Først skal jeg måske sige “Hej” til den sygeplejerske/sekretær på Sygehus Syd, som har “fundet” min blog. 🙂 Det var ikke længe, at jeg var anonym i forhold til Smertecentret, men fint nok det var heller ikke noget jeg havde planlagt, at jeg skulle være. Det giver måske en lille tanke om, at det jeg skriver bliver læst – også af nogle på den anden side af behandlerbordet. Det er måske ligefrem sundt, at blive tvunget til at tænke lidt dybere, inden jeg skriver.
Idag har jeg sat ord på, hvordan den første gang derude har påvirket mig og mit liv. Jeg tror et enkelt ord må blive “håb” – jeg føler virkelig et håb om, at jeg med tiden kan lære at acceptere det liv som er mit. Jeg er langt fra at have accepteret lige nu, men at kunne se et lille lys langt ude i det fjerne, det kan faktisk føles som et kæmpe skridt, når alt har været mere unuanceret mørkt i lang tid. Jeg er heldigvis ikke endt i en depression, men jeg tror da nemt, at det kunne være endestationen, hvis ikke jeg havde sagt ja til forløbet på Smertecentret. Nogle gange skal “en eller anden” – i dette tilfælde behandlerne – bare stille det rigtige spørgsmål, før man begynder at se lidt anderledes på sin situation.
I den forløbne uge har jeg følt en optimisme, som længe har været væk. Jeg har udrettet mange ting, som har ligget og ventet i op til et år. Jeg har flere gange følt den gammelkendte Helle, den Helle som var sjov, fræk og fuld af liv, den Helle som forsvandt for mig for et par år siden, dengang smerterne tog til. Jeg håber virkelig, at jeg kan blive en Helle som ligner den gamle – en dag.
Vi afsluttede denne omgang med at lave lidt meditation. En cd med dejlig musik, en terapeut med en dæmpet, neutral og behagelig stemme og hun talte os igennem totalt afslapning. Jeg har planer om, at jeg skal bruge den cd hver dag.
Da vi afsluttede kl. 12.30 tjekkede jeg mobilen, som alle jo gør idag – hjælp 10 opkald fra ukendt nummer og en indtalt besked – mindste havde slået sit kraveben, han havde været hos lægen, som mente, at det måske var flækket. Det lød jo væmmeligt, så jeg blev temmelig rystet. Efter 2 timer på skadestuen fandt vi ud af, at det bare var slaget. Heldigvis!
0
Puha sikke en slutning på en ellers dejlig dag. Jeg håber også at du finder den Helle du gerne vil finde (selvom jeg nu synes rigtig godt om den jeg “kender” her).
God bedring til mindste håber ikke det er for slemt at sove i nat.
Hej.
Dejligt at læse, at du er optimistisk, og kan bruge kurset. Jeg har også sådan nogle “relax” cd’er, med og uden tale, og det er bare dejligt at lytte til.
Hvor er det dejligt, at du kan li’ hende, som du har “mødt” her Catarina. Tak for det. Det var en forskrækkelse, du ved ordene er nogle gange værre end virkeligheden.
Mariann – jeg tror, at jeg er født optimist – underligt nok. Nu skal jeg bare huske at tvinge mig selv til at huske at relaxe lidt hver dag, jeg har altid sådan en tanke om, at jeg spilder tiden, at jeg kunne noget andet – ikke nødvendigvis husligt, men cykle, læse, strikke eller andet sjovt – måske er det også en måde at holde følelser og tanker på afstand?
Hej Helle
Jeg har det på samme måde,synes heller ikke at jeg er mig selv mere..Lige som du beskriver det – For at sige det kort,så ville jeg have udtrykt det fuldstændig på samme måde..Mon alle fibromylagi har det sådan?-)!
Mona, måske – jeg ved det faktisk ikke. Det er jo ikke alle med fibromyalgi, som ikke kan arbejde – jeg har jo haft det ok i den tid jeg kunne arbejde, og jeg ville ønske, at det kunne blive sådan igen….
Du skulle ønske dig musicure cd som kan købes på apoteket – de er meget lindrende at høre 🙂
Det var da en god ide Marianne, jeg vil straks skrive den på listen.