Fru Nielsens Hverdag header image 2

Sort snak

Skrevet tirsdag d. 6. december 2016 kl. 08:48 og gemt i: [politik]

Hvis man ser bort fra, hvad Thyra Frank sagde, er det så ikke meget befriende at have en minister, som rent faktisk kan tages med bukserne nede, som ikke aner hvad hun taler om og som må tænke sig om (!!) og lede efter ordene?

Som regel skal en minister trykkes lidt på maven, før han går i selvsving og skvaldrer ord af sig, vel at mærke retorikvolapyk, udenadslære fra sidste update hos en af de kreative unge mænd – retorikerne – slipsedrengene, kald dem hvad du vil. De udenadslærte sætninger skal være fyldt med lange fremmedord og måske et enkelt selvopfundet (så vi tænker, ihhh hvor er han fremme i skoene og med på beatet), han tror helt sikkert, at vi er så dumme, at vi alligevel ikke forstår, hvad han siger – eller i det mindste ikke tør spørge, hvad han mener, for ikke at virke som en flok uvidende jyder i fladbundede træsko.

Hvis en journalist vover at stille sit spørgsmål igen, fordi ordene kun er ord og ikke har nogen mening, så starter udenadslæresætningen bare forfra, – hele smøren – ordret.

Det dumme er, at vi lader dem slippe af sted med det.

4

···



5 kommentarer ↓