Iaftes var jeg til konfirmandgudstjeneste med efterfølgende forældremøde i kirken.
Vi fik besked på, at konfirmanderne skulle aflevere en seddel, hvor alle de gange de har været til gudstjeneste (mindst 10) skulle noteres med dato, navn på præst og sted… derefter skulle de unge skrive under på sedlen – og endelig skulle forældrene skrive under.

“Det vil jeg ikke” måtte jeg svare… Hvorfor?

Hvis mit barn/mine børn siger at de har gjort noget, så må man tro på det – hvorfor møde dem med mistro?
Mine argumenter var heldigvis så overbevisende, at jeg fik lov til at slippe… 😉

Min indstilling til andre mennesker (mand, børn og fremmede børn og voksne) er ikke mistro, men tillid.
Det betyder ikke, at jeg aldrig er blevet snydt og bedraget, men det har altså ikke ændret min grundlæggende tillid til andre mennesker – og sådan vil jeg gerne fortsætte med at se på det.

Jeg HADER kontrol – både kontrol af hvad jeg siger og gør og jeg kunne ikke selv drømme om at udøve kontrol mod andre – jeg sender ALDRIG sms’er for at spørge: “Hvor er du?” eller “Hvad laver du?” og hvis en eller anden skulle forsøge at sende den slags til mig, så ville jeg spy ild ud af ørerne.

Jeg ved, at den slags kontrol findes – ældste har flere gange fortalt om mødre (især mødre) som sendte sms’er til børnene (især pigerne) i tide og utide – eller vokse mennesker (igen er det især kvinder) som fnidrer om andre (isæt andre kvinder) og hvad de gør, siger og foretager sig … øv siger jeg bare.

Nå jeg vil ikke hidse mig yderlige op … men du kan godt høre, at det er en af mine kæpheste 🙂