Fru Nielsens Hverdag header image 2

Tur – retur

Skrevet torsdag d. 10. august 2017 kl. 12:36 og gemt i: [navlepilleri]

Undskyld 🙁

21/8 2017 ændrede jeg overskriften fra “Kræftpakken tur-retur” – jeg havde ikke lige overvejet, hvad den overskrift ville betyde/sætte i gang, hvis man selv er/har været ramt af kræft, eller måske kender en … jeg ville bare fortælle om mine oplevelser.

——————————————————————————————————————————————————————————–
3 uger som har trukket tænder ud, og som har givet yderligere grå hår.

Jeg er næsten 55 år gammel, overgangsalderen er et overstået kapitel – næsten – og jeg har ikke haft menstruation i over to år, så da jeg fik pletblødninger/grumset udflåd for 3 uger siden, blev jeg vildt bange. Vi ved jo alle, at den slags skal vi være på vagt overfor.

Mandag morgen blev min læge kontaktet og vi fik først en snak i telefonen, hvorefter jeg fik en tid samme formiddag. Hun lavede en GU og tog nogle blodprøver. Hun fortalte, at hun ikke kunne se eller føle forandringer, men alligevel ville hun henvise mig til Gynækologisk afdeling på Aalborg sygehus – igennem kræftpakken – dvs at man kommer hurtigt igennem systemet og videre til de næste undersøgelser. Dagen efter fik jeg svar på blodprøverne, som heller ikke viste noget unormalt.
Jeg fik allerede to dage efter indkaldelse til sygehuset en uge senere.
Vi – håndværkeren og jeg – var på sygehuset i mandags, hvor jeg først snakkede det hele igennem med en ældre og venlig læge. Jeg havde udfyldt et skema, som vi også gik igennem, inden vi gik over til den gynækologiske undersøgelse.
Han startede med at scanne livmoderen indvendigt, jeg kunne mærke (tror jeg), at der var noget, som vi skulle gå videre med, så jeg blev egentlig ikke overrasket, da han sagde, at min slimhinde i livmoderen var fortykket og han ville tage en celleprøve af den. Det skulle ske umiddelbart efter. Det var ikke en sjov oplevelse, det gjorde ondt og krævede en del dybe vejrtrækninger. Det gjorde ikke ondt på “jeg-slår-mig-måden”, men en uforklarlig måde. Bagefter var både læge og sygeplejerske meget opmærksome og ville holde om mig, indtil jeg rejste mig, de var åbenbart vant til, at folk dejsede efter den oplevelse, men jeg mærkede ikke noget i den retning.
Efter undersøgelsen og celleskrab sagde lægen, at han ikke troede, at der var noget alvorligt i vejen, men at jeg måske stadig ikke var helt ovre overgangsalderen, men vi skal jo være sikre, og jeg kunne forvente svar i løbet af 8-10 dage, hvor han ville ringe og give mig resultatet, så da han ringede i dag  – efter 4 dage – nåede jeg at blive temmelig nervøs (du ved sådan en tanke om, at han har fået det fremskyndet, fordi det var noget galt ;)). Hvilken lettelse at få at vide, at alt ser normalt ud i den ende.
Jeg småbløder stadig lidt efter celleskrabet, og det vil vare en 3 ugers tid, sagde lægen.

I de tre uger har jeg kun snakket med håndværkeren om det. Jeg ville ikke gøre mine børn forskrækkede, og hvis jeg først fortalte det til andre, så ville det jo let sprede sig til dem. De uger har så samtidig været en stor del af håndværkerens sommerferie, som så har været fyldt af både regn og spekulationer. Heldigvis er jeg godt gift, og kan tale med ham om alt, men samtidig tager jeg hensyn – når man har mistet sin mor til kræft som 12-årig, så kommer der let nogle følelser til overfladen, som er svære at håndtere – samtidig.

Vi burde få en uges ekstra ferie på det grundlag 🙂

Håndværkeren har glemt sin telefon i dag, så jeg blev nødt til at ringe til datteren og fortælle resultatet (og hele forløbet) – en glæde skal deles.

Jeg har delt det hele her, fordi andre måske kan komme i samme situation, og så er det godt at høre en andens historie.

22

···



12 kommentarer ↓

  • Per Teilmann

    Puha … det er forbudt at bruge sådan en overskrift 😉

  • Karin

    Sikke en periode. Du fik mig til at tro det værste, så glæden blev endnu større, da du kunne berette, der ikke var noget at komme efter.
    Ved at dele kan en fjer godt blive til 5 høns, inden det når de nærmeste, derfor er det godt de kender det fra nærmeste kilde, og på den måde rette ind.
    Masser af kærlige og solskinstanker til dig fra mig

  • conny

    Godt at du deler din historie. Vi skal alle huske på at holde øje med usædvanlige ændringer. Hellere én undersøgelse for meget, end en for lidt.

  • Mette L

    Puha, Helle. Jeg kan godt forstå, den har trukket tænder ud her i sommerferien. Hvor er det godt, du har din håndværker, at kræftpakken bruges til den slags bekymringer og at det endte godt for dit vedkommende 🙂
    Tak for fortællingen. Jeg lappede det hele i mig og vil helt klart tænke på det, hvis jeg ser/mærker noget anderledes.

  • Henny Stewart

    … og måtte du aldrig få brug for den pakke igen! Tillykke!

  • Margrethe

    Uha, jeg trak vejret dybt, da jeg læste overskriften. Så dejligt at alt er i orden, men sikke en forskrækkelse du har haft. Godt du har håndværkeren at kunne tale med om det.

  • Helle K.

    Undskyld, jeg havde ikke lige gennemtænkt overskriften.

    Per: det er jeg ked af 🙁

    Karin: Tak og det var ikke meningen at forskrække dig 🙁

    Conny: Det var min tanke med indlægget.

    Mette L: Selv tak.

    Henny: Nej, det håber jeg sandelig ikke.

    Margrethe: Undskyld 🙁 jeg var så glad for, at han var hjemme og havde ferien.

  • Pernille

    Det er dejligt når tingene bare virker.
    Godt du fik det undersøgt 🙂

  • Mette

    Jeg var der i 2014 – pludselig blødning, undersøgelse, operation. Det er ikke rart mens det står på. Heldigvis viste alt normale forhold også hos mig.

  • Det er ikke sjovere anden gang …

    […] tre uger siden måtte jeg igennem hele balladen en gang mere, med den forskel, at jeg endte med en kikkertoperation “for en sikkerheds skyld” og så […]

  • Helle K.

    Mette: Jeg kan godt huske, at du var samme tur igennem – jeg læste også med hos dig under mine egne undersøgelser.

  • Tredje gang er (for fanden da) sidste gang

    […] august og november sidste år og nu igen, det driver rovdrift på mit nervesystem. Heldigvis reagerer min […]