Indeni – helt derinde hvor grundstenene er placeret – er jeg lidt sigøjneragtig.
Jeg elsker smykker, farver og tøj, som er vildt og voldsomt – og farverigt.
Det er måske derfor, at valmuen tiltaler mig. Jeg kan godt forestille mig selv som en valmue … stor og nogle gange “for meget”. Det vil mange af mine tidligere kolleger nok mene, jeg er meget dårlig til at give plads, vente på min tur og lytte …

Jeg har med begejstring fortalt om og vist billede af Liselottes valmuer, i den tro, at jeg ikke havde nogle selv.

Men ….

Den 1. juni da vi flyttede fra Vestergade faldt mine øjne på en orange plet midt i alt det grønne. Det var en ensom valmue – den sagde måske farvel til mig? Jeg har aldrig før set valmuer derovre, så det kom som en overraskelse.

Ude i den have jeg nu er så heldig at have er der også valmuer. Det kom fuldstændig bag på mig, da de sprang ud. Min haveviden er ikke eksisterende, så jeg havde set en grøn busk, som fik blomster – men der skal mere til, før jeg kan se, at det altså er en valmue, som er på vej.

Men nu er de der – smukke og duvende i vinden. Det betyder nok, at de snart mister bladene – synd men sådan er livets gang. For valmuer går det bare alt for hurtigt.

Jeg har fotograferet mine valmuer utallige gange. Jeg kan forestille mig, at der findes et eller flere gode motiver, men ingen ved hvornår det lige netop er det rigtige lys, den rigtige blå himmel, den rigtige grønne farve – så jeg tager mange billeder, i den tro, at motivet vil være iblandt dem.

Det er garanteret ikke sidste gang I ser de valmuer i år 😉