nogle dage kan det være svært, for ikke at sige umuligt, at se hvor man er på vej hen.
Vi har vel alle haft en forestilling om, hvor vi gerne ville ende – sådan i store træk.
Selvom jeg altid har været god/slem til bare at lade tingene komme og lade dem ske – planlægning på lang sigt er ikke en af mine spidskompetancer. Så har jeg vel haft en forestilling om, at jeg gerne ville udvikle mig som menneske.
Lige nu føler jeg bare, at jeg står i stampe.
At dagene går og går og går.
Måske har jeg bare for god tid til at tænke – tænke over alt det, som jeg plejer at lade ske af sig selv.
I virkeligheden gider jeg ikke sidde og rode i min navle og vende og dreje alle småtingene.
Jeg har altid været glad for at lære nyt, at udvikle mig, at blive dygtigere.
Lige nu synes jeg bare, at der er så mange barrierer og forhindringer, som skal forceres, at jeg slet ikke orker gå i gang.
Alligevel har jeg en plan – som jeg endnu ikke tør tro, at jeg kan føre ud i livet, men et håb er man nødt til at have.
Jeg ønsker dig en god 5. december fyldt med håb for fremtiden. Ved du, hvor du er på vej hen?
0
Jeg har lært at tage en ting ad gangen og leve i nuet. Drømme har jeg millioner af og de skal nok indløses når tid kommer. Tiden er jo uendelig diffus og derfor skal man fokuserer på drømmen, men ikke på hvornår den skal indløses. Din krop har brug for fred og ro og dine drømme skal nok blive opfyldt når tiden kommer….. Helle du skal tro på dig selv – for intet er umuligt, uanset…..
Jeg kender godt følelsen af at stå stille.. Måske er det fordi man i lang tid (som du selv skriver) bare har ladet tingene ske, uden at tænker vider over det.
Når et pauserum kommer, så er det måske en god idé at sætte sig ned, og tænke ovre livet, og finde på noget godt at gøre..
Lige p.t er jeg inde i en periode hvor jeg laver rigtig meget håndarbejde, det er dejligt slappe af på den måde, og så kommer der noget konstruktivt ud af det.
God 5. dec til dig også
Du forstår da at ramme hovedet på sømmet, om man så må sige. Dit indlæg rammer mig lige i solar plexus, for det er jo netop det der ofte sker, når man går hjemme, – at den ene dag afløser den anden uden at man egentlig får lavet ret meget.
Ønsket om at udvikle sig ligger i mange af os, og selvom man af helbredsmæssige årsager er afskåret fra arbejdsmarkedet, så er det stadig muligt at udvikle sig som menneske.
Ligenu følger jeg bare med og så må vi se, hvor jeg ender…
Go’ 5. december til dig også 🙂
Marianne: Intet er umuligt – det vil jeg forsøge at huske 🙂
Sanne: Jeg håber, at mit initiativ vender tilbage 🙂
Kagekone: Jeg følger også med, men håber, at jeg har lidt indflydelse på noget af det 🙂
Håb og drømme er man nødt til at have – og man er nødt til at bevare dem i sit hjerte. For uden dem er man intet.
Det prøver jeg selv at fortælle mig selv igen og igen.
Men jeg forstår udmærket, hvad du føler – for jeg har det på fuldstændig samme måde. Alt det jeg troede, jeg skulle og blive og være…det smuldrer længere og længere væk.
Nogle dage er værre end andre, og i denne sure mørke-tid er det specielt slemt. De dage hvor man er specielt meget dårlig, de er også grumme at komme igennem. Fremtiden virker håbløs og tom.
Men når det så er sagt – så ved både du og jeg jo også, at tilstanden vil gå over igen. Man må lære at trække vejret dybt og tro på, at det kun er en overgang. Lige pludselig sker der et eller andet, og så tænker man anderledes.
Du skriver så fantastisk fine og følsomme indlæg.
Knus til dig.
Johanne: Du har ret – det er vi nødt til… også for at bevare troen på, at det hele er umagen værd 🙂 En dag hvor solen skinner som idag, så er håbet meget større end på en mørk dag. Tak 🙂