Igår var 4. gang i copinggruppen. Vi er altså halvvejs nu. Jeg kan sige med sikkerhed i stemmen, at jeg (langt om længe) tror på projektet. I starten havde jeg det jo “meget godt”. Jeg har aldrig været deprimeret, men bare meget ked af min situation. Efter de første gange syntes jeg egentlig, at jeg fik det værre og værre, nu kan jeg se, at vi har indkredset “det som skulle bores i”. I sidste uge havde jeg en følelse af, at jeg var ved at gå i stykker, at jeg ville falde helt fra hinanden, hvis jeg ikke kæmpede for at holde sammen på mig selv. Jeg overvejde en kort overgang, om jeg ikke kunne finde på et eller andet, så jeg kunne stoppe, hvis jeg skulle få det værre, så kunne jeg slet ikke se, hvordan jeg skulle få mig selv sat sammen til et stykke igen.
Jeg har siden vi startede døjet med nogle slemme mareridt, i sidste uge fortalte psykoterapeuten, at jeg/vi/man kan forsøge at tyde sine drømme, det er ikke personerne og handlingen som er væsentlig, men de følelser som drømmen kredser om. I lørdags havde jeg igen mareridt, som jeg forsøgte at tyde, og man må sige, at der gik et lys op for mig, mit kerneproblem eller et af dem er, at jeg føler stor skyld overfor min mand, både fordi jeg er blevet syg og fordi det påvirker vores fælles liv så meget. I søndags tudede jeg det meste af dagen, uden vi kom nærmere problemet, vi skændtes og det var meget skidt, både stemningen og humøret. I mandags fik jeg et mindre sammenbrud og vi fik snakket tingene igennem. Jeg fik sagt højt, at jeg er ked af at jeg er blevet syg, at det ikke er med vilje og lignende ting. Håndværkeren fik til gengæld sagt, at han aldrig har ment, at jeg har skylden, eller har gjort det med vilje o.s.v. Vi snakkede i 2 timer, ikke om mig og min sygdom, men om alle de ting, som vi hver især har spekuleret på og ikke har kunnet få snakket om. Siden har jeg og resten af familien haft et helt andet liv. Man kan sige, at det ikke har nogen betydning for mine smerter, de er der stadig og med samme intensitet, men jeg har fået mere overskud til at håndtere situationen.
En ting jeg kan nævne er, at jeg idag har tænkt på at gøre et eller andet fjollet – mit fjollegen har ellers ligget i dvale i meget lang tid. Jeg kunne måske sende en små-fræk-sød sms til håndværkeren og han er så meget modstander af sms’er, at han måske skulle have en til at hjælpe med at åbne den – ha det ville jeg grine meget af…. fx teksten “kys fra din kone” som ville blive læst højt på arbejdspladsen – i denne uge er det et nyt motionscenter i Aalborg, så der går nok mange håndværekere rundt derude. Det tror jeg da lige, at jeg vil gøre.
0
Hej Helle!
Tillykke med dine erfaringer. Jeg synes at det er en god ide med dine smser.
Jeg tror, at de parforhold som ikke holder, der har partmerne glemt, hvorfor de er sammen.
Jeg giver i mit eget forhold udtryk for mine følelser overfor ham. Af og til taler vi også det der er svært i øjeblikket; når ens søster ikke vil være sammen med en i julen eller de gamle har brug for omsorg. Jeg tror at det er vigtigt at arbejde for at kærligheden er og det giver tryghed for en også kan man slappe af.
Overskriften gør mig så glad, Helle, det er vel nok dejligt for dig, at det har vendt. Ha en god dag
Afsted med den sms.
Håndværkeren blev ikke hos dig – hvis ikke det er fordi han elsker dig – i medgang og modgang.
Sygdom er en del – ja men det er ikke hele dig. Jeg forstår 100% din skyldfølelse, men familien føler det ikke på den måde…. Prøv at tænk omvendt at håndværkeren havde sukkersyge og han følte skyld fordi familien skulle omlægge kosten. Ville du føle det som et problem? Næppe – du ville sige, at det tager vi da bare med – det vigtigste er at vi har hinanden.
Har du tænkt på at du på trods af din sygdom måske bidrager til familien med helt andre kvaliteter, som du ikke kunne bidrage med hvis du ikke var blevet syg? Du ser din sygdom som en livforringelse – ja måske fysisk, men måske kan det også være en livsforbering for dig og familien…
Prøv at vend din skyld 180 grader – til noget positivt….. det tager tid…
Jeg har gjort det i forhold til vores handicappede søn – hvor jeg de første år følte skyld og at vi ikke kunne det samme som andre familier – jeg følte vores liv som en deroute.
I dag tænker jeg – det var godt vi fik ham – vi fik andre kvaliteter ind i livet – vi er stadigvæk sammen som familie…. han har samlet os og gjort at vi tænker på en anden måde en almindelige familier.
Gu er det stadigvæk surt – ikke at være som de andre, men omvendt så nyder vi at udnytte det potentiale vi har – vi lever mere intens.
Sådan Helle – tror jeg du er på vej – for du er en stærk kvinde – med humor – og med humor når man langt.
Og når du fjollegenet er kommet tilbage (skønt) så er det i byen og købe den mest farvestrålende bluse du kan finde – tag den på og se en forandring. Gu kan du – jeg tror på dig 🙂
Billedmager: kærlighed er alt! Det er hårdt, når tingene kører skævt med familien – måske især en søster.
Lene: Tak skal du ha’ jeg nyder også, at jeg kan trække vejret mere frit – og at det hele går den rigtige vej igen.
Marianne: Jeg har sendt en sms, men han har ikke svaret endnu – datteren siger, at han nægter at svare på sms’er, men jeg har tænkt mig, at forhøre mig, når han kommer hjem. Du har ret, han elsker mig, det ved jeg faktisk godt, når jeg tænker mig om. Jeg har egentlig i mange år været overbevist om, at vi skal være sammen altid – på trods af kriser og hvad der ellers kan ramme.
Jeg vil forsøge, at tænke på, at jeg måske kan give familien noget andet nu, det er meget klogt sagt.
Du lyder som en meget stærk kvinde, som har kunnet tackle den svære situation det må være, at få et handicappet barn.
Jeg har selv haft nogle tanker om det, fordi vores første datter var født med rygmarvsbrok, hun døde, da hun var 4 dage gammel, derfor fik vi tilbudt fostervandsprøve – jeg sagde ja første gang, men aldrig igen, jeg havde så svært med tanken om, at jeg måske skulle vælge til og fra. Da jeg skulle have drengene, var jeg fast besluttet på at skulle have barnet uanset hvad.
Tak for din tro, det er dejligt, at der helt ovre på Ama’r sidder en stærk kvinde og tænker og tror på mig. 🙂
Selvfølgelig tænker jeg på dig – der er plads….. og jeg tror bare jeg er som kvinder er i gennemsnit, men kan meget når man skal….
Jeg er glad for at jeg ikke efter sønniken har skulle overveje fostervandsprøver….. Jeg syntes jo eksempelvis det er tusind gange værre at have et barn med autisme end et handicppet barn – og autisme kan man ikke teste for – uhhhhhhhh den er svær, men omvendt jeg ønsker ikke min datter i den situation som jeg har været i…
Vil du høre en hemmelighed?
Min husbond kan heller ikke finde ud af at besvarer sms´er
Tak for at du delte…
Jeg glemte at fortælle, at håndværkeren ikke havde læst sms’en, men ældste fik åbnet mobilen og læste den højt, han smilte og blev glad, kunne jeg se 🙂 det var jo fint – bedre end at blive lidt til grin.
Dejligt at læse, at det går fremad og at fjollegenet kommer frem igen.
Godt der ikke skete noget med dig igår (eller andre).
Mvh.
Mariann
Hvor er det dog dejlig læsning Helle 🙂 Jeg er oprigtigt glad for at det nu begynder at gå i den rigtige retning. Her kan lækkermanden heller ikke fordrage at sms’s, men gør det dog til nøds og det tager så en evighed for et par enkelte ord 😆
Mariann: Jeg glæder mig også, kan du tro. Ja, jeg er meget taknemmelig…men der sidder stadig en smule i kroppen, men det er ikke så galt længere.
Catarina: Ja 😀 jeg er også glad – alle er glade for den nye mor og den nye stemning.
Håndværkeren hader, at han skal være tilrådighed hele tiden, hvis det er vigtigt kan folk ringe, eller vente til de ser ham. Han nægter simpelthen at lære det…godt at der er flere som er næsten lige så “dumme” til det der sms – jeg er nu heller ikke en haj, man kan ikke være sikker på, at jeg får læst mine sms’er indenfor denne dag eller næste efter den er sendt 😉
Helle , jeg føler med dig. Jeg har selv den forbandede skyldfølelse. Ved også godt, det ikke er min skyld, at jeg blev syg, men….. var der ikke et eller andet, som jeg kunne ha’ gjort anderledes….
Det er godt, at I har fået sagt de ting, som har tynget. Det har vi vist ikke endnu. Må da vist igang, men manden min er ikke den “store snakker”, og alt det der føleri, det kan han da slet ikke. Og iøvrigt sms’er han lige så godt som jeg flyver en jumbojet, ha ha og det er SLET IKKE.
Helle: nogle gange tvivler man lidt på, at det bliver bedre, men som regel finder man ud af det – jeg håber også, at I finder ud af det, det gør det hele meget bedre…også uden sms’er 🙂