Nu er der kommet gang i alle arbejderne i tuen. Igår var der et mylder af flittige arbejdermyrer – det er utroligt, som de kan samarbejde og finde ud af at gå i samme retning.
Jeg bliver meget ked af det og rigtig gal, når jeg ser, at der er mennesker, som ødelægger en myretue. I flere af de tuer jeg så igår, var der stukket pinde ned i – der var rodet rundt og trampet. Jeg håber, at det er børn – men hvorfor fa’n har forældrene ikke lært dem, at vise hensyn over for alle levende væsner? Hvis mine unger gjorde dyr fortræd, så ville jeg blive så rasende, uanset om det er små myrer eller større dyr.
Om forældrene har fortalt børnene, at man skal respektere livet, ved jeg ikke. Jeg vælger med vilje ordet fortalt og ikke lært.
Jeg har en grim barndomserindring: Min mor havde fortalt mig (og ville helt klart mene: lært mig), at man altid skal være god ved dyr. Jeg havde meget stor respekt for hende… hendes ord var nærmest lov, og for øvrigt var jeg meget glad for alle dyr, selv edderkopper.
Alligevel skete det.
M og jeg fandt en tudse, resten overlader jeg til læserens forestillingsevne.
Mon ikke mange læsere har haft en paralleloplevelse???
Erfarer man, at slige overgreb finder stede, er det selvfølgelig indlysende, at som påvirker skal man gøre alt for at hindre gentagelser.
Rimkoger: Måske er det en drengeting – jeg har aldrig så meget som tænkt på at gøre noget som helst ved et dyr 🙂
Jeg havde en kollega engang, som fortalte glædesstrålende, at hendes søn kunne rive vingerne af fluer og sætte ild til dem, det så sjov ud – jeg tændte fuldstændig af – og lovede, at hvis jeg oplevede det, så ville han få sit livs skideballe.
Jeg kan huske at jeg som barn elskede at rode rundt i muretuerne… Jeg er heldigvis blevet klogere og lære selv mine børn at respekterer alt levende
Bambi: Vi skal lære så længe vi lever 🙂