Fru Nielsens Hverdag header image 2

Svigermors leverpostej.

Skrevet fredag d. 23. november 2007 kl. 07:53 og gemt i: [jul, mad]

Jeg mødte håndværkeren, da jeg var 18 og han 19 år gammel. På det tidspunkt havde jeg aldrig prøvet at lave en leverpostej, selvom jeg var født og opvokset på landet. Første jul sammen mente håndværkeren, at vi skulle forsøge os med leverpostej-bagning. Han duperede mig totalt, han kunne opskriften udenad… Hans storesøster (hun er 16 år ældre end han) fortalte, at da hun flyttede hjemmefra og skulle bage leverpostej spurgte hun bare sin lillebror, som allerede på det tidspunkt kunne opskriften udenad. Han havde bagt den så mange gange sammen med sin mor, at den var røget lige i rygmarven og kunne hentes frem dag og nat. Håndværkerens mor døde da han var 12 år gammel, så da jeg mødte ham, tror jeg, at han kunne den, fordi den var et bånd tilbage til hans mor.

Svigermors leverpostej.
300 gram lever
200 gram spæk
1 æg
30 gram/3 spsk. mel
30 gram margarine
2 deciliter fløde
1 lille løg
1 tsk. salt
½ tsk. peber

Uden håndværkerens vidende har jeg eksperimenteret med opskriften, jeg synes nemlig den er lidt fed med al den spæk, så jeg tilsætter kun lidt spæk, derudover tilsætter jeg kogte kartofler og toastbrød opblødt i fløde eller mælk. Han opdager ikke altid hvad jeg har gang i. 😉

Lever, spæk og løg hakkes en eller to gange, afhængig af om du vil have en grov eller en fin leverpostej.
Margarinen smeltes i en gryde og du tilsætter mel, så du laver en melbolle. Derefter spæder du op med fløde, indtil du har en lind grød, tilsæt nu ægget og til sidst salt og peber.

Bland lever/spæk med opbagningen.

Fyld massen i forme og bag dem i ovnen i vandbad i 1 time og et kvarter ved 175 grader.

Hermed opfordrer jeg dig til at bringe en juleopskrift på din blog. Smid gerne en kommentar her, så jeg ved, hvor jeg skal kigge. 🙂

0

··



8 kommentarer ↓

  • shabby-marianne

    Jeg har endnu ikke forsøgt mig ud i Leverpostej, men tror jeg nupper din svigermors….. Det kunne være en god ting at prøve her i weekenden.
    Mine juletraditioner består i at lave konfekt og frugt slik – til husbondens glæde….

  • Helle K.

    Marianne, leverpostej er ikke besværligt og så smager det rigtig godt.:-) frugt slik er det tørret frugt? eller marcipan som ligner frugt?

  • Lene

    Super med de opskrifter, jeg vil da vist også i gang i weekenden…..

  • Billedmager

    Tak for påmindelsen om at der er noget der hedder hjemmebagt leverpostej. Det skal jeg netop bage imorgen til min 18. årige datter . Mors hjemmelavede er mums.
    Jeg har skrevet en kommentar til dig længere nede på siden i forbindelse med din arbejdsproces.

  • shabby-marianne

    Jeg laver både traditionel slik, men også frugter (svedsker med mandler i midten, rosiner, abrikoser mv) som overtrækkes med chokolade. det er vældigt populært og ikke så svumlende

  • Anne Dyrholm Stange

    Hjemmelavet leverpostej er godt, og med til sådan en omgang hører næsten også et friskbagt franskbrød, uhmm!

    Når jeg laver leverpostej er der også en lille bitte smule grøn anis i, og en knivspids karry, ikke så man kan smage hvad det er, men bare som en smagsforstærker, det er godt 🙂

    God idé med juleopskrifter, jeg skal nok følge trop, men jeg venter til der kommer gang i julekøkkenet herhjemme…

  • Helle K.

    Billedmager: Mums og tak for kommentarerne.

    Marianne: Du har ret, de der frugt-slik-stykker, de er bare så gode.

    ANne: Normalt – altså før jeg blev syg, havde vi kun hjemmegjort leverpostej i huset, jeg kan kun spise leverpostej, hvis jeg selv har lavet den.

    Jeg glæder mig til nogle af dine juleopskrifter – uhm…

  • Helle K.

    Ups Lene, du var lige smuttet ud i værktøjskassen til bedømmelse, heldigvis fandt jeg dig. 🙂 Det var dejligt, at du kiggede ind. Det er ikke hver dag jeg har fået en kommentar fra El Paso.
    Jeg vil glæde mig til at læse dine opskrifter. 🙂