Normalt har mine børn ikke fået lov til at ridse beskeder i møblerne, meeen der er dog en enkelt undtagelse – selv om hun ikke bad om lov 🙂
For 10 år siden (jeg skifter ikke møbler hver dag) opdagede vi, at ældste havde ridset sit navn i sargen på sofabordet. Et meget diskret sted, men det falder alligevel i øjnene, når man sidder ved bordet, så vi opdagede det lige med det samme.
Vi drillede hende meget med, at hvis man skal lave grafitti eller ridse i møblerne, så skal man ikke skrive sit eget navn 😉
Jeg har aldrig forsøgt at fjerne ridserne, de skal være der – bordet ville miste sin værdi uden de ridser. 🙂
0
De gange jeg har taget mine børn i at ridse i møbler eller skrive på væggen med sprittush, har de også altid skrevet deres navn… Det er jo lidt sjovt og lidt svært at blive rigtig sur 🙂
Man selvfølgelig må de ikke!
Det er en sød historie, Helle – og selvfølgelig skal hendes navn stå dér …
Mon det forresten er en ubændig trang hos børn? Jeg husker ikke selv at have gjort det, men fandt for nyligt et gammelt syskrin, hvor jeg skævt og omhyggeligt og med meget varierende størrelse bogstaver, har printet hele mit fornavn med bindestreg (hvoraf sidste halvdel iøvrigt er fælles med din Ældste endda med h, så det er ikke noget helt kort navn) – og så tilføjet “7 år”, hvilket nok har været meget vigtigt at få med!
Mine egne unger skrev med blyant, indvendigt på skabslåger. Det er knapt så varigt, men egentlig meget “hensynfuldt”, når man tænker over det 🙂
He he he – jeg elsker graffiti. Hun skal nok blive til noget stort, den unge dame. 🙂
Jeg husker, at jeg som barn talte stregerne i tapetet og skrev numre på – for at huske hvor langt jeg var kommet 😉
Jeg har også gamle børnebøger, hvor jeg har tegnet i …
Hihi, graffiti i sofabordet, det var modigt gjort 🙂 Det minder mig om min far – han fik en lille sav i julegave, da han var 5 år, og begyndte straks at save i sine forældres sofabord ;O)
Madame: sjov historie med saven 🙂 og modig – hun kendte nok sin mor 🙂
Selvfølgelig skal ridserne være der 😛
Nåå en sød historie – og selvfølgelig skal de blive der, de er noget ganske særligt. 🙂
Anette og Catarina: … og de biver der, kan I tro 🙂
Ha ha, kender det. Hvis vi kigger under vores sofaborde, er der tegninger, lavet af børnene, da de var små.