Titlen på dette indlæg har jeg ændret flere gange, for hvad er det egentlig der kendetegner det – sorg? – savn? – dårlig samvittighed? Eller måske det hele? Iaftes så jeg udsendelsen om Martin på Dr1, det var en meget bevægende, stærk og livsbekræftende udsendelse. Jeg vil ikke skrive om udsendelsen, jeg kender ikke Martin eller hans mor, jeg håber bare, at jeg ville have kunnet klare det på samme måde, hvis jeg havde fået lov. Nu vil jeg tage udgangspunkt i mig selv.
For næsten nøjagtig 20 år siden, den 10. februar 1988 var jeg på Aalborg sygehus, jeg var 8 måneder henne og barnet ville ikke vende sig med hovedet nedaf. Det var en voldsom oplevelse at få barnet vendt, men så troede vi også, at alt var ok og klar til fødslen. Den 17. februar skulle jeg til en kontrolscanning, de skulle også se, at barnet vendte med hovedet nedaf. Det var vores første barn, så vi glædede os til at se det. Jeg kørte selv til Aalborg, håndværkeren arbejdede derude, så mødte selv op, vi var glade, opstemte… Jeg kan stadig huske fornemmelsen af at hende der scannede startede med at snakke og kigge på billedet, men ret hurtigt blev hun tavs, til sidst sagde hun, at der var noget galt med maskinen, så vi skulle gå ind i et tilstødende rum, hvor vi skulle scanne med en ny scanner. Derinde kørte hun rundt på min mave uden at sige noget, til sidst sagde hun, at hun var ny, så hun var ikke så god til det, men hun ville hente en læge, som havde mere styr på det. På det tidspunkt var jeg helt klar over, at der var noget galt. Lægen kom ind, satte sat, tog mig i hånden, scannede kort og sagde: “Jeres barn har rygmarvsbrok”. Verden væltede. Hvad vi snakkede om den dag, kan jeg ikke huske, kun at vi skulle komme igen. Jeg satte mig ud i bilen, håndværkeren fik afleveret arbejdsbilen og kom tilbage til mig – jeg sad hulkende på en parkeringsplads i Aalborg, det tænker jeg på hvergang jeg kører forbi netop den p-plads. Hjemme fik vi ringet til familien. Min søster kom. Jeg ringede og snakkede med min læge og min jordemoder. Min nabo fødte dagen efter, så der skulle jeg også lige forholde mig til en baby.
Vi talte med lægen på sygehuset og sagde, at vi gerne ville have fødslen sat i gang, selvom de frarådede det, de mente at jeg skulle vente de 3 uger til termin og lade den gå i gang af sig selv, men det kunne jeg ikke vente på – det var som at sidde med et sværd over hovedet, for ingen kunne fortælle hvordan chancerne for overlevelse var.
Den 19. mødte jeg frem, men de glemte mig i systemet, så vi sad i venteværelset i 8 timer – inden vi blev “fundet” og sendt hjem.
Den 20. mødte vi frem igen, fik et drop og fødslen gik i gang om aftenen. Min søster og svoger sad hele tiden i venteværelset, så håndværkeren havde støtte, når han skulle ud at trække vejret, kom min søster ind.
Lidt over midnat blev vores datter født. Hun var smuk med sort hår og mørke øjne. Jeg så hende kun kort, inden hun blev kørt ned på en anden afdeling. Jeg så hende ikke igen før flere timer senere. I mellemtiden var hun blevet undersøgt og lægerne havde truffet en afgørelse, men det vidste vi endnu ikke, vi var bare nybagte forældre.
Om eftermiddagen 12 timer efter fødslen blev vi kaldt til møde med jeg ved ikke hvor mange overlæger – 8-10 stykker tror jeg. Vi sad alene på den ene side af bordet, de sad på den anden side med alvorlige miner. De fortalte, at det var værre end først antaget – under fødslen havde lægen sagt, at det ikke så så slemt ud – men de sagde, at det var så slemt, at de ikke ville behandle hende, hun skulle have lov at dø, men vi skulle træffe beslutningen. Vi blev tæppebombet med oplysninger, vi havde ikke en chance for at afgøre om det var sandheden eller der var andre muligheder – vi skulle sige ja til, at der ikke skulle være mere behandling – ellers ville de begynde at vise os billeder – af syge børn med neuralrørsdefekter, udover rygmarvsbrok ville hun sandsynligvis også få “vand i hovedet” fik vi nu at vide – så til sidst sagde vi ja, men vi havde ikke et valg. Jeg har indset, at jeg stadig har dårlig samvittighed p.g.a. det ja. Jeg synes, at det er umenneskeligt at skulle sige ja til at slå sit barn ihjel.
Fra da af var vi indlagt på neonathalafdelingen. Hvergang hun havde ondt fik hun morfin og det var det der til sidst slog hende ihjel – ikke rygmarvsbrok.
Min læge og jordemoder var fantastiske. De ringede flere gange. Min jordemoder inviterede mig hjem til sig privat på en fridag, hvor vi sad og snakkede i mange timer – d.v.s. jeg snakkede og hun lyttede. Det blev meget svært, når vi mødte mennesker som sagde, at det var godt, at det gik som det gik og at vi bare kunne få et nyt barn, vi var jo unge og friske.
Jeg har været lidt i tvivl om jeg skulle skrive dette indlæg. Det er mange år siden, men det er jo alligevel en vigtig del af mig og den måde jeg er på. Udsendelsen om Martin fik det hele op til overfladen, hvor det almindeligvis ikke befinder sig mere, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan det kunne have været, hvis hun havde fået lov til at forsøge at få et liv…
0
Jeg kan ikke sige andet end: Min mave gør knuder og min hjerne summer. Mange tanker til dig, Helle, selvom jeg ikke kender dig. Det må være den største sorg af alle, ikke blot at se sit eget barn dø men selv være tungen på vægtskålen…
Bettina: Tak – ja det var svært og er stadig svært indimellem. 🙂
Kæreste Helle. Det var godt, du skrev det indlæg, det må du ikke være i tvivl om. Det er godt for dig – det er godt for os andre at få indsigt i andres liv. For nogle gange tror vi, det kun er os selv, der har haft sorger. Og det er jo ikke rigtigt. Jeg har også en gammel “historie”, som blev levende igen, da jeg så udsendelsen om Martin. Jeg har bare ikke kræfterne til at skrive om den endnu. Det kunne du – og det er flot.
Det er en barsk oplevelse, du har været igennem. Du tog den afgørelse, som desværre måtte tages. Den afgørelse skal du leve med, og du skal leve afklaret med den, fordi det var den rigtige. Det ved du også godt selv inderst inde – men den lille snert af tvivl og dårlig samvittighed, der altid vil gnave, den vil ingen kunne tage fra dig. For sådan er det at være moderen.
Jeg sender dig et stort knus.
Johanne: Det var dejligt, at du læste mit indlæg. Det var godt, at du gav mig nogle kommentarer, som jeg kan bruge – jeg gemmer dem, og håber, at de er der, når jeg igen har brug for dem. Det er smukt sagt, at det at være moderen, det vil give mig ekstra sorg – for det er jo sådan det er. Tak for dine tanker om det svære. 🙂
Ved jo slet ikke hvad jeg skal sige, Helle – det må simpelthen være den sværeste beslutning at blive tvunget til at tage.
Knus herfra…
Pernille: Bare det at du har læst og gidet skrive en kommentar, det er godt. Tak for det. 🙂
Kære Helle, hvor er det et gribende indlæg som giver et rigtig godt indblik i den svære situation i blev sat i. Jeg ved ikke om I traf den rigtige beslutning, det tror jeg aldrig man bliver, men det var den eneste beslutning I kunne træffe på baggrund af de oplysninger I fik. Som Johanne siger, så vil det altid være svært at være moderen, der har mistet.
Kagekone: Som mor vil jeg nok altid være i tvivl, men jeg har også sagt til mig selv, at vi traf beslutnignen med de forudsætninger vi havde – og det har været godt nok, men engang imellem som efter programmet igår, så kommer det hele op til overfladen igen.
Man træffer de beslutninger man nu engang kan i den situation man står i og med de ressourcer der er til rådighed.
Sådan er det, men det gør det hverken let eller enkelt; tunge beslutninger vil følge os, de meget tunge måske længere end andet, men ganske små og “uskyldige” beslutninger kan også være en følgesvend i mange år derefter.
Jeg har endnu aldrig måtte ta’ beslutninger af den karakter, Helle, og jeg vil tillade mig at sige, at jeg håber på, at det heller aldrig kommer til at ske, men livets vej er snoet og bumlet og også uforudsigelig, men de fleste af os, også du, gør alt vi kan for at styre rigtigt og forsvarligt, og det gjorde i sikkert også den svære dag for snart mange år siden.
Jeg sender bløde strøg til din kind, et kærligt blik og masser af varme tanker…
Anne: Jeg troede, at jeg var helt afklaret med min/vores beslutning, men som jeg skrev, så skal der nogle gange ikke så meget til at det hele kommer væltende. Det har nok også noget at gøre med alle de ting, som har rodet rundt i mit hovede og mit liv igennem et stykke tid.
Jeg håber, at du aldrig kommer til at stå i så svær en situation, men man lærer også af det – at livet ikke er en selvfølge, at det ender en dag – der er så mange tanker man får tænkt – vi fik dem så allerede serveret, da vi var temmelig unge.
Tak – jeg griber med glæde…
Som Anne skriver, har i taget en stor og nærmest umulig beslutning, ud fra de oplysninger i fik og havde at gå ud fra. I mine øjne, under et umenneskeligt pres og ikke særlig meget luft til at tænke.
Det må du ikke bebrejde dig selv idag 🙂 at det giver tunge tanker, det forstår jeg! selv har jeg heller ikke måtte træffe så svære beslutninger… så jeg kan kun forsøge at sætte mig ind i dine tanker og følelser!
Varme tanker herfra mig 🙂
Sådan en voldsom oplevelse vil vel altid bo i dig som en smerte – et hvis nu …..?.
Det kan jeg sagtens sætte mig ind i. Og jeg kom til at tænke på …..har du nogensinde taget det op med en terapeut? Du behøver ikke svare på det – bare en tanke.
Knus fra mig 🙂
også knus fra mig, Helle, det er umenneskeligt at skulle tage den beslutning, og at du kommer til at tænke over det en gang imellem, synes jeg er helt naturligt.
Tina: Tak for dine tanker og overvejelser, det varmer. 🙂
Ella: Sådan er det og jeg lever med det. Jeg vil gerne svare, jeg har talt med en psykolog i efteråret, hun mente, at jeg havde bearbejdet det på den måde hun ville ha’ rådet mig til, hvis jeg havde spurgt dengang… men det er klart, at der altid vil sidde en “hvad nu hvis” inden i.
Lene: Tak – du har ret, at være menneske betyder også, at der er nogle svære ting i bagagen, sådan skal det være.
Alle knus,kram og tanker har varmet meget – tak skal I ha. 🙂
Hvilken urimelig beslutning at skulle tage under meget svære omstændigheder. Jeg tror, at sådanne beslutninger altid vil dukke frem engang i mellem og igen sætte tanker igang. Det mest urimellige i verden må være at miste et barn. Knus fra mig.
Du skal bare vide jeg gerne ville stryge din kind, det må have været så svært og stort et pres for jer.
Jette: Ja det synes jeg også, idag ville jeg (måske) ha’ bedt om en bisidder eller en tænkepause, men vi var så unge og så var vi skudt ned lige midt i den største lykke. Tak skal du ha’
Ulla: Tak – ja det var det.
Kæreste Helle!
Det er en forfærdelig barsk historie du har delt med os andre her i blogverden.
Den stiller også spørgsmål om retten til at leve og hvilke betingelser der er for et liv.
Jeg kan forstå at du blev presset til at sige ja til at de ikke skulle behandle jeres nyfødte datter. Du har ret i at det er en svær beslutning. Du er modig og stærk, at du fortæller den og det er et vigtigt at du gør det.
Den skal ud, når den presser sig på hos dig. Du fortjener et ordentlig kram fra mig. Tak fordi du turde!
Billedmager: Jeg overvejer at skrive lidt om mine overvejelser om retten til et liv, der var mange i forbindelse med mine senere graviditeter. Tak for dit kram, det varmede. 🙂