Jeg har valgt, at se på det som en fordel, at jeg nægter at give op.
Selvom jeg godt ved, at jeg går i brædderne, når jeg går igang, så nægter jeg, at sige “det kan jeg ikke” og forholde mig passivt til livet. Sådan gider jeg ikke leve.
Igår kørte vi over i huset ved 10-tiden. Håndværkeren bar de sidste møbler udenfor. Hvorefter han gik i gang med at hente div. materialer.
Han er ca. halvvejs med at beklæde loftet i stuen med gips. Det skal så spartles og beklædes med væv, hvorefter det skal males hvidt. Jeg VIL have et hvidt loft.
I starten gik jeg og kiggede, lavede småting og daskede rundt, men det kunne jeg ikke nøjes med i længden, så jeg gik i haven.
Havearbejde er ikke blomster i rækker, hvor jeg nusser ukrudt og pusler omkring blomsterne, det gider jeg ikke. Jeg kan bedst med en sav og en saks. Så saver jeg en gren af her og klipper nogle buske der – bulder og brag, så kører det.
Håndværkeren sagde flere gange, at jeg skulle slappe lidt af, han bankede også på vinduet indimellem, men alligevel kørte jeg derudaf – det gik jo lige så godt. Endelig efter måske 1½ eller 2 timer, kom han udenfor og sagde: “så stopper du” – og det gjorde jeg så. Men jeg kunne godt mærke, at jeg nok skulle have nøjedes med noget mindre. Resten af dagen blev en lang vandring mod aften, hvor jeg skulle tidligt i seng med min varmepude. 😉 Jeg klager ikke, jeg valgte jo selv…

Nu er håndværkeren gået i krig i huset igen. Idag vil jeg nøjes med at hente, bringe, række og lave kaffe. Jeg vil kort sagt yde moralsk støtte til arbejdet. Ellers kan det godt blive for surt, at skulle stå for det hele – helt alene.

Jeg vil tage komputeren og min “taske fyldt med pc-godter” med derover, så kan jeg måske få lagt nogle programmer ind og den slags som jeg ikke har nået.

Billederne fra igår når jeg ikke at få lagt på Flickr lige nu, de må vente…

Jeg hedder frunielsen på Flickr, hvis du har lyst til at kigge med. 🙂