Igår blev jeg en oplevelse rigere 🙂
Ella skulle hænge sine malerier op på Smertecentret – hun inviterede mig med – altså sådan med et billede på væggen ved siden af hendes.
Det er vildt grænseoverskridende, selvom jeg har vist billedet på bloggen og hele verden i princippet kan se med, så er det noget helt, helt andet at se det hænge der… og skulle blive der når jeg går hjem.
Det er sødt af hende, at jeg sådan må prøve – så tør jeg måske engang selv, når jeg altså får styr på alle teknikkerne.
Jeg har aldrig før været med til en ophænging, så jeg havde egentlig ikke nogen forestilling hvordan man gør den slags.
Jeg havde vel tænkt, at hun lige tog ud og hængte sine billeder op – sådan i løbet af ½ time… men sådan foregår det jo slet ikke.
Det er et kæmpearbejde.
Malerierne skal gøres klar til ophænging, transporteres derhen, bæres op, placeres det rigtige sted, der skal bindes snore i, snore i den rigtige længde, bindes fast til dimsen i skinnen, der skal sættes små sedler op med oplysninger om malerierne, der skal måske priser på o.s.v.
Samtidig er sådan nogle store malerier nogle rigtigt tunge basser – det kræver sin kvinde og gerne hjælp af en stærk mand, at få alle malerierne på plads.
Jeg har tidligere set et af Ellas malerier hos Liselotte, men kun sådan i forbifarten.
Igår fik jeg set nærmere på hendes malerier – og hun er knaldhamrende dygtig.
Fotografier yder dem slet ikke retfærdighed, de er endnu smukkere i virkeligheden, så hvis du får lejlighed til det, så gå ind og se dem i virkeligheden. 🙂 Selv min håndværker, som ikke går så meget op i den slags, var solgt til Ellas kunnen. Når han siger: “De er godt nok gode” er det virkelig en ros, der kan regnes med 😉
Tak til Ella for et par udbytterige timer.
Hej Helle. Det må jeg ind og se ! Ved bare ikke lige hvor smerteklinikken har til huse. Måske du lige kunne fortælle hvor “Jeres børn” holder ferie.
Fortsat god regnvejrsdag….
jeg er stolt af dig, helle.
Kære Helle
Tusinde tak for de smukke ord – sikke en glæde at læse 🙂
Jeg husker godt fornemmelsen første gang man hænger et billede op ude på en udstilling. Det er som at hænge sin sjæl til skue. Du ved godt at dit billede fremkalder kuldegysninger hos mig, hver gang jeg ser det – det illustrerer smerte! Det er så sejt at du turde overvinde denne hurdle – næste gang har du til en hel udstilling. Teknikken snakker vi om.
Og tusinde, tusinde tak for de smukke blomster, det er en utrolig dejlig gestus – kuldegysninger igen, denne gang af glæde 🙂
Hvor ville jeg ønske at vi på “mit” biblo…udstillede andet end lokale kunstnere…jeg tror lige jeg vil arbejde på en udvidelse af vores kunstudstillinger…og så laver vi lige et blogmødekunstophængningstræf…dadaeeee…lyder det ikke ok?
Helle: Nybrogade 16, 3. sal. – tak men nu er regnen vist ovre 🙂
Kirsten: Tak – det var sødt sagt 🙂
Ella: Selv tak 🙂 Fordi du havde fortjent dem 😉
Anne: Du må bearbejde dem lidt – vi er parate til et blogmødekunstophængningstræf – på stående fod 🙂
hej Helle !
hvor fedt…..glæder mig virkelig over at du maler…troede lige i strten at du måske var gået i stå og ikke havde lyst sådan mere…..men dejligt at få noget hængt op…man kommer også til at se billederne mere udefra, når man ser dem hænge et fremmed sted….dejligt…
Godt…jeg bearbejder 😀
Anita: Jeg går ogte i stå, når mit overskud er væk – hvis jeg er træt og småstresset, så kan jeg ikke male … jeg mangler også nogle teknikker og sådan det grundlæggende, så indimellem kæmper jeg med det. Jeg overvejer et kursus – og så har Ella lovet, at hun vil give mig et par værktøjer, som jeg kan bruge i det videre forløb 🙂
Anne: 🙂
Det er et meget smukt billede, du har taget! Hvor er det ærgerligt, at der er så langt til Nordjylland – det ville jeg gerne opleve med egne øjne.
Wauw hvor er det bare sejt. Nu er problemet bare at jeg lige nu sidder med en vild trang til at køre op og se alle billederne live. Måske jeg en af dagene skal smutte til Ålborg. 🙂