Så hurtigt kan det gå…
Tirsdag aften fik jeg en blodprop. Det var heldigvis en blodprop som passerede uden at lave skader – jeg har kun lidt føleforstyrrelser. Jeg sad i sofaen og fik synsforstyrrelser, da jeg ville rejse mig, kunne jeg ikke bevæge armen. Vi ringede til vagtlægen og kørte til Aalborg. Jeg blev indlagt og har været igennem et utal af undersøgelser, CT, MR og ultralydsscanninger. Blodprøver o.s.v. Jeg har fået blodfortyndende behandling og det skal jeg fortsætte med resten af livet. På tirsdag skal jeg til samtale i Hobro vedr. hjerteundersøgelsen, lægen i Aalborg sagde, at der vist nok var nogle forstyrelser som kræver behandling. Jeg har også forbud mod at køre bil i 3 måneder, så jeg er stækket.
I onsdags fyldte min ældste datter 18 år – jeg fik heldigvis lov til at komme hjem til kaffe om aftenen, mod af jeg lovede, at jeg ville være gæst og ikke røre en finger. Min familie – mand og børn – har været storslåede, de har gjort rent, ryddet op og klaret det hele til UG.
Jeg har ikke kræfter til at skrive mere. Godnat.
Blodprop
Skrevet fredag d. 3. august 2007 kl. 21:52 og gemt i: [helbred]
Rigtig god bedring!!! Godt at de er søde til at hjælpe dig!
Tak Deborah.
Det er i nøden man lærer sine venner at kende og det er åbenbart der familien viser sit værd…
Fru Nielsens Hverdag » Blogarkiv » Når virkeligheden banker på. - 23. oktober 2007 - kl. 07:37
[…] Siden juli måned har jeg haft held med, at få alle de ubehagelige følelser holdt i ave, skubbet grundigt ned under overfladen, gemt væk fra bevidstheden. Igår hos sagsbehandleren havde vi ikke følelserne, men alle oplevelserne oppe at vende, det fik åbenbart alle følelserne med, så de lå frit tilgængelige, klar til at tage over. Iaftes da jeg var gået i seng og havde slukket lyset, kom de alle væltende ind over mig. Sorgen, frygten, angsten. Jeg er efterhånden blevet god til, at få dem vendt og puttet tilbage i mørket, men i nat var det svært, de var ligesom kommet så langt frem, at der næsten ikke var en vej tilbage – jeg tør ikke selv se dem i øjnene, ikke uden støtte og vejledning. Jeg ved godt, at man i længden ikke kan leve med at undertrykke og fortrænge, at jeg er nødt til at tage fat i disse følelser en af gangen, se dem i grundigt i øjnene og få dem placeret der, hvor de kan være uden at gøre for ondt. Derfor ser jeg frem til det copingforløb, jeg skal igang med den 21. november, jeg håber, nej jeg ved, at vi skal have fat i dem der… […]