OBS: Dette indlæg skal du kun læse, hvis du orker at høre på mine navlepillerier. Latterlige, klynkende og små. Hvis du alligevel læser og har et godt råd, så vil jeg gerne have det.
Med fare for at lyde som et kværulerende, brokkende, selvynkende og latterligt fruentimmer, så vil jeg alligevel brokke lidt videre på indlægget om mig selv fra igår.
Nogle dage glæder jeg mig til, at alle ungerne er “fløjet fra reden”, så vil jeg leje et værelse og kun tænke på mig selv.
Jeg føler, at jeg kæmper en kamp, som jeg aldrig kan vinde. En kamp for at blive hørt og at blive forstået.
Igår – en dag hvor jeg havde det skidt og havde feber – valgte han så at spørge: “Nå har du så tænkt på noget aftensmad?” Klokken var 17.30 og køkkenet var mørkt og tomt, hvad fanden havde han tænkt sig? Jeg svarede: “Ja jeg havde tænkt mig…. , men jeg orker altså ikke”. Så forventede jeg måske, at han ville tilbyde sig, men nej han lagde sig på sofaen – så hentede jeg en varmepizza i Fakta.
Til morgen havde vi en diskussion, det endte med at jeg skulle se i en telefonbog, men jeg kunne ikke læse uden mine briller, kommentaren var: “Nå kan du heller ikke se?” Jeg blev såret og ked af det, så senere spurgte jeg: “Når du ved jeg har det skidt, har ondt og af helvede til og du så spørger sådan, er det så for at give mig et ekstra spark?” Han synes vist, at jeg overreagerer.
Jeg ved, at klokken “tæt på aften”, så står de der igen og spørger: “Hvad skal vi spise?” På trods af, at jeg flere gange har forsøgt at forklare, at jeg får det værre, når jeg skal sørge for alt – at små ting, som andre synes er latterlige, de betyder, at jeg får det markant værre. Ældste siger: “Du kan bare lade være, så finder nok ud af det selv” Men jeg ved også, at jeg skal igennem diskussioner og skænderier.
Jeg synes ikke, at jeg har kræfter til at kæmpe, så er det nemmere bare at gøre det selv, selvom det betyder, at jeg stort set ikke har kræfter til andet end lige det huslige…
Idag er sådan en dag, hvor jeg har ondt af mig selv, så I bedes bære over med mig – imorgen er det nok bedre igen.
UF, godt det ikke er mig, undskyld min egisme.
Jeg blogger lige en grønlandsk slædehundepisk, brug den og familien makker hurtigt ret. God bedring.
Jeg forstår dig UDEMÆRKET! Og jeg synes, det lyder som om, du skal have en alvorlig snak med hele familien om, hvad du orker, kan og magter, og hvordan deres – eller din mands nedladende kommentarer (som også kunne hyle ikke syge mennesker ud af den), virker på dig.
Jeg skulle mene (jeg kan selvfølgelig tage fejl), at ens ægtefælle er den person man AF ALLE skulle forvente opbakning, støtte og hjælp fra??? Vil nogen fortælle mig hvem ellers???? At ægteskabet handler om, at hjælpe hinanden i medgang OG MODGANG! Og den del har din kære mand vist lykkelig glemt. Købepizza er okay, men ikke hver dag, men når du har det skidt, er I sgu nødt til at finde en ordning, så du ikke skal få det endnu værre ved tanken om aftensmad hver dag, og så I også kan få noget andet end junkfood, når du ikke orker. Lyder jeg sur!? Ja, det er jeg, for det kan din mand bare ikke være bekendt. Ungerne kan jeg så undskylde med deres uvidenhed og alder, men okay nogen voksne bliver heller aldrig voksne – jeg håber ikke, din mand er en af dem.
Måske det ér bedre idag – det er det som regel, når man får sovet lidt på det, men du ved jo også, det kun er til næsten gang, så det er jo et grundliggende problem, du er nødt til at tackle som jeg ser det.
Knus fra mig
Rimkoger: Jeg forstår godt, at du ikke gider bytte 😉 Jeg nupper pisken og så skal de få… tak 🙂
Deborah: Du har ganske ret i det hele. Jeg har flere gange forsøgt med samtaler, men sådan med tiden, så glider det ud og hverdagen tager over. Jeg vil iaften, eller måske når overskuddet er lidt større, prøve endnu engang. Tak fordi du gad blive sur – jeg havde ikke lige kræfterne til det 🙂 Tak for hele smøren, som jeg vil bruge til at tænke lidt over min situation.
Det var så lidt, og selvfølgelig “gad” jeg blive sur, det er ikke rimeligt.
Kærlige tanker til dig
Sender dig lige det største kammer du overhoved kan tænke dig….
Han skulle da ha’ det største los i r….. !!! Han skal jo være din faste klippe i tilværelsen, når din sygdom sender dig til tælling. Det kan godt være at fibromyalgi ikke lige er til at se, men det gør det jo ikke mindre smertefuldt.
Håber du har sparket ham godt og grundigt, så han nu står i køkkenet i færd med at tilberede en 7-retters gourmet-middag til dig.
Bambi: Tak 🙂
Pernille: Tak – ja det sku’ han 😉 Det der med en gourmetmiddag, det blæser vist i vinden – da jeg arbejdede sagde ungerne altid, når far skulle lave mad: “øv skal vi nu ha’ spejlæg igen”. 🙂
Det er ikke i orden, det han byder dig. Har I overvejet at få en samtale på Smertecentret – de afholder også kurser for pårørende til smertepatienter – så de kan få viden om hvad det vil sige at skulle leve med kroniske smerter og varige begrænsninger.
Stort varmt kram 🙂
Dine “navlepillerier” er hverken latterlige eller små!! De fylder meget i dit hoved og din hverdag. Derfor er de meget betydningsfulde for dig!! Hvor er jeg ked af at læse, at det er så svært for dig indimellem og at din mand ikke bakker dig op og ta´r del i det huslige. Det kan han ikke være bekendt. Jeg er helt enig i det Deborah skriver så jeg ser ingen grund til blot at gentage hende med andre ord. Jeg håber du får en snak med din mand så han forstår at det virkelig er nødvendigt at han ta´r del i det! Knus – mange hilsner og RIGTIG GOD BEDRING
Ella: Tak – du har verdens bedste mand, jeg er tit misundelig. 🙂 Der var et foredrag i mandags, som vi havde aftalt at gå til. Men en håndværker arbejder sammen med en makker og pt. kan de ikke holde en fridag, fordi de holder fri hver fredag – ved at arbejde 1 time mere de fire andre dage – men jeg ved godt, at vi er NØDT til at finde ud af det – det her er frustrerende – eller ender med skilsmisse… Tak.
Anette: Tak – det er så dejligt, at du og alle de andre virkelig bakker mig op og giver mig varme og styrke – jeg var egentlig lidt bange for, at jeg var gået for langt – at det var for personligt. Det er bare svært at tale med andre om – altså familien – selvom jeg snakker med min svigerinde indimellem, men det er jo hendes lillebror…
Jeg har en lille historie herhjemme fra, min kæreste har en datter der kommer her hver 14. dag, det var/er et helvede af flere årsager, men primært overtager hun helt og holdent her, svarer igen, brokker og er meget utilfreds, selvfølgelig er pigebarnet ikke skyld i hendes manglende opdragelse, men det var hos hende min vrede endte, efter flere problemer i skolen med dominans osv, blev der skredet til handling og man fik hanket op i forældre og systemet kom med forslag og undersøgelser gode råd osv, her i huset begyndte vi til PMT som er et forløb hvor man skal lære at være posetiv forældre, sige vær sød i stedet for vil du være sød osv ( man stiller posetive krav, og invitere ikke til diskution ved at sig vil), den største hjælp for mig i netop dette var at en fremmede fortalte min kæreste at den var helt gal med hans datter, han fik øjene op og det har hjulpet gevaldigt… hvad jeg vil med min historie er at du måske skulle få en anden, evt jeres læge til at forklare din familie at det her er alvor, at du ikke magter det hele hjemme, din mand er måske magtesløs og hans bekymring, kommer ud i form at grimme ord til dig. Du får lige et kram også, håber i finder melodien i jeres nye liv.
Ulla: Det er en lærerig historie du fortæller – godt, at I fik styr på hverdagen. 🙂 Jeg tror, at du har ret i, at det kunne være godt, at en udefra forsøgte, derfor havde jeg også set frem til foredraget i mandags, som vi så desværre ikke kunne komme til, men jeg vil måske spørge om der kommer et igen. Det er svært for hele familien, også fordi jeg altid har været den stærke, den der magtede det hele, kunne det hele og ikke mindst VILLE det hele. Tak for dine kloge ord 🙂
Jeg synes ikke du er urimelig, kan din familie ikke forstå, når du beder om hjælp, så det fordi du har behov for det. Hvis jeg var dig ville jeg indimellem være møg sur på hele verden rase og skælleud(man får det somme tider lidt bedre bag efter)
Jeg synes at du ikke skal for kleine dine følelser – med hensyn til at du nogengange kan være godt gammeldags træt og hvis du var helt på toppen gjorde du hvad du skulle ifølge vores danske vest europæriske mønster.
Det kunne være at du skulle tage en snak med dem på et tidspunkt, når du har det bedre og kræve at I deles om køkken tjansen – og hvad du ellers har af huslige opgaver.
Jeg ved godt at man udefra kan være meget klogere og at det er nemmere sagt end gjort.
Dine store børn kunne godt give en hånd med. Jeg har lyst til at give dig et kram. Måske har Ulla ret i at der skal en med viden om din sygdom med ind i billedet og hjælpe proccessen derhjemme igen med accept af jeres nye situation. God søndag!
STORT KRAM til Helle K. Det fortjener hun ! Basta !
Bliver det ikke tit sådan ? Man går hjemme, godt nok sygemeldt med monster smerter, men alligevel laver man (JEG !!!) alt det praktiske. Laver VARM mad !, hver dag, ordner ALT vasketøjet, handler ALT det der skal handles, OSV. Alligevel, synes jeg, kan de andre ikke forstå at jeg er TRÆT og har ONDT !! På den anden side vil jeg også gerne, men vil bestemt også gerne, vi hjælpes ad. Hvis ikke jeg gjorde de daglige ting, tror jeg, jeg ville føle, livet bare drønede forbi mig, uden min deltagelse. Og der er også tider, hvor jeg synes, smerterne er nemmere at bære, når jeg helt konkret, kan sige ; det er fordi, jeg lavede dit og dat.
Sikke en smørre. Men de var sq så bekendte, de følelser.
Fortsat god weekend til jer alle i Arden !
For filan da hvor er jeg vred lige nu. Jeg har så mange vrede ord som presser på for t komme ud, men de får ikke lov – jeg vil trds alt ikke kaste muder på din blog.
Men hvor har jeg dog STOR lyst til at bsøge din familie og fortælle den en ting eller to.
Helle, jeg sender dig mange tanker og det aller største knus. Jeg håber de snart forstår hvilket fantastisk menneske de har i dig, men at du ikke kan klare en brøkdel af hvad du kunne tidligere.
Det var så lidt Helle, måske det kan hjælpe jer med en fremmeds hjælp. Når du nu også skriver det altid er dig der har været den stærke og du bare VILLE, er dine børn og håndværkeren jo også på rimelig bar bund, jeg har sgu ondt af jer alle, det en ond cirkel man kommer i og man skal tit have et skub udefra, din mand har jo også fået en ny frue at forholde sig til, og som jeg tit har læst på din blog er der jo stor kærlighed imellem jer, jeg ønsker jer det bedste, og håber i finder en god løsning, ikke mindst for dig som har det sværest.
Catarina: Tak – du er min helt 😉
Ulla: Det er netop som du skriver – vi er alle ramt 🙂
Helle: Jo du har ret, det er rarest at kunne “noget”. Jeg har bare tidspunkter, hvor jeg gerne ville have overskud til andet end det huslige. Fx i denne uge skal vi til skolefest, yngst skal spille skuespil, men det er en hel pine for mig. 🙂 Tak og god weekend til jer også 🙂
Billedmager: Tak for dine ord og kram 🙂 Jeg tror, at I alle har ret… men som du også siger, det er svært lige at finde løsningen. Men vi er alle ramt på en eller anden måde. Det er nok også bedst, at vi tager snakken når jeg er ovenpå, ellers giver jeg mig til at tude eller råbe højt. 🙂
Conny: Undskyld, du var lige røget i filteret, men jeg fik dig fundet, det er jeg glad for 🙂 Du har ret, nogle gange gør det rigtig godt, at råbe og skrige og skælde ud, men det løser som regel ingenting 😉 Jeg gør det også indimellem, men ikke så ofte. Tak fordi du kiggede ind og kommenterede 🙂
åh for fanden, hvor jeg kender den situation. På den anden side, så var der jo lignende situationer mens man (jeg) arbejdede, altså hvor man også var brugt helt op og ikke havde overskud til maden… Det er bare som om, at det er sværere for omgivelserne at forstå/acceptere nu når man går hjemme hele dagen…
Uanset hvad, så tror jeg at der altid vil være gode og dårlige dage og sådan er det jo også for vores ægtefæller. På dage, hvor deres overskud er underskud, så kommer de nemt til at “sparke” når vi ligger ned… også selv om det slet ikke var meningen.
Kagekonen: Sikke nogle kloge ord… det glemmer jeg bare at tænke på, at det ikke kun er mig-mig, men også os. Nogle gange forventer jeg, at han er tankelæser og overmennesker.
Det er rigtigt, at omgivelerne har svært ved at forstå, at man ikke bare lige klarer det hele, når man “bare” er hjemme hele dagen. 🙂
Sødeste Helle – allerførst kan jeg godt forstå at du kommer med dit indlæg!! Håber at I måske allerede har fået snakket om nogle af dine frustrationer over jeres hverdag. Jeg tænker at det er helt rigtigt at gemalen skal have en forståelse for hvad fibromyalgi gør ved dig – både fysisk og psykisk – men samtidig tror jeg også jeres børn skal have tingene at vide (dog svarende til deres aldersniveau). Desuden kunne det måske hjælpe jer hvis I har en plan B til de dage hvor du bare ikke kan styre hele huset.
Mon ikke ungerne sammen kan lave en gang lasagne eller lignende – og hvor bliver de stolte af at kunne hjælpe mor. Jeg tror faktisk at hvis I får snakket om det kan alle godt se når du har det dårligt, men de er måske så vant til at du ordner det hele lige meget hvordan du har det…
Giv dig selv lov til at have en dårlig dag og familien lov til at hjælpe til. Mange varme tanker til dig Helle – håber fremtiden er lys for jer alle.
Knus fra Else
Else: Tak – det lettede på det hele 🙂 Vi har ikke snakket endnu, vores hverdag er temmelig hektisk lige for tiden – og der er så meget andet. 😉
Jeg vil give mig selv lov, selvom det er svært 🙂 Tak for dine tanker og råd. 🙂