne og begyndelsen af 90’erne spillede vi med i den lokale revy – Arden-revyen, der blev jeg kaldt Helle Klitgaard, og i artiklerne i den lokale avis og i Nordjyske blev jeg også kaldt Klitgaard, så efterhånden var det det navn alle brugte, og jeg begyndte selv at bruge det af og til. Det har af og til medført en del besvær og forvirring, at jeg hed en ting og blev kaldt noget andet.

Da den nye navnelov kom i 2006, slettede vi Nielsen og min mand tog sit mellennavn Klitgaard som efternavn, og på den måde kunne jeg også komme til at hedde Klitgaard til efternavn. Så hed jeg Helle Marie Hyldgård Klitgaard.

Jeg kalder mig Helle Klitgaard, da Klitgaard og Hyldgård ikke spiller så godt sammen – selv om jeg gerne ville bruge Hyldgård i hverdagen. Da jeg hed Olesen og Nielsen, kaldte jeg mig altid ved alle 3 navne. Helle Hyldgård Olesen/Helle Hyldgård Nielsen.

Jeg har aldrig brugt Marie, kun på officielle papirer.

Min datter hedder Marie til mellemnavn, og mine drenge hedder begge Kristian til mellemnavn. De bruger alle tre alle deres tre navne.

Min søsters mand (siden jeg var 9 år) kalder mig af og til Marie som den eneste i familien.

Min mand kalder mig næsten altid fru Nielsen. Det kan jeg lige acceptere, men skat ville ikke gå, det ville jeg betragte som en massebetegnelse.

Mine børn kalder mig mor – eller moar 😉

Jeg kalder mig Helle Klitgaard

At hedde Helle Klitgaard, er ikke en sikkerhed mod forviklinger. Sidst jeg fik lavet mammografiscreening, var vi to Helle Klitgaard, og da vi var kaldt ind, blev de nødt til at ty til personnummeret en ekstra gang – bare for at være helt sikre.0

→ 4 kommentarer

Katrines fødselsdag

Skrevet tirsdag d. 7. august 2018 kl. 07:41 og gemt i: [familie, fødselsdag, ældste]

Katrine blev 29 år den 1. august, så hun inviterede os til brunch og kaffe i lørdags.

Det er blevet en tradition, at vi mødes hos hende lørdag efter den 1., hvor vi hygger os og går tur på havnen.

I år var der flere af tanterne/onklerne, som havde meldt afbud, så vi var en lille sluttet kreds, som tog den helt lange tur på havnen.

     

I år kunne vi lige snuppe lidt VM i sejlsport, også flot at se på.

Håndværkeren og jeg snakker ofte om, at det er underligt, at vi ikke bor i en by med havn, vi er begge vilde med havn, vand og hav.
I lørdags spurgte ældste, om vi ikke kunne tænke os at bo i Aarhus – jo, det kunne vi måske, men priserne i Aarhus passer ikke lige til vores økonomi, så jeg nøjes med at drømme om Aalborg.0

→ 5 kommentarer