Da vækkeuret ringede kl. 7, var jeg af den overbevisning, at det var en fejl.
Mørket havde sneget sig ind på mig.
Jeg måtte have lyset tændt, det er første gang, jeg tænder det om morgenen.
En af ungerne var lidt på tværs:.
Et øjeblik overvejede jeg skilsmisse og bortadoption.
På den anden side, så er det nok nemmere bare at vente, indtil de flytter hjemmefra.
Sådan et humør er det godt at starte den nye uge med.
Nu er de to mindste gået i skole.
Jeg listede ud på terrassen, for at kigge henover naboens have – og der – lige der ned på Dyreparkens hus, kan jeg se solen ramme træværket.

På en måde føles det som et løfte, et løfte om at det nok skal blive godt senere idag.

Jeg ved det godt, jeg skal være taknemmelig.
Jeg har så mange ting at glæde mig over… at være taknemmelig for…
men hvorfor skal jeg egentlig takke for de små ting, når det er de store jeg har lyst til?
Jeg er ikke et overmenneske, eller et specielt godt menneske.
Jeg er bare et ganske almindeligt menneske, som vil have det hele og lidt til og meget mere.

Med ønsket om en dejlig dag, hvis du kan finde din solstråle…