Drengene sover hos kammerater, ældste er endnu ikke stået op, håndværkeren er til begravelse, så jeg sidder ligeså stille med mig selv og mine tanker.
Begravelsen er en tidligere kollega, 56 år gammel død af en blodprop, livet og døden er så store spørgsmål lørdag morgen kl. 11, men tankerne kan ikke stoppes – og skal det heller ikke, de skal vendes og tænkes, ellers forsvinder de ikke.
For nogle dage siden fik jeg besked om, at jeg er tilkendt førtidspension pr. 1. januar, det synes jeg faktisk er svært, at skulle indse, at arbejdslivet er slut, så det tænker jeg også på. Jeg håbede, at det ville give mig ro, men den ro har ikke indfundet sig endnu.
0
Kan godt forstå at der er nogle tanker der bliver nød til at vendes og ses fra alle sider. Der kan ikke være stille inde i dit hoved med alt det der sker i dit liv lige for tiden 😉
Husk også at koble fra, så du kan slappe af.
God weekene til dig Helle.
Det må også være svært, at skulle accepterer, at der ikke er mere arbejdsliv tilbage. Jeg sidder og prøver at forestille mig, at det var mig… det dur slet ikke. Jeg kan godt forstå det er svært for dig, og jeg håber at det med tiden bliver nemmere, og at der kommer noget andet der kan fylde i stedet. Vi der har et arbejde, tager det måske også som en selvfølge, og glemmer at sætte pris på det, og på de gode kollegaer.
Jeg har et arb. hvor jeg alt for tit ser, hvor hurtigt livet kan slutte, og hvor forfærdeligt det er for dem der står tilbage.Hvis så bare folk var ældre, men jeg synes de er så forfærdeligt unge, og jeg tænker meget over, hvorfor det sker. Heldigvis har jeg gode kollegaer, som jeg vender tingene med, og manden må også høre på meget.
Det blev en lang smøre, men forhåbentlig kan du finde “hoved og hale i det”
Kh. og god weekend !
Mariann
Selvom du endnu ikke har forliget dig med tanken om en tilværelse som førtidspensionist, vil jeg alligevel ønske dig tillykke med pensionen. Den giver ro, fordi du nu ved hvad du har. Du behøver ikke længere at møde til opfølgnings-samtaler, du behøver ikke længere bekymre dig for, om du også har en indtægt om et halv år. Til gengæld må du så også – og det er så hårdt – give slip på drømmen om et arbejdsliv. Jeg arbejdede en periode frivilligt i fibromyalgiforeningen og det var meget givende, fortsat at kunne bruges. Desværre var jeg ikke god til at sige nej, så jeg brugte mig selv alt for meget og endte med stress… Det er omkring 1½ år siden og først nu er jeg ved at være ovenpå igen, alting tager bare længere tid når man har fibromyalgi.
Nu er du jo i den situation at du er tilknyttet smerteklinikken og deltager i coping-forløbet der, så måske du kunne vende din nye situation med dem?
Catarina: Du har ret, der er mange tanker – tak skal du ha’
Mariann: Tak for din “smøre”, som jeg sagtens kan finde hoved og hale i – jeg gemmer det hele i mit hovede og håber, at jeg får tid og ro til at tænke over det hele.
Kagekone: Jeg tror, at jeg er så forvirret fordi det hele er gået så hurtigt, jeg blev fyret 1. oktober og nu er jeg på pension – min hjerne kan ikke rigtig følge med. Jeg har planer om, at jeg måske en dag får så meget overskud, at jeg kan arbejde nogle få timer – min gamle arbejdsplads har sagt, at jeg bare skal sige til.
Jeg kender godt det der med, at kunne det hele inde i hovedet…
Jeg vil vende det på onsdag – tak for den ide.
Det er barsk når der nogen af ens kolleger eller nærmeste dør for tidligt og det er noget som jeg også ville sidde og tænke over.
Din førtidspension er også noget det tager tid at fordøje. Det er måske ikke det, du selv kunne tænke dig?
Jeg tror, at du ahr forestillet dig mange flere år endnu som erhvervsaktiv?
I dag lagde min mands familie en pude m.m. på deres fars grav og det for mig til at tænke på ham og hans fantastiske måde at leve på. Han blev svagere og svagere og alligevel fandt han nye ting han kunne gøre med det han nu var i stand til med sine svage lunger.
Du har sikkert en masse ting og interesser du kan få tid til at dyrke frem over.
Billedmager: Jeg har kæmpet mod pensionen i 2 år, jeg har virkelig forsøgt at beholde mit arbejde på alle mulige måder. Nu er det så slut. Du har ret, jeg skal se det positive, men det er lidt svært…
Det kan jeg godt forstå. Jeg synes også at det virker mærkeligt, at du bliver påduttet en pension, hvis du ikke selv er interesseret i den.
Mærkelig fordi mine ene svigerinde efter canceropration og dårligenyrer skulle i fleksjob. Et job hun lige akkurat kan holde til og sover meget af dagen bagefter.
Billedmager: Mærkeligt er det nok ikke, hvis ikke man kan arbejde, så er det jo sådan det ender – jeg kan jo ikke bare gå og få sygepenge, hvis der ikke er udsigt til bedring 🙂 Det er forfærdeligt for din svigerinde og jeg har selvfølgelig ondt af hende, men i virkeligheden er det det som er noget af det svære for os med fibromyalgi, at folk altid sammenligner det med dødelige sygdomme – og så kan det jo ikke være så slemt… 🙁
OK. Jeg er bare nysgerrig. Det er den vej jeg bliver klogere. Og jeg forstår godt at der er forskel på din sygdom og cancer.
Det der er vigtigt her er at du helst ville have være på arbejdsmarkedet – hun havde troet på en førtidspension men skulle i fleksjob. Jeg undrede mig bare. Men det har noget at gøre med udsigten til bedring for dit vedkommende.
Min svigerinde har det ok og bort set fra hendes nedsatte nyrefunktion, er hun helbredt og har det været det i mange år. Jeg tager ud fra hvad jeg kender til af eksempler. 🙂
Det er ok Billedmager, du skal bare spørge. Ja jeg vil helst på arbejde, men jeg kan ikke, det er bare mig, som ikke rigtig kan indse det, nogle gange svarer ens forventninger, ønsker og muligheder ikke til hinanden. Jeg har haft et fleksjob i 5 år og når jeg ikke længere kunne det, så var pension den eneste mulighed. Jeg ved godt, at det er sådan, men jeg ville stadig ønske, at jeg kunne komme tilbage…
Det er dejligt, at din svigerinde er helbredt – jeg har nogle gange ønsket, at jeg havde brækket en arm, som ville vokse sammen, og så var jeg rask igen. 🙂