Jeg blev lige ringet op af min storebror, vores mor er blevet indlagt på Farsø Sygehus. Imorges da hun skulle hjælpes op, faldt hun og hun har sandsynligvis brækket lårbenet/hoften. Hun er på vej i røntgen og bagefter på operationsbordet, sygeplejersken i modtagelsen var ikke i tvivl om, at et eller andet var brækket, hun ser den slags hver dag. Det er rigtig øv for min mor, at skulle være på sygehuset og i forvejen havde hun ikke let ved at gå, så nu skal der noget genoptræning til. Vi er på vej til julefrokost i Aalborg, men hun har heller ikke noget ud af et besøg før i aften.
For første gang i 1½ år har jeg taget noget morfin – det havde jeg gjort inden min bror ringede, hvis jeg skal holde mig på benene idag og de kommende dage, så måtte jeg svigte mit løfte til Smerteklinikken – det er også øv.
Åh nej, hvor er det synd for din mor – det er så pokkers uheldigt. God bedring med hende og dig også – jeg føler med dig 🙂
Arj altså!!! Stakkels dig og stakkels mor!!! God bedring til jer begge.
Nytårsknus og hilsener fra mig!
Stakkels mor, det er så hårdt især når man bliver ældre. Håber også du får det bedre, Helle, og husk nu, vi træder alle ved siden af den vej, vi har besluttet os for, op på vejen igen, du har gjort det så godt, få manden til at give dig et knus og et skulderklap, du har fortjent det 🙂
Øv for pokker, Helle. Det var ikke lige hvad I havde brug for, men jeg håber, at din mor er i bedring allerede i aften, når du ser hende igen. Vejen er fuld af sten og nogle gange falder vi over dem, men vi rejser os jo igen og skidt med et par slå mærker – de forsvinder igen 🙂
Nej, for den da. Det er synd for din mor. Håber det bedste, for hende/jer.
God bedring til Jer begge !
Øv-øv for din mor, det kan være en drøj omgang at komme sig over et brud i hendes alder.
Også øv for dig, at du har det så dårligt at du må dope dig med morfin 🙁
Men pyt, man må gerne slingre lidt, når man er på vej ud af den rette vej!
Du er sikkert ikke den eneste i smertegruppen, der har haft svært ved at klare juledagene med alle deres forpligtelser…
Margrethe: Ja, det er så synd og træls – tak fra os begge.
Deborah: Tak skal du ha’ – og knus til dig.
Lene: Tak og som sædvanlig har du ret – jeg er lige ved at lære om det på smerteklinikken, at jeg skal lade være med at sætte en dommer på min skulder…. tak knus og skulderklap er bare så godt.
Liselotte: Du har ret og jeg ved jo, at du taler af erfaring – du kender de slag livet gi’r os, nogle er værre og hårdere end andre… jeg håber, at jeg kan finde styrken i mig selv, så jeg kan rejse mig og komme videre. Tak for dine ord.
Helle: Tak skal du ha’ – ja det er synd for hende, men hun er en fighter, så hun klarer sikkert også dette i fin stil.
Anne: Ja det er næsten det værste, at det kan vare så lang tid.
Du har ret, som jeg skrev før, så skal jeg også lære, at jeg ikke hele tiden skal have en dommer på skulderen, jeg er nødt til selv at tage ansvaret for min smerte og mine handlinger – uden at fordømme mig selv. Jeg vil tro, at flere af os, har været nede en tur – vi var også blevet forberedt på, at vi ville ryge ned på et tidspunkt, men det skal vi også acceptere og lære af. Tak for dine kloge ord.