Morgenhimlen fik mig hurtigt ud af døren – med kamera og hund under armen.
Jeg havde planlagt, at den solopgang måtte kunne bruges til noget fornuftigt – som et billede med “noget” i forgrunden.
Ret hurtigt besluttede jeg at en majsmark måtte være målet og emnet.

Men sikke et døje med min hund  min kylling – jeg får pip 😉

Emma er en pivskid. Så da jeg forcerede et læbælte for at komme ind på bondemandens majsmark, blev hun pylret. Hun hader alt nyt og anderledes og der plejer vi ikke at gå vel … så hun løb febrilsk frem og tilbage, samtidig forsøgte hun at bryde tilbage gennem læbæltet for at komme tilbage på vores sædvanlige spor, det betød at hun snoede sig rundt om et lille træ flere gange.
Kunne jeg så ikke bare slippe hende, mens jeg tager billeder? Nej for så løber hun hjem.
Når vi går ud på tur, går det fint selvom hun løber uden snor, men så snart vi vender næsen hjemad – eller hun fornemmer, at nu er vi på vej hjem, så løber hun. Hun stopper, hvis jeg kalder, men kun lige indtil hun kan mærke, at min opmærksomhed er væk, så løber hun hurtigere og hurtigere igen.
En dag var hun med drengene i Fakta, det lykkedes hende at trække hovedet ud af snoren og væk var hun. Da de kom hjem sad hun udenfor havelågen og ville ind.
Nå det er min hund og mit problem.