Nogle dage kan jeg blive desperat ved tanken om, at jeg skal bruge måske resten af mit liv på at tulle rundt herhjemme.
Jeg skal hele tiden finde på noget at fylde i dagene – tage billeder af blomster – eller katten.
Nogle dage trænger jeg til at skulle på arbejde, at have kollegaer, at have opgaver, at være savnet, nyttig og produktiv.
Nogle dage er det slet ikke nok at gå tur i haven med min kat.
Det er ikke katten som er problemet, den sidder og gør det som katte gør…
Det er mig, som ikke bare kan gå rundt og gøre det som sådan nogle som mig gør…
Jeg kan fuldtud forstå hvordan du har det. Det er så frustrerende at man er nødt til at ha pension/ flexjob – det er jo nok ikke lige det man har mest lyst til. Da jeg fik flexjob som 30 årig var jeg alligevel glad for det da jeg jo på ingen måde følte at jeg var færdig med arbejdsmarkedet. Kan du holde til nogle timer indimellem? Mange tanker herfra!
Anette: Tak – det er dejligt. Jeg har haft flexjob i 5 år – indtil sidste efterår, men det sidste ½ år var jeg sygemeldt. 1. januar blev jeg pensionist – jeg håber, at jeg en dag igen har kræfter og energi, overskud o.s.v. så jeg kan arbejde nogle timer – jeg kan få lov til at arbejde i skånejob på min gamle arbejdsplads, hvis det bliver lidt bedre med helbreddet. Nogle dage er det SÅ frustrerende…
Åh, kære Helle, jeg forstår lige præcis, hvad du mener. Selvom jeg nu har været førtidspensioneret i 10 år, så kender jeg stadigvæk til følelsen.
Før var jeg meget aktiv med 5 dagplejebørn og egne 5 små børn. Forældrene til dagplejebørnene kom ind og ud af mit hus hver eneste dag, ofte også i weekenden. De drak kaffe, de snakkede, de bad om råd, og jeg følte mig som en del af andres liv.
NU kommer her aldrig et øje.
Manden er også blevet pensioneret, så vi har dog hinanden.
Men vi har lagt vore dage i faste rammer med bestemte gøremål for hver eneste dag, for ikke at gå i stykker som mennesker. Og vi laver alt for ofte mere, end vi orker og har godt af…men det kan ind imellem være nødvendigt for ens selvværdsfølelse. Også selvom vi bliver dårlige bagefter.
Ens identitets er nemlig forsvundet sammen med manglende social omgang med kollegaer o.s.v.
Undskyld – det blev en lang smøre, og handlede vist mest om mig. Det var ikke meningen. Du ramte bare et ømt punkt 🙂
Nu ved jeg ikke, hvor meget du selv orker, og hvor du bor. Men er der ikke en slags undervisningsforløb i dagtimerne, som du kan gå til? Bare nogle få timer om ugen vil gøre godt.
Eller hvad med evt. selv at blive besøgsven for en ældre en gang om ugen?
Stort knus til dig.
Da jeg var sygemeldt i over 2 år inden mit flexjob spurgte folk jævnligt “Hvad laver du så?” Og at svare “jeg er sygemeldt” var ikke sjovt i længden. Flere anede ikke hvad vi så skulle snakke om – for job er tit en tilgang til at komme i snak med folk når man er i byen/til familiefester og lign.
Som om man ikke oplever noget “bare” fordi man er syg/førtidspensionist eller arbejdsløs. Jeg kan huske jeg var meget frustreret fordi jeg ikke vidste hvornår jeg kom videre – jeg gik bare og ventede på afklaring af om jeg skulle i flexjob. Frivilligt arbejde er der nok af – men det er ikke sikkert det lige er dét du søger?
Ja jeg har ikke de problemer, må jeg sige. Jeg savner på ingen måde arbejdslivet, og synes jeg har RIGELIGT at fylde min tid med. Mere end nok. Men du vænner dig nok til det – forhåbentlig. Og så vil jeg da sige, at når du får taget sådan nogen dejlige billeder, så er det bestemt ikke så ringe endda 😉
Kan så udemærket følge dig, det må værer fustrerende ikke at kunne noget uden at få ondt. Man kan nok ikke lige sådan vende sig til ikke længere at være en kollega til nogen og ikke skulle op til noget bestemt.
Jeg håber du passer på deg selv og ikke forcere for det ender bare galt, husk altid først at tænke på dig selv.
Jeg er dog rigtig glad for at du så her lyst til at fotografere for det nyder jeg godt af.
(Her ville jeg så have kommenteret en af de andres kommentare, men lader være, for den ville kke være så venlig)
PS. Det er ikke kun katte på billederne der er din ven, Cat’en her er også 😉
Johanne: Jeg er bare glad for at høre om dine oplevelser 🙂 Jeg kan se, at det muligvis ikke ændrer sig med tiden – de der følelser… men jeg vil forsøge at bruge dit råd om at have faste rammer/gøremål. Jeg bruger også det at fotografere som fyld – det rådede en læge mig til på smerteklinikken. Besøgsven er nok ikke lige mig – jeg er ikke social på den måde, jeg kunne også bare besøge min mos 😉
Anette: Jeg kan nikke genkendende til det du skriver, at det ligesom ikke bliver regnet for noget… jeg laver lidt frivilligt arbejde, hjemmeside og tager billeder fora idrætsklubben i byen, det er dejligt, men selvfølgelig ikke så ofte.
Deborah: Sådan er mennesker nok forskellige, jeg kan godt fylde noget i min dag, men jeg savner altså mit arbejde MEGET. 🙂
Catarina: Du forstår det, kan jeg læse, selvom du ikke selv er i mine sko… Jeg har en tendens til at tro at jeg kan alt, sådan var det også i mit fleksjob, men jeg lærer hele tiden. Jeg er glad for at du nyder mine billeder – som jeg nyder dine 🙂 Tak fordi du er min ven. 🙂 🙂
Jeg kan sagtens sætte mig ind i, hvordan du har det.
Jeg ville nødig undvære mit flexjob, Det er skønt, at komme hjemmefra, selvom det ikke er på de samme betingelser som et “rigtigt” job..
Det tog mig rigtig lang tid, at acceptere tingenes tilstand og kostede mig mange sygedage, men nu ved jeg hvad jeg kan og ikke kan (tror jeg nok – og ikke altid 😉 )
Det kan jo tage tid at vænne sig til at skulle gå hjemme. Jeg har ingen problemer med at undvære arbejdslivet, men så har jeg jo også rigeligt herhjemme at rode med 😉 Håber du hurtigt finder en go’ rytme i hverdagen, så du kan nyde at gå hjemme (hvis det nu ikke kan være anderledes 🙂 )
hov.. ps.. lækre, lækre billeder af din kat 🙂
Helle sender lige et kram afsted til dig – du trænger vist i dag. Det må være frustrende ikke at vide hvordan ens fremtid ser ud (ja det er der jo reelt ingen af os der gør vil mange nok sige), men det at man ikke har et arbejde at stå op til måske resten af livet må være meget frustrende 🙁 .
Man mangler nye input, det sociale samvær med kollegaerne osv. og hvor får man det behov dækket? Godt spørgsmål – tror det er meget forskelligt hvad der skal til fra person til person og afhængig af om man har mange smerter eller andre symptomer.
Jeg kan i perioder (når helbredet driller mig) godt savne at have kortere dage, så jeg kunne være mere frisk når kæresten kommer hjem, men jeg ville nok ryge i kulkælderen humørmæssigt hvis jeg ikke havde arbejdet at stå op til.
Så jeg kan sagtens forstå din frustration – sender dig varme tanker og kram.
Ja sådan tænker jeg også nogele dage. Skal jeg bare gå her. Men jeg har valgt at se det fra den positive side (jaja, det er jo ikke hver dag, jeg er SÅ positiv indstillet ). Som det er nu, så kan jeg, for det meste, værer der for mine unger, når de har brug for mig, værer der når de kommer fra skole osv. De dage hvor det går rimeligt, kan jeg gøre lidt ekstra for fam.
Jeg tror, du idag, trænger til et KÆMPE KNUS, og det er hermed sendt til Arden.
Kærlige tanker
Måske er det fordi du stadig er forholdsvis ung, at det forekommer dig så svært. Jeg var 52 da jeg fik pension og jeg havde ingen mellemtid med flexjob – “kun” et års sygemelding.
Jeg savner slet ikke arbejdsmarkedet – ikke et eneste øjeblik har jeg savnet det. Jeg håber sådan for dig at du finder ro i tingenes tilstand og ikke som en ufrivillig tilfangetagelse.
Ved du, Helle, om lidt bliver det forår og du kan så mange ting – og så har du en dejlig kat, at begrave næsen i, når det bliver svært 🙂
Til gengæld kender jeg jo så UDEMÆRKET det med ikke at kunne så meget, som jeg gerne vil. Det kan jeg langt fra! Så den vej rundt, kan jeg SAGTENS følge dig! Det er ikke sjovt.
Jeg ved ikke, hvor mange år, du har kæmpet for at “holde dig kørende”, men når man har gjort det et helt liv, så er det ikke noget man (jeg) savner ihvertfald. Jeg håber som de andre, at du finder roen på et tidspunkt og bliver glad for dit pensionistliv!
Mange tanker – og også en ven omend forskellig 😉
Joan: Et fleksjob er en genial opfindelse – jeg var glad for mit fra start til slut og kæmpede en lang og sej kamp i forsøget på at kunne blive der… så jeg forstår godt, at du elsker dit fleksjob. Jeg kender godt det der med, at man ikke lige kan få sat grænser for sig selv 😉 Tak – det er en god model 🙂
Else: Tak for krammet 🙂 Ja det er meget frustrende, for mig, at jeg ikke skal på arbejde – jeg er i virkeligheden et menenske som har brug for udfordringer – dem forsøger jeg at få ved hjælp af fotografering, men det er altså ikke helt det samme 🙂 Jeg mangler det der sociale på en arbejdsplads, hvis jeg bare vil snakke, så kan jeg jo gå hvor som helst steder hen… det er noget med en fælles opgave – tror jeg. Jeg tror da at vi alle – på et eller andet tidspunkt har tænkt, at det ville være dejligt ikke at skulle arbejde, men det er ikke helt det samme, når fremtiden kun er en uendelig række af dage uden arbejdsliv…
Helle: Jeg har selvfølgelig også dage – mange – hvor jeg ser positivt på det hele. Mine unger er ved at være så store, at de sagtens kan klare sig selv – stort set 🙂 Tak for dit knus, jeg trængte virkelig 🙂
Ella: Det er nok fordi jeg er så ung 😉 Måske er det fordi jeg har haft fleksjob i 5 år og bildte mig ind, at sådan kunne det sagtens fortsætte – det kunne det så ikke, selvom jeg kæmpede udover mine grænser i et års tid mindst – nogle dage føler jeg den der ro og glæde, men det er nok er fåtal endnu – jeg ville så gerne hvile i mig selv, kunne nyde det jeg kan – jeg respekterer at du siger det – når lægerne siger det, så tænker jeg “ja, ja, du har jo ikke prøvet, det er nemt nok at sige det”
Jeg har fundet ud af, at jeg fandt mere af min identitet i mit arbejde, end jeg lige troede…
Lige om lidt er der forår – jeg kan begrave min næse i kattens pels – gå en tur midt på dagen- tage billeder når og hvis jeg har lyst – livet er ikke det værste. Tak 🙂
Helle, jeg forstår dig, selvom jeg jo ikke er i “dine sko”, og jeg håber du finder roen i det du gør. Og det du gør er bl.a at tage nogle kanon billeder, faktisk så “maler” du på samme vis som Ella gør, du er god til at finde motiver.
Knus herfra.
Lene: Tak – det tror jeg virkelig at du gør, du virker som et meget følende og forstående menneske. Tak jeg er glad for rosen – det betyder meget for mig – du har endnu engang ret, det er en slags maleri. Jeg malede for mange år siden, men da jeg prøvede at genoptage det, kunne jeg ikke rigtigt holde til det i mine hænder og arme, så fotografiet blev sat i stedet – jeg kan nemlig godt li’ at “se”. 🙂 Og knus til dig.
Deborah: Du smuttede lige ind samtidig med jeg svarede sidst – så du nåede ikke med i den omgang. 🙂 Det er svært at savne noget som aldrig har været – så det kan jeg sagtens forstå, at du ikke gør.
Jeg har kæmpet i 7-8 år, så det er småting sammenlignet med dig. Forskelligheder er bare med til at vi lærer lidt mere af hinanden, så det er ok. 🙂 Jeg håber og tror, at jeg vil vænne mig til at tingene er sådan her – jeg vil ihvertfald forsøge… god dag til min ven.
Lene:
Jeg kan godt forstå at du har dine tanker på den tidfaktor du kan se som pensionist og det er lang tid.
Udover finde nogle fatse rammer for din dag – kan du måske finde noget du gå til evt. sammen med din bedre halvdel.
Eksempel vis dyrker vi Folkedans semmen med nogle andre ægtpar, der findes også Linedans eller masser andre interesse grupper sikkert også inden for foto.
Du er stjerne god til at fotografere.
Billedmager: Evigheden er lang tid 🙂 Det føles næsten sådan… Min bedre halvdel og jeg har ikke samme interesser, det har aldrig været et problem, vi har dyrket hver vores – dans kan jeg slet ikke mere og om aftenen er det sjældent jeg overhovedet er til andet end at gå tidligt i seng. Ulempen er at jeg bor i en lille by ude på landet, så er der ikke så mange muligheder – en ny fotogruppe ikke så lang herfra er alle mænd over 60 og det gider jeg altså ikke. Tak for ideen, jeg vil have den i baghovedet.
Tak og jeg er også vild med det 🙂
Bloggen er jo et supplement til den fysiske sociale kontakt. Der kunne måske være andre damer der også er interesseret i at dele fotooplevelser sammen med dig.
Jeg kan godt at se at det kan være svært. Jeg har som arbejdløs tænkt om præcis samme problemstilling som dig. Når man er uden for arbejdsmarkedet har man også svært ved at finde sociale kontakter udenfor ens familie. Det er her at jeg har haft god erfaring med dans
Billedmager: Bloggen er et dejligt sted. Jeg får mange gode kontaker, selvom det er på afstand, men det betyder også, at man kan give det man har lyst til, evner til og orker den dag. Jeg havde overvejet et spansk-hold, men jeg har ikke så meget energi om aftenen, så det er sjældent, at jeg egentlig orker det helt store. 🙂