Det meste af dagen tilbragte jeg ved havnefronten i Aalborg. Der var gråt i gråt og vådt. Jeg tog nogle billeder, sådan for at vise den grå dag på bloggen, men ups – billederne er forsvundet sådan pist borte og ud i den blå luft. Jeg overførte fra kameraet og åbnede min sædvanlige mappe, men de var der ikke, det er måske drillenissen, der har været på spil? Jeg kunne godt trænge til en lille venligsindet nisse, som kunne få mit smilebånd til at stramme. Mit nissesind er langt væk, sådan på den triste måde. Jeg håber, at jeg får det fundet inden alt for længe og gerne inden den 24. bare for at kunne være til lidt glæde og fornøjelse.
3. lektion på Smerteklinikken. Vi talte en del om krav og ressourcer, hvis det første ikke svarer til det andet, så er det ikke så mærkeligt, at man ender med stress og kaos i sit indre. Jeg skal lære at sætte ord på, i stedet for at tro, at jeg er omgivet af tankelæsere, som ved hvornår jeg har brug for hjælp. Samtidig er der en bunke udefrakommende ting, som jeg ikke rigtig har styr på lige nu, de tynger også og er et ekstra krav.
Det bliver hårdt det her…
0
Det bliver rigtigt hårdt, Helle, men ganske sikkert også rigtigt godt for dig, især når du er igennem det!
Håber, at det bliver en lærerig rejse med et vist sikkerhedsnet…
Og sikke så så fint her er blevet pyntet.
Kh Anne
Helle, de dage skal der også være plads til, og mon ikke det lysner hen af vejen. Kærlig hilsen Lene
Det er umanerlig hårdt at få rodet op i alle traumerne, sorgen over tabet og smerteoplevelserne.
Jeg har hørt fra en del, der har gået i gruppe derinde, at de har det som, du har lige nu. Det bliver bedre, når du får tingene på de rette hylder, sorteret og smidt væk.
Hold ud, Helle, det skal til, før du kan komme videre.
Så smukt du har pyntet, med masser af hjerter 🙂
Jeg tror også på dig…….. min allerbedste veninde gennemgår noget der ligner dít forløb – det er så sejt og så hårdt for hende…….Men jeg tror på at når du kommer ud på den anden side så venter der en stor gave 🙂
Jo det er et stort og hårdt arbejde og det tager tid. Jeg ved det for jeg går på tiende år hos min terapeut.
Jeg tror at det er vigtigt at tro på at det kan lade sig gøre. Så får du lært det i løbet af noget tid.
Godmorgen og tak for kommentarerne jeg trængte virkelig til dem 🙂 Nu snøfter jeg lidt, men det er af glæde…
Jeg tror, at det der gør det meget svært er, at jeg indimellem tvivler på, om vi klarer det her som familie/par. Vi har været sammen i mange år, men jeg har altid været den stærke, kunnet sørge for alting, klare alle kriser – nu er jeg lige pludselig den svage, som ikke har styr på noget, ikke har indflydelse på det der sker og har brug for hjælp og støtte. Spørgsmålet er, om den så findes.
Jeg er sikker på at hjælpen og støtten findes, men han skal også ha’ tid og bruge resurser på at omstille sig, og det er ikke let (siger min egen husbond). Det hjælper når du får lært at sætte præcise ord på dine nye behov og forventninger. Men det er hård og det er en laaaaang proces.
Tak Kagekone så er der alligevel et lille bitte håb. Jeg ved godt, at vi skal have det snakket igennem, men nogle gange er det svært. Nu arbejder jeg på, at jeg selv skal finde hoved og hale, og så forsøge at få håndværkeren med i processen også…
Jeg er enig med kagekonen i alt det kræver tid også for din skat. Jeg har stadig min og engang imellem får vi nogle gode og nære samtaler om mig og min middelklasse familie og vores skæve omsorg for hinanden.
jeg tænker at det er nødvendigt at have tillid til den anden også.
Du har måske reageret med at skulle have styr på dit liv ved at være handlingens dame for ellers er du usikker på verden omkring?
Jeg ved ikke om jeg har ret men det er bare en tanke.
Tak for dine betragtninger Billedmager. Jeg tror faktisk ikke, det har været fordi jeg ellers blev usikker, at jeg skulle have styr på det hele. Det har bare været naturligt, fordi jeg kunne. Jeg har altid været stærk også i kriser, men denne krise med min sygdom har gjort, at jeg ikke kan være den stærke i denne krise og så er det hele væltet. Jeg plejer, at tage hånd om det hele både i hjemmet og med børnene. Jeg synes, at familien skal “gøre noget” af sig selv, men som terapeuten sagde, de er ikke tankelæsere, du er nødt til at formulere dine behov. Det hele er også kørt skævt p.g.a. andre ting – dårlig økonomi – et hus med trapper som jeg ikke kan holde til, men vi ikke kan få solgt.