skal man altid høre sandheden.
Det er min blog.
Jeg må gerne prale.
Ergo praler jeg 🙂
Min nevø og hans kone fortalte, at de forleden havde en snak med deres mellemste – Albert på 5 år.
De snakkede om “voksne i dit liv”, til sidst spurgte de: “Albert, hvilke voksne er der i dit liv?”
Albert svarede: “Far, mor, moster Helle (jeg er moster til min nevø), bedste og bedstefar – og så gider jeg ikke sige flere”
Det er da et statement der vil noget 🙂
Hvis ikke det skulle være adgang til at prale, hvad skulle så 🙂
Ok med pral her Helle…hvis mine niecer sagde noget lignende , så ville jeg skrige det ud i hele verden 😀
Sådan moster Helle, godt gået 🙂
Pernille: Ja ikke 🙂 nej netop.
Anne: Dejligt du forstår det 🙂
Lene: Tak 🙂
Den overskrift ville også have været iblandt en af mine, altså lige indtil ham vores hjemlige cykelrytter kom fuld hjem og smed sig på sengen, hvor hans datter og hendes veninde lå og sov – han for at finde sin mobiltelefon under en af hovedpuderne.
Måske holder ordene stadig vand, for retsligt virkede det jo til, at venindens mor fik nye episoder frem ved “forhør” af sin datter – og nu optager jeg dine ord. Pigen kan vel nok blive skræmt, hvis hun pludselig fornemmer, at mor er utryg???
Selv husker jeg en episode, hvor en 7 år ældre pige spærrede mig inde på et af vores skoles toiletter – flere timer efter skolens “ophør”, og hun svor, at jeg aldrig mere ville komme ud. Panik, uha, men efter en halv times penge listede hun hjem, og jeg fandt ud af, at døren ikke mere var spærret… Puha, ud af lokum, ud af aulabygning og så hjem i en fart, stortudende. Ringede på, og ventede med længsel på at min fru moder åbnede hoveddøren. DET gjorde hun så sandelig, men kun for straks efter at jagte mig med en tæppebanker, for nu havde hun været bekymret for mig i for lang tid! Hun hørte slet ikke, hvad jeg berettede, så kvikke jeg måtte efter en løbetur op og ned til husets 1.sal finde ud af, at få låst de 2 glasdøre indtil såkaldt dagligstue. Først da troede jeg mig i sikkerhed, og at min mor ville høre om mit drama. Hun virkede afslappet, og jeg fortælte grædende om hende Birthe, der boede tæt – ligesom os – ved skolen, og hvordan vi efter hyggelig snak gik langs skolestien, og hun pludselig lige ville besøge et af aulabygningens toiletter, inden at vi fortsatte ad stien hjem mod mig. Hendes, Birthes problem var, at fordi jeg var datter af en af Ringsteds såkaldt fine familier, troede hun – som en del andre – at vi kastede om os med penge, hvilket aldrig havde været eller blev tilfældet.
Min mor sagde til mig, at hun havde forstået, hvor bange jeg havde været, så låste jeg en af dørene op, ville hun ikke gøre mig ondt. Lykken greb mig, så selvfølgelig drejede jeg en af de to mulige nøgler… og slask, næppe var jeg på vej hen til min mors sikre favn, førend hun greb mig, og jeg fik en del klask i røven af tæppebankeren, hvormed at min tillid til voksne drattede til et stort NUL.
Suk, og siden var det andet familiært; nogle af disse har jeg kommenteret hos Donald, det alt væsentligst hvad min far angik, men nu må jeg blive voksen nok til at fortælle familieoplevelser på egen blog…
Anjoe: Sådan helt kan man nok ikke regne med overskriften … Du skal da skrive om dine oplevelser – om ikke andet så for at få det ud. Sikke en mor – sådan gør man bare ikke. Jeg forstår det næsten ikke, jeg er aldrig nogensinde blevet slået i hele mit liv, jeg kan slet ikke forestille mig, hvor ydmygende det må være. Sikke et svigt du har været ude for.
Tak, Helle, tak 🙂