Fru Nielsens Hverdag header image 2

Noget om bøger.

Skrevet fredag d. 12. marts 2010 kl. 08:40 og gemt i: [bøger, fru Nielsens Hverdag]

Igår hentede jeg Lars Keplers “Hypnotisøren” på biblioteket.

Den har jeg glædet mig til at komme igang med.
Jeg fik læst de første 50 sider iaftes, og det tegner rigtig godt.
Handlingen er jeg ikke kommet så langt i, men sproget tiltaler mig.

Jeg tænkte lidt mere på bøger, inden jeg faldt i søvn.

For et par uger siden læste jeg “Postkortmordene” af Liza Marklund og James Patterson.

Den bog var simpelthen noget af det værste, jeg har læst i meget lang tid.

De to bøger fik mig til at tænke lidt over, hvad jeg sætter pris på i en bog.

I “Postkortmordene” skal en person fra A til B, dette beskrives i en eller to linier “Pers. A sætter sig i sin bil og kører til B” slut og ikke mere.

I “Hyponotisøren” fylder turen fra A til B måske ½ eller 1 hel side.
Personens tanker beskrives, duften i bilen, følelsen af at sidde på sædet, hvordan bilen lyder, hvad der sker udenfor bilen, hvordan husene ser ud, hvem der går på gaden, himlen, lydene, vejret o.s.v. – o.s.v.

Når man har læst den bog, så føles det lidt som om man selv har oplevet det, simpelthen fordi det er beskrevet i mindste detalje.

Jeg synes, at “Postkortmordene” er lidt som et regnehæfte med mange resultater, man mangler alle mellemregningerne. Det interessante er sådan set ikke, at personen er kørt fra A til B, men alt det andet, som får en til at forstå “hvorfor”.

Det er min helt private mening om sproget i de to bøger. 🙂

Jeg kunne læse hele dagen, men det vil jeg ikke. Hvis jeg gør det, så bliver jeg alt for hurtig færdig med bogen… den skal nydes 🙂 Det betyder, at jeg kun læser lidt hver aften – det er virkelig selvbeherskelse hva’? 😉

0

······



13 kommentarer ↓

  • Fru E

    Jeg er helt enig med dig. Vil også have alle detaljer, så jeg næsten føler jeg er med i bogen. Vil gerne kunne både forestille mig situationer, fornemme dufte og lyde.

    God weekend.

  • Catarina

    Jeg kan kun tilslutte mig – jeg vil også gerne have det hele med så bogen virkelig går “under huden” på mig. 🙂

  • Anette

    Jeg er også helt enig. Uden detaljerne er der ikke noget ved handlingen 😉

  • johanne

    Kære Helle.
    Sidder denne morgen og læser lidt blogge :-). Kan ikke lade være med at give udtryk for, at jeg er helt enig med dig.

    Jeg har lige læst “postkortmorderne” og tænkte: – Nå!
    Bogen er intetsigende… så jeg tænkte ved mig selv, at jeg aldrig mere ville læse krimiromaner!
    Men nu tør jeg da godt gå i gang med “hypnotisøren”, tror endda at jeg køber den, da der er lang ventetid på biblioteket.
    Derfor tak for dit indlæg og god weekend 🙂
    Kh. Johanne.

  • Helle K.

    Tak til jer alle – og Johanne – jeg er glad for, at du har lyst til at læse flere af de gode 🙂

  • A-G

    Har du – ja, det har du vel, læst den der hedder: Forelskede sig i et mareridt af L.M.
    Den synes jeg var spændende !!

  • Helle K.

    AG: Ja den har jeg (selvfølgelig) læst 😉

  • Betina Carlsen

    Den slags besynderlig evne til mådehold kan jeg slet ikke presse ned i min krop 🙂
    Men ville ønske jeg kunne, fordi man udskyder den triste følelse af tomhed der kommer hver gang man har afsluttet en bog.
    Til trods for mine 44 år så kan jeg stadig ligge vågen en hel nat i det dårligste lys(for ikke at forstyrre min elskedes nattesøvn) for liiige at læse en side mere..og en side mere…og…
    Rigtig god fornøjelse.

  • Helle K.

    Betina: Det lyder værre end det er 🙂 Hvis det var så slemt, så lod jeg vel være 😉 Tak det er jeg sikker på, at det bliver. 🙂

  • Stine

    Jeg er helt enig med dig. Læste postkortmorderne da jeg var på ferie – og hold op jeg blev skuffet. Dels var sproget ringe – men jeg gættede også hvem morderen var halvvejs igennem og så var der bare ingen formildende omstændigheder når der ikke engang var kræset om sprog og miljø. Spild af papir…

    Hypnotisøren var en god oplevelse – men jeg vil slet ikke sammenligne med Stieg Larssons trilogi. Den var ikke hæsblæsende på samme måde, men til gengæld kunne jeg rigtig godt lide sproget. Jeg hørte den som lydbog i bilen – og indlæseren gjorde det rigtig godt. Han sagde som introduktion til bogen, at det er vigtigt at oplæseren er anonym og ikke “adopterer” bogen. Det har han helt ret i – og jeg synes faktisk det lykkedes for ham 🙂

    Fortsat god læselyst 🙂

  • Helle K.

    Stine: Det var godt sagt, at ham indlæseren – jeg har ofte et problem med lydbøger, fordi jeg ikke kan holde oplæseren ud 🙂 Tak jeg glæder mig til iaften 🙂

  • Sister Bonde

    Så gik det godt nok alligevel hurtigt – så kvikt havde det danske postvæsen ikke været 😀

    Kunne ikke drømme om at læse postkortmordene – den fik total dårlig kritik da den kom frem. Som om at der bare skulle tjenes penge – på ingenting.

  • Donald

    Det har du da ret i, det er vejen til facit som er interessant.

    Må jeg have lov at anbefale Arnaldur Indriðason? Desværre er alle hans bøger endnu ikke oversat til Dansk, men de, der er er uhyggelige, realistiske (næsten for meget!) og dog optimistiske. En anden af Indriðason er for væmmelig: Tavs som graven (men selv den slutter i en optimistisk tone).

    Jeg kunne ikke skrive en fuld synopsis af manden i søen, men har fundet en på litteratursiden:

    På grund af et jordskælv falder vandstanden i den store sø Kleifarvatn, og en dag dukker et skelet op. Der er meget, der tyder på en forbrydelse, for der er et stort hul i kraniet, og der er viklet noget tungt rundt om skelettet.

    Erlandur Sveinsson er den, der tager sig af forsvundne personer, han bliver tilkaldt sammen med sine kolleger. Hvem er den døde, og er der tale om selvmord?

    Nu begynder et langt og sejt opklaringsarbejde, og efterhånden bliver der skabt forbindelser til en gruppe af unge og idealistiske islandske kommunister, som studerede i Østtyskland i 1950’erne.

    Samtidig med at vi følger politiets opklaringsarbejde, får vi fortalt en af de unge islændinges historie fra 1950’erne og frem til i dag, og efterhånden smelter de to historier helt sammen.

    Det er ikke tale om den helt store dramatik, men alligevel holder forfatteren læseren i et fast greb. Plottet er gennemført, spændingen stiger igennem romanen, og den afsluttende konfrontation er helt formidabel.