Igår havde jeg lovet at optage et program på DR 2.
Jeg tændte i god tid, og fik set OBS (Oplysninger til Borgerne om Samfundet).
Et af indslagene handlede om epilepsi.
Det var et sjovt indslag, som skulle vise, hvordan vi skal tackle et epilepsianfald i en given situation.
Igår var det en frokost i et firma, hvor en ansat pludselig fik et anfald – reaktionerne fra chefen var malet med et bred sort og ironisk pensel… så typisk dansk.
Jeg husker, at jeg engang så en kendt dansker, en dansker som er kommet fra udlandet, han fortalte, at noget af det sværeste ved at blive dansk er, at forstå vores sorte humor og fede ironi.
Det er svært at forstå, at vi siger det stik modsatte af, hvad vi egentlig mener, og når man så forstår, at vi nogle gange siger det modsatte, så at finde ud af hvornår vi mener det vi siger.
Det tænkte jeg på igår, og jeg tænkte, at en som kommer udefra, kan have virkelig svært ved at forstå det sjove indslag om epilepsi – kan måske tro, at det virkelig er den rigtige måde at reagere på.
Du kan se indslaget her – det er det, som hedder frokosten.
0
Jeg har en veninde, som har epilepsi og har kendt hende siden vi gik i skole. Vi sad sammen og jeg havde da nogle grimme blå mærker på armene når hun tog fat. Det er utrolig hvor mange krafter de har i øjeblikket, men det er ikke noget at bliver flov over, det er mere dem der bliver det. Så vi lærte og se bort fra det og ikke tale om det bagefter. Kun hvis hun tog det op selv.
Fortsat god dag:-)
Jeg forstår dig til fulde. Ironi, sarkasme og galgehumor er del af danskernes eller i sær i vores families liv. Ja, det kan være svært at forstå nok især for udlændingen, vil jeg mene.
Mht. klippet fra epilepsifonden, så må jeg melde mig lige så uforstående. Jeg synes hverken klippet er sjovt, godt eller humoristisk. Men det skyldes måske emnet? Jeg synes ikke, at epilepsi er noget ”grine” af.. Nu lyder jeg bare så tør, kedelig og snerpet, æv..
🙂
Ja – Vi danskere ER svære at forstå, vi siger eet og mener noget andet. Et amerikansk ægtepar har et sommerhus her på vejen. De prøver at lære dansk, men har store problemer netop med, hvad vi egentlig mener!
Jeg har epilepsi selv.
Nu har jeg siddet og set alle klippene igennem. Efter min mening er de ikke spor sjove, lige nu er jeg GAL.
Jeg bryder mig ikke om at blive gjort nar af i en sårbar situation.
Jeg bryder mig heller ikke om, at man sammenligner udviklingshæmmede med epilepsi. Begge dele kan sagtens stå alene. Ikke alle udviklingshæmmede har epilepsi…ikke alle med epilepsi er udviklingshæmmede. Det føler jeg ikke, at alle mennesker er klar over.
Min største skræk er at få et anfald på et offentlig sted, hvis jeg er afsted uden nogen, der kender min situation. Folk ville jo ringe efter ambulance og blå blink, hvilket ikke er nødvendigt! Eller også ville man tro, at jeg var fuld el. påvirket! Det er altså ikke helt uden grund, at man kalder epilepsi for socialt invaliderende. Men det behøvede det måske ikke at være, hvis man i stedet for dette havde lavet nogle rolige filmklip med rolige stemmer, der blot orienterede naturligt.
Jeg kunne skrive mere….men jeg er GAL, og jeg føler mig ramt.
Helle – tak for dit indlæg her, som fortæller mig, at du er enig med mig, og som får nogen til at læse med.
Har lige set alle 5 klip og synes overhovedet ikke de er spor morsomme. Jeg kender kun perifert nogle med epilepsi men sætter bestemt ikke lighedstegn imellem udviklingshæmmede og epilepsi. Som diabetiker kender jeg også til de fordomme der kan være omkring dét – det vil heller ikke være sjovt i mine øjne at gøre grin med det. I det hele taget ikke med noget der vedrører sygdom!
Jeg kender vidst ingen med epilepsi, men har oplevet indtil flere anfald og kan ikke forestille mig at de ramte selv synes der er noget som helt morsomt i deres sygdom. Jeg har ikke set “filmen”, men jeg kan forestille mig den kan give en del debat. Maaske er det det der er meningen?
Jeg tror, at jeg lader jeres kommentarer tale for sig selv og undlader at kommentere direkte.
Jeg kan fortælle, at jeg ikke selv har epilepsi, eller kender nogen – men i min skoletid var der en pige i en anden klasse, som jævnligt fik anfald.
Jeg er ikke så gal og påvirket af klippet/klippene, fordi det ikke rammer mig direkte.
Det er svært for udeforstående at afgøre, om man kan/må grine og lave sjov med ens sygdom.
Selv har jeg det sådan, at det er ok, hvis man laver lidt grin med mig – min familie kan godt være lidt hårde i deres sprog indimellem, men det gør ikke noget – men jeg er lidt i tvivl om, hvad jeg ville synes, hvis det var et tv-spot, som lavede sjov med det…
Er klippene i virkeligheden lavet sjove, fordi vi har så svært ved at tage ting alvorlige?
Det er ok, helle 🙂 Du har min fulde forståelse.
Jeg vil gerne fortælle, at dette indlæg har været i mine tanker det meste af dagen i går. Men det er jo ikke absolut negativt. Måske er det sundt af få vendt tingene en gang imellem.
At min familie el. andre laver sjov med mig har jeg normalt ikke noget imod. Når de laver sjov med min nedsatte fysiske formåen…at jeg f.eks. burde have en stok, eller at jeg ligner jeg-ved-ikke-hvad, når jeg må kravle rundt i haven med rumpen i vejret for at ordne bedene, eller må kravle op ad trapperne til første sal, fordi mine ben gør ondt….så griner jeg med.
Men når man griner af et menneske, hvis krop kramper ukontrolleret fuld af elektriske ladninger, imens patienten vender det hvide ud af øjnene….så føler jeg ikke, det er sjovt længere. Man bliver forfærdelig ked af det. Her tror jeg nok, mange epilektikere kan give mig ret.
Problemet består nemlig i, at man ikke kan styre sig selv.
Dette bare lige for at afrunde tankerne herfra. Du ønskes en rigtig god mandag 🙂
Jeg kan sagtens forstå og følge din tankegang Johanne.
Tak mandagen ræsede afsted 🙂