var et ikke alle, som havde en telefon !!!
Vi boede i den lille by Rold, og vi havde en telefon, men flere af de lidt ældre mennesker havde ikke – så hvis de skulle have en besked, blev der ringet til os, og jeg blev sendt hjem til vedkommende med en besked, om at de skulle ringe til xx, så kom de løbende (folk ringede kun, hvis det var en vigtig besked), ringede op, førte en kort samtale og lagde 1 krone på bordet, når de gik.
Når vi fik en kæreste, havde vi ikke livline i hinanden, men ringede sammen – ikke hver dag og slet ikke flere gange om dagen, men 1 eller to gange om ugen – måske – ellers mødtes vi bare til bal om lørdagen. Hold nu op hvor er jeg glad for det, jeg hader, når andre skal vide, hvor jeg er, og hvad jeg laver på alle mulige tidspunkter … ring til mig og spørg “hvad laver du”, og jeg går fuldstændig i baglås 😉 Jeg havde et par kærester, som henholdsvis ringede for tit og kom på besøg for tit, så dem havde jeg ikke så længe.
Hvis vi var i biografen, og skulle ringe, når vi skulle hentes, fandt vi en telefonboks, og hvis den virkede, ringede vi hjem.
Meget af tiden lavede vi aftaler på forhånd – om at mødes, at blive hentet osv
Det er først indenfor de seneste par år, at jeg er begyndt at have min mobil med mig på tur – den dag jeg faldt i sneen og havde besvær med at rejse mig helt nøjagtigt, men jeg kan sagtens finde på at lade den ringe, hvis jeg ikke synes, det rager andre, hvor jeg er. Det er ikke en selvfølge, at jeg vil forstyrres, det bestemmer jeg.
Min datter undskylder nogle gange, at hun har snakket for længe, hvis hun ringer uden formål, hun ved godt, at det der med at hænge i telefonen bliver aldrig min spidskompetance. Når jeg tjekker min telefonregning, er der måneder, hvor jeg slet ikke har brugt telefonen til at snakke i.
Jeg ved forresten, hvor der står en telfonboks, jeg vil forbi og tage et billede en dag. En eller anden dag bliver den vel fjernet.
Ja, ja – jeg er sær, jeg ved det godt.
5
Pernille - 31. januar 2017 - kl. 22:07
Jeg lader også telefonen ringe, og datteren var ved at falde ned af stolen, den dag vi sammenlignede samtaleforbrug – den måned havde jeg brugt fem minutter. Jeg synes det var højt 🙂
Karin - 1. februar 2017 - kl. 08:18
Jeg kan godt huske dengang. I mit hjem var telefonen en forretnings telefon i dagtimerne, derfor var der ingen der måtte ringe privat fra kl. 8 – 18. Sådan var det hele min tid hjemme, og dog, i nødstilfælde var det selvfølgeligt tilladt. Men for at ringe og aftale noget med en veninde, næh nej.
Jeg har time out for telefonen og det er dejligt, trods det er en mobil behøver den ikke følge mig overalt. Dog er den altid på mig når jeg er på farten, det er ikke sikkert den bliver besvaret.
Helle K. - 13. februar 2017 - kl. 13:54
Pernille: Det er så sjovt med den forskel 🙂
Karin: og vi tog det som en selvfølge, at det var sådan 🙂 jeg kan godt forstå, at du (heller) ikke gider være slave af telefonen.
Mette - 20. februar 2017 - kl. 17:09
“Mor, tag så din mobil” er en besked jeg ofte får på messenger. Så har Poden ringet forgæves adskillige gange og jeg går i gang med at lede efter mobilen i lommer, taske eller bil 🙂
Jeg tager også kun telefonen, hvis det passer mig – jeg er også sær 🙂
Helle K. - 6. marts 2017 - kl. 15:20
Mette: Det er nok fordi, vi er gamle, og har prøvet at leve uden 🙂
Lone - 28. juni 2017 - kl. 06:20
Du er ikke alene. Jeg er også sær og har det fint med det 🙂
Dejligt indlæg, som satte nogle minder i gang.