Igår var 5. gang vi var samlede til copingforløbet på Tværfagligt Smertecenter, vi er altså over halvt færdig. Da jeg startede, havde jeg en forventning om, at jeg ville være lyttende, men egentlig ikke en forventning om, at jeg ville få så stort et udbytte, som jeg allerede har fået nu. Jeg har jo været hos en psykolog for få måneder siden, hun konstaterede, at jeg ikke var deprimeret eller havde andre psykiske problemer, men jeg var selv helt klar over, at jeg ikke var “Helle som hun var engang”. Jeg havde en generel ked-af-det-følelse inden i, og hele familien havde det svært generelt – jeg havde vist en formodning om, at det var alle udenomsproblemerne, som påvirkede mig/os, men er senere blevet klogere.
De første gange snakkede vi frit og fortalte løst og fast om vores situation, uden særlig meget indblanding af terapeuten og psykologen, engang imellem stillede de et spørgsmål eller kom med en kommentar, dengang tænkte jeg, hvad skal jeg bruge det her til? jeg ville gerne have lidt mere handling og redskaber, jeg har altid handlet i stedet for at betragte i mange forskellige situationer. Efterhånden fik jeg mange mareridt – jeg plejer aldrig at drømme hverken godt eller skidt, nok mest fordi jeg sover meget dårligt p.g.a. smerter, men nu væltede de onde drømme ind over mig. Terapeuten fortalte – som jeg skrev i sidste uge, at det er vigtigt at se på de følelser drømmen arbejder med og med den viden, fandt jeg ud af, at jeg havde store problemer med skyld. Da jeg fik den følelse frem og vi fik snakket sammen, ja så løste det op for alt det andet… de økonomiske overvejelser, overvejelser m.h.t. hvor vi skal bo og om vi kan sælge huset ja de er der stadig, men de har fået en anden plads – de er blevet en sekundær ting “som vi nok skal finde ud af”, men fylder ikke længere alt for meget. Tænk at sindet er sådan en underlig størrelse…
Jeg har altid sagt, at jeg hellere ville være ked af det i en Audi end glad i en folkevogn, men efter dette forløb, må jeg nok revidere min opfattelse, alle de materielle ting betyder ingenting, det er sindet og “det inden i hovedet”, som afgør hvordan hele livet er. Jeg har ikke været ulykkelig hele livet, langt fra, men da jeg blev syg, og alt var ved at bryde sammen, da kunne jeg jo ikke længere undgå, at skulle forholde mig til nogle ting, som jeg ikke tidligere har beskæftiget mig med – jeg kunne ikke længere bare være glad og køre videre ud af “livets landevej”, men måtte (jeg kunne ikke andet) stå lidt af og se på det hele udefra. Jeg har altid været ukuelig optimist, set muligheder i stedet for begrænsninger, opgaver som skulle løses i stedet for problemer, men lige pludselig var min evne til at handle og min uudtømmelige energi væk – og hvad så? Hvad skulle træde i stedet? Hvordan finder en stærk person ud af at være svag? Hvordan siger man “nej”? Hvordan be’r man om hjælp?
Dette var nogle af de betragninger, jeg har haft og stadig har. Jeg tror langtfra, at det er slut nu, det er først lige begyndt “det nye liv”, som måske kan blive et bedre liv, hvis jeg tør.