Vi har lektier for til på onsdag. Næste gang vi mødes i copinggruppen. Vi skal læse om sorgterapi. Jeg vil her skrive lidt om, hvad vi skal arbejde med, og hvilken bog vi har fået anbefalet, så hvis du har lyst, så kan du læse med…
“Der er altid en sorg i en krise, men ikke nødvendigvis krise i sorgen”.
I ethvert tab er der mange deltab.
Følelsesmæssig bearbejdning af hvert af tabene. Tårer renser såret.
Sorgforløbet er en lang, sej proces med 3 faser:
1. En frigørelse fra fortiden ved at erkende tabets betydning i alle dets nuancer.
2. En gen-etablering i nutiden med en ny hverdag.
3. En oplevelse af at have en fremtid med nye muligheder – nye veje.
Tårer renser såret – det kan få mig til at føle præstationsangst, jeg har aldrig haft lyst til eller behov for at græde foran fremmede mennesker, så hvis det er en del af forløbet, som skal gennemføres, før man kan komme videre, så bliver det svært – måske eller også kommer det naturligt. Jeg kan sagtens græde sammen med mine kære, men foran nogle mennesker jeg ikke har mødt før igår – jeg tvivler.
Vi har selvfølgelig fået nogle sider, som omhandler sorgbearbejdning, dem gengiver jeg ikke her.
Vi er blevet anbefalet at læse bogen “Svig og smerte” af Mette Holst. Mette Holst har faktisk været med i et forløb på Smertecentret, så det kan være spændende at læse den bog – og jeg er på vej på biblioteket.
Når jeg tænker over det og snakker med mig selv, så tror jeg, at den største sorg for mig har været, at jeg ikke mere kan arbejde, men at jeg skal på pension, betyder også en dårlig økonomi, som jeg føler skyld over. Min sygdom har også betydet, at jeg ikke har været det for mine børn, som jeg var før – det føler jeg også stor skyld over. Jeg ved godt med min forstand, at jeg ikke selv har bedt om at blive syg, at jeg ikke er skyld i det, men derfor kører alle følelserne deres eget løb, der tæller fornuft ikke. Jeg kender mennesker, som siger, at de er glade for at have fået pension, at være fri for at skulle på arbejde, men så langt er jeg ikke kommet endnu. Det skyldes måske, at jeg i virkeligheden er et meget socialt menneske, som nyder dialog og samarbejde, alt det som findes på en god arbejdsplads – og jeg var virkelig på min rette plads, jeg fik lov til at være kreativ og udfolde mig. Nej nu må jeg stoppe, ellers tuder jeg – og det gør jeg jo ikke, vel? 😉
Hvis I nu eller senere har spørgsmål til mig eller det jeg arbejdet med, så skal I bare spørge, når jeg har skrevet om det her, så er det fordi, jeg ikke har noget ønske om, at det skal være hemmeligt eller helt privat – jeg tror først andre mennesker lærer at acceptere mig, når jeg selv lærer at acceptere min situation, så man kan kalde det en win-win-situation. Jeg siger fra, hvis jeg føler, at der er spørgsmål eller kommentarer som kommer for tæt på, men generelt er jeg ikke særlig lukket om mig selv og min person.
0
Det er samme måde jeg har det på – Jeg har det også meget dårligt med at der er mange ting at jeg ikke kan:-)
Flot at du får det ud…. Jeg tror at alle har en bagage de “slæber” rundt på. De der drømmebilleder af familier put dem skråt op (sorry) de eksisterer ikke. Økonomisk er det noget møj at komme på pension, men når det er sagt så vend det om. Brug det at du altid er der for ungerne – hvor mange kan sige det? Yes all right du kan ikke det samme som før og ved ikke hvad du kan i morgen, men med tiden vil du lærer at accepterer det og finde ud af at der også er skønt at være, der hvor du er. Og husk det er hvad du “udstråler” du giver dine børn og ikke iform af at overkomme – pas godt på dig selv – min kære
Mona: Du ville helt sikkert have udbytte af at få en henvisning til en smerteklinik.
Mariann: Nej, du har ret, de der glansbilleder, de findes ikke, men meget ofte så forsøger vi, at få det til at se sådan ud – ikke? Det er dejligt, at blive betragtet som den perekte kone, mor, arbejdskraft – have overskud over hele linjen.
Tusind tak for dine vise ord, dem vil jeg forsøge at have med i min bagage, så jeg også husker dem, når jeg synes at det hele er ved at vælte.
Jeg kom til at skrive Mariann – der mangler et e – undskyld Marianne.
Kære Helle!
Det er en god ide at beskrive den proces du står i for andre. Jeg kan godt forstå, at det ikke er alt for spændende med pension. Jeg ved ikke om der nogensinde kan ske heldbredelse af din sygdom. Det er min erfaring at følelser og dermed sorgen – gråden kommer, når den vil komme. Følelser har deres eget liv og det en befrielse bagefter. Selv kan jeg huske den der underlige fornemmelse af at skulle være vred og gal uden, at jeg havde følelsen. Jeg har arbejdet med et alvorligt legepladsuheld – faldt ned fra en rutschebane og en familie, som selv havde sine vanskeligheder. Jeg ønsker dig held og lykke med dit arbejde i din gruppe.
Billedmager: Jeg har ingen lovning eller forventning om helbredelse, jeg er i den gruppe som hedder “kronisk smertepatient” og de bliver behandlet ens – uanset grunden til smerterne. Tak for dine ønsker for mig.
Hvor var det dog befriende at læse om en anden kvinde, som også lider af fibromyalgi (fik selv diagnosen for godt 2 år siden). Tak, Helle. Læser med på sidelinjen…
Hej AC og velkommen. Du er mere end velkommen til at læse med og kommentere. Jeg svarer på næsten alt – også om fibromyalgi, bare spørg. Det er en hæslig diagnose – en hæslig sygdom – så det er godt, at være flere. God dag til dig. 🙂