Jeg starter lige med at fortælle, at jeg føler mig i gode hænder hos Smertesygeplejersken/psykoterapeuten og psykologen på Copingkurset, selvom de er kvinder. 🙂
Idag har vi præsenteret os, fortalt lidt om hvem vi er, familiære status, sygdom og smertehistorie. Vi tager først fat på den endelige gruppeterapi fra næste gang.
Allerede nu kan jeg se, at det er meget svært at skulle kigge ind i sig selv, finde det som gør ondt, tage det frem, snakke om det og forhåbentlig få det på plads et sted, hvor det kan være uden at gøre så ondt.
Vi er der med både ens og forskellige forudsætninger. For mit vedkommende er det meget et spørgsmål om at acceptere, at jeg er blevet syg, at det er sådan min fremtid bliver, tage afsked med alt det jeg ikke kan mere, få snakket om den sorg jeg har, fordi jeg har måttet sige farvel til så meget. Senere skal vi forsøge at se på smerten på en anderledes måde som en medspiller i stedet for en modspiller, hvis man tager fat i smerten og lærer den at kende, så kan man åbenbart få det hele vendt til noget positivt. Hvis man hele tiden kæmper imod, så bliver smerten større og overtager ens liv, men hvis man kender den og accepterer den, så kan den blive en del af livet og …. det er bare så svært. Det er meget nemmere at forholde sig til andres smerter, sorg og “ked-af-det-hed” og sådan havde vi det allesammen.
Jeg kom hjem fyldt med glæde og optimisme, jeg har virkelig et håb og en forventning om, at jeg kan få noget positivt ud af det her. Få vendt alle de dårlige følelser. Få sat ord på nogle af de svære ting – overfor mig selv og overfor min familie.
Måske tilføjer jeg lidt mere senere…
0
åh je ghar også været på et 7 ugers smertehåndterings kursus!! DET er det bedste jeg har oplevet længe! Jeg har lært at acceptere ( bedre ihvertfald), at jeg ikke er et dårligere menneske, fordi jeg ikke kan arbejde.
Og jeg er blevet bedre til at give migselv “MIGTID” 🙂
Det lyder sørme godt, jeg glæder mig til at komme med på kursus efter jul 🙂
Tina: Jeg føler virkelig, at det her bliver godt. Det er så svært ikke at være på arbejdsmarkedet. Det er ikke særlig fedt, når folk spørger, hvad man laver, at sige, at man er på vej på pension.
Ella: Det kan jeg godt forstå! 🙂
Jeg kulle måske til at gøre noget mere for at blive skrevet på ventelisten til sådan et kursus:-)! Det lyder ihvertfald rigtig godt.
Mona: God ide – det er/bliver rigtig godt, tror jeg. 🙂
åh, hvor er jeg misundelig. Jeg er ellers cool med at være pensionist og alt det der, i hvert til fald sådan umiddelbart, men lige netop i de situationer, hvor man møder nye mennesker og skal forklare, hvorfor man ikke arbejder, der er det altså rigtig svært at holdet hovedet højt og ryggen rank. Så jeg må altså indrømme, at jeg – i sådanne situationer – ofte tyer til en lille hvid… jeg siger: jeg er så priviligeret at jeg kan gå hjemme og hygge mig med det jeg har lyst til :-/
Det lyder som et godt kursus – håber du får rigtig meget med derfra 🙂
Kagekone: Jeg har indtil videre kun prøvet at sige, at jeg er sygemeldt, men har da spekuleret på, hvordan det bliver. Jeg tror ikke man bliver afklaret overfor andre, før man er afklaret med sig selv – at det er ok, at det ikke er fordi man er doven.
Catarina: Jeg tror og håber, at jeg får meget med. 🙂