altså ikke fruen, men hendes strikkepinde.

Når jeg endelig kommer i gang med at strikke, så tager det fuldstændig magten fra mig. Jeg strikker med tungen ud af halsen, som om det gælder livet og på tid.
I virkeligheden ville det vel være hyggeligere med strikketøj, hvis det bare var lejlighedsvis og helt afslappet?
Pludselig var der planer om julegaver, og det kan jo ikke vente … så der er det ok at være presset.

Julegaver kan jo ikke vises på bloggen før jul, så du får lige et billede af fruen.

Nu tænker I nok: “Hvad har hun dog gang i?”, men jeg er ligeglad, jeg tænker bare: “se mig – se mig – se mig”, som alle bloggere vist gør.

Det er egentlig sjovt, som den slags “se mig” videreføres til (nogle) børn.
Søndag snakkede vi om at blive interviewet på TV og mellemste sagde, at han hellere ville hænge sig end skulle udsættes for det … mens jeg tænker, at ældste nok ville hente rebet til ham, hvis hun kunne få lov i stedet 😉 og jeg må da nok indrømme, at hun har arvet det fra mig – lysten til at blive set. Jeg kender ikke til generthed – det betyder ikke, at jeg “går ind i folk med træsko på” langt fra, men bare at hvis jeg skal, så kan jeg.

Nå men jeg har ikke tid til at sidde her, jeg skal strikke …