eller mangel på samme 🙂
Jeg har lige været hos lægen for at få en influenzavaccination, bagefter skulle jeg sidde i venteværelset i 10 min. – bare sådan for at se, om jeg dejsede om eller noget…
Imens jeg ventede, kunne jeg høre to mennesker komme ind, mand og kone i 70’erne og jeg vidste, at jeg ville blive spurgt, hvad jeg lavede der… og ganske rigtigt. “Hvad venter du på?” “Er du ikke for ung til det?” “Nå nej alle over 65…” “Hvad er det nu du fejler” o.s.v.
Nu er jeg en meget venlig og overbærende sjæl (sagde jeg så), så jeg svarede og lod som ingenting, men i princippet hader jeg, at forholdsvis fremmede mennesker vader ind i mit liv og mit privatliv på den måde, hvad pokker rager det andre mennesker, hvad jeg laver hos lægen? Jeg kunne da ikke drømme om at spørge andre om det samme – jeg er stort set også ligeglad med, hvad andre laver der… hvis jeg absolut skal have det at vide, så skal de nok selv sige det.
Det er så et af problemerne ved at bo i en lille by, at man/jeg kender alle eller næsten alle eller deres forældre eller deres børn eller de kender min mor eller
Jeg bliver mere og mere hooked på, at jeg vil flytte til en større by den dag mine børn “er fløjet fra reden”.
Hvordan har du det med lillebyens “vi skal vide alt om alle mentalitet” eller storbyens “vi ved ikke noget om nogen mentalitet”?
0
det er så uforskammet at stille sådanne spørgsmål, synes jeg. jeg bor jo her in the middle of nowhere, så her blander ingen sig 😉
Nogen gange skal man bare meget hurtigt, få den vendt, så det er dem, som sidder i svar-positionen. De keder sig jo, og vil bare gerne ha noget at tale om, de næste par dage.
For mit vedkommende, var det ikke smart, at have job 5 km. fra sit hjem, og i sær ikke i et lægehus 😉
Jeg ville blive skidesur! Sorry! Det rager da bestemt ikke andre, hvad man skal hos lægen. En god måde at “verfe” dem af på er at spørge “Hvorfor vil du vide det?” så bliver folk helt forlegne! Og hvis du ellers er glad for at bo der, så bliv dog boende. Du bestemmer jo selv, hvad folk får at vide. Det er dine egen “flinkeskole” og følelse af at du skal svare, du skal tage fat på!
Helt ærlig – de spørger jo af interesse og ikke for at være uforskammede !!
Hvor sjovt….jeg har også en læge på landet, hvor der kommer en del som jeg kender, fordi jeg har været ansat i en forretning i nærheden. Når jeg sidder hos lægen (heldigvis ikke ret tit) har jeg altid tænkt, hvad jeg ville svare, hvis der var en der spurgte mig, hvad jeg lavede der. Og faktisk tror jeg, at jeg ville svare, at det kommer kun lægen og mig ved.
Deborah´ s indlæg er faktisk ret godt.
Ja, det er utroligt hvad man højlydt kan blive spurgt om, også på gaden eller i butikkerne. Hvis man var lidt hurtig, kunne man finde på en vild historie, og så se hvor lang tid der vil gå, inden “hele byen” vidste det..nej, det var ikke pænt. Men for mange år siden lykkedes det mig endelig at blive gravid. I brugsen stod pludselig , en for mig fremmed mand, og sprugte meget indgående om HVORDAN det var lykkedes. Jeg var ved at gå i gulvet af flovhed. Først da jeg kom hjem, blev jeg vred.
jeg er også for ærlig og flink, springer i med begge ben næsten hver gang. enig i, at man godt må spørge som Deborah. Klog kvinde!
Jeg har sørme også leget med tanken om en større by. Du er ikke alene Helle!
Nå, jeg glemte noget vigtigt: Selvfølelig findes der den sunde interesse. at folk spørger af venlighed og nogle gange også af bekymring. Men det behøver ikke at være så ALLE omkring een er med i samtalen, vel. Der er også noget, der hedder neutrale spørgsmål, så man kan vejre stemningen/ interessen hos den anden?
Lene: Jeg synes også, at det er uforskammet – det er noget med fintfølelse og føle sig frem, hvis man virkelig er interesseret. Der har jeg så heller ikke lyst til at bo 😉 så det er her eller større 🙂
Sister Bonde: Som Deborah siger, jeg er jo så flink, at jeg nødig vil gøre dem forlegne. Jeg forstår godt, at det kunne være svært, at arbejde i et lægehus i nærheden af hjemme. Da jeg var 17 år, var jeg i huset hos den lokale læge, hun var lige startet og havde ingen sekretær, så jeg blev sat til at besvare telefonen – det var meget ubehageligt – jeg fik fx kendskab til, at en dame havde kræft – ude hun eller jeg havde bedt om det – det kunne bare ikke være anderledes, når jeg tog imod besked. Jeg var diskret, men jeg kunne jo så let som ingenting havde fortalt om alt det jeg fik kendskab til både her og der.
Deborah: Du har ret – jeg er sgu’ for flink – men det er svært at være kort for hovedet, når de spørger af god vilje og interesse – men det skal jo helst være gensidigt, når man snakker privat.
AG: Det ændrer ikke på noget, at de spørger af interesse og ikke for at være uforskammede – hvis ikke jeg synes, de skal vide det, så er det jo svært at sige det, uden at de føler at jeg er uforskammet. Det ville da ikke rage dem, hvis jeg havde en kønssygdom eller en livstruende sygdom -de kunne jo ikke vide, at jeg kun skulle vaccineres.
Margit: Jeg har arbejdet i det lokale Fakta, så derfor kender jeg ALLE 🙂 Sådan ville jeg måske kunne sige til nogle, men du ved sådan nogle flinke gamle mennesker, som kender min mor o.s.v. så er det svært, synes jeg. Jeg er faktisk ret god til at tale uden at sige noget – jeg bryder mig nemlig ikke om at blive udfrittet om mit privatliv i almindelighed.
MB: Jeg vidste godt, at vi så ens på det 🙂 Den med din graviditet var også styg – tænk at vade sådan rundt i folks følelser.
Den sunde interesse er ok – hvor man snakker sammen og så kan komme dertil, hvor det naturligt kommer frem – og frivilligt.
I lægens venteværelse er det meget ubehageligt, fordi de omkringsiddende ikke kan slippe for at blive en del af samtalen – altså at få en viden, som de ikke har bedt om.
Jeg stod i kø et sted, jeg kan ikke lige huske hvor, men en ung pige snakkede højlydt og privat i sin mobil hele vejen frem mod lugen – jeg stirrede på hende, men tror ikke at hun fattede hvorfor – det synes jeg lidt er det samme med omvendt fortegn.
Jeg var selv ude i den samme idag, hvor jeg faktisk også stod og svarede på noget rigtig privat, som slet ikke kom vedkommende ved. Og det var først bagefter det slog mig at jeg også der, havde været i min gode ret til at sige fra. Og det irriterer mig af helvede til nu, at jeg ikke gjorde!!! Så jeg er altså ikke bedre selv 🙁 Det er ikke så let i praksis, det ved jeg godt og fik jeg så lige smidt i hovedet selv.
Deborah: Det viser jo bare, at du er et menneske 🙂
jeg havde engang en chef, der altid spurgte hvem der ringede til mig og hvad vedkommende ville, han skreg af grin når jeg kom med en lang historie 🙂 det var en god måde at lærer at sige fra.. Og du har ret, det vedkommer jo ikke andre, jeg syntes indimellem intimgrænsen er for tæt på, jeg har det blandt andet meget svært med børn jeg slet ikke kender hænger på mit skød, bliver lidt forskrækket over de ikke lærer at passe lidt på sig selv.
Jeg havde nok lige så stille dreget samtalen over på vejret. 😉
dreget = drejet
Ulla: God chef 🙂 Men vi har ofte sådan en indbygget ide om, at vi skal forklare og fortælle o.s.v. nogle gange kan man bare sige fra… Jeg har det på samme måde med fremmede børn – de må godt lige se mig an – og jeg dem, inden de rører ved mig. 🙂
Catarina: sagde hun så på klingende fynsk 😉 det skulle jeg have gjort, men lige i situationen kunne jeg ikke finde ud af det 🙂
Jeg tror jeg kunne blive fristet til at lyve. Simpelt hen stikke dem et svar der fik dem til at holde mund 🙂 Nej, det kunne jeg nok ikke finde på – er vist alt for “pæn”. Men jeg kunne til gengæld godt finde på at sige, at det er privat.
Ville føle, at de trådte ind over min privatsfære.
Jeg ville også tænke at det vedkommer da ikke andre. Det er et meget personligt anliggende. Tror godt jeg kunne sige fra – jeg har øvet mig i mange år på at kunne sige nej såh jeg tror også jeg kunne i sådan en sammenhæng. Synes det er fint at folk kan fortælle mig det hvis der er noget de synes jeg skal vide. Hvis en kollega f.eks. er syg kan jeg godt spørge ind til det men kan også mærke hvis vedkommende ikke vil snakke om det. Mine kollegaer spørger jævnligt til mit helbred og det er helt fint – jeg fortæller dem det jeg har lyst til. Lærte engang, at man aldrig skal fortælle nogen noget man ikke kan tåle at høre igen. God mandag aften
He he – jeg holder mig til storbyen. Jeg synes ogsaa bare det er saa fraekt at spoerge og saa synes jeg overhovedet ikke det goer noget om de bliver forlegen naar man paa en eller anden vis fortaeller dem at det ikke rager dem en paphat. Deborah’s respons er rigtig god. 🙂
Perle: Det kunne jeg også, men jeg tænkte ikke så langt :)Hvis jeg løj og fandt på noget saftigt, så ville det garanteret kunne ses på mig, jeg lyver ellers aldrig 🙂
Anette: Jeg ville ønske, at jeg var kommet ligeså langt. Jeg gider simpelthen ikke mennesker, som vader rundt i andres følelser med store gummistøvler på… jeg har ikke meldt mig til en jubilæumsfest på min forhenværende arbejdsplads, fordi jeg ikke orker at skulle fortælle igen og igen, hvordan jeg har det, at jeg har fået det værre o.s.v. Jeg ved, at de gør det i en god mening, fordi de bekymrer sig om mig, men jeg orker bare ikke – så er det lettere at blive væk, så slipper jeg for det. Nogle gange vil jeg også gerne være noget andet end Helle-syg fx Helle-interessant-at-kende 🙂
Tina: Du har jo ret – og Deborah – men, men det er så svært – især i en lille by.
Helle – du er jo netop interessant at kende!! 😀
Snakken ved lægen er en af ulemperne ved det lille lokalsamfund… Ved ski ikke helt hvad jeg havde gjort, hvis det var mig der oplevede den samtale, som du gjorde Helle.
Jeg oplever det i forbindelse med min diabetes og folks kommentarer til at jeg ikke har børn. Det er især på arbejde at kollegaerne er “kloge” på min diabetes og “klienterne” spørger ind til børn og nogle gange går folk bare over grænsen, så jeg sidder fuldstændig paf tilbage og tænker hvor kommer de spørgsmål fra?? Jeg skal nok selv sige til hvis jeg vil dele den slags med dem…
Kærestens tante er en sladretante – men det ved jeg jo, så hun er lettere at have en “historie” klar til!!
Men nysgerrigheden eller omsorgen er jo samtidig den der kan være god i andre sammenhænge. Bare vi selv får mulighed for at sætte grænserne!!
Else: Tak 😀
Det med ikke at have børn, vil jeg godt tro, kan være svært – jeg blev bombarderet, da vi var blevet gift – men jeg ikke var eller blev gravid, folk troede det ikke, når jeg sagde, at vi ikke vidste, om vi skulle eller ville have børn. Jeg blev gravid 3-4 år efter vi var blevet gift og folk snakkede om, at jeg da vist nok havde aborteret i mellemtiden (hvilket jeg ikke havde).
Hvis og når man er forberedt, så er det nemmere.
I et lille samfund interesseret vi os jo for hinanden, men jeg synes alligevel, at man skal kunne have et privatliv – det vil jeg ihvertfald gerne 🙂