Fru Nielsens Hverdag header image 2

Den sværeste pille at sluge…

Skrevet mandag d. 3. november 2008 kl. 11:53 og gemt i: [fru Nielsens Hverdag]

Indtil jeg blev 39 år spiste jeg stort set aldrig en pille.
P-piller da jeg var yngre.
Penicillin når det var på sin plads.
En hovedpinepille en sjælden gang – ikke hvert år.

Så startede smerterne og jeg prøvede et utal af smertestillende medicin.
Håndkøb og på recept.
Mildt og stærkt.
Med og uden bivirkninger.
Indtil jeg endte på et minimum af smertestillende medicin.


Siden sidste sommer har jeg spist 5 piller hver dag – det havde jeg næsten vænnet mig til, men siden sidste uge har jeg skullet spise 9 piller hver dag – og jeg hader det.

Jeg bekymrer mig – har lægen styr på den anden medicin jeg får – så to slags ikke modarbejder hinanden?
Hvad med alle birvirkningerne – på en gang?

Jeg har et par gange oplevet fejlmedicinering på hospitalet – både Aalborg og Hobro – men har selv opdaget det, fordi jeg er meget obs på hvad, hvor mange og ikke mindst hvorfor. Det er bare svært at overskue, når der er så megt at tage hensyn til.

Den seneste medicin er nok speciel svær, fordi den kommer til at påvirke mit udseende – jeg ved godt, at det lyder meget forkælet og overfladisk, men hvem pokker har lyst til at ligne en blanding af Michelinmanden og Ba-ba-pa-pa?
Tænk til foråret på billederne som uden tvivl bliver taget, når vi har sølvbryllup – håndværkeren og et monster…

Det er ikke kun ren fantasi. Jeg har en svigerinde – hun vejer 50 kg. – hun var igennem sådan en behandling for et par år siden – og det var helt tydeligt, at hun forandrede udseende, hendes træk flød ud og blev slappe. Jeg vejer meget mere end 50 kg. så det kan ende helt forfærdeligt – synes jeg.

Jeg ved godt, at jeg burde være taknemmelig, men jeg føler mig nærmest ked af det.
Jeg har faktisk tænkt tanken: “Vil jeg hellere leve med smerterne end gå igennem behandlingen?” og nu når jeg rent faktisk mener, at jeg bliver svimmel af de der piller, så….

Nej – jeg sluger den sidste bitre pille også og ser tiden an.

0



17 kommentarer ↓

  • Pernille

    Selv med den bedste vilje er jeg ikke sikker på at kunne forestille mig hvilke tanker og følelser du må igennem.
    Jeg er sikker på, det er svært, jeg er sikker på det kræver sin kvinde og jeg er sikker på at tanker og følelser går op og ned.

    Men jeg kan håbe det bedste for dig og håbe på at du kan finde de positive sider frem. Jeg er ikke i tvivl om at det kan jeg sagtens sige, men det får mig ikke fra at ønske dig det bedste.

    Pernille

  • Ella

    Det er svært at leve med at medicinen påvirker udseendet meget. Jeg har skullet tage prednisolon, som jeg antager at du er blevet ordineret – det giver jo de kendte bivirkninger. Men lige lidt trøst – en del af dem jeg kender fra mit kursus får det dagligt, og det kan ikke ses på dem. De dyrker meget motion, og måske kan du holde til det, når medicinen begynder at virke. Dine gode gåture med hund og kamera er jo fantastisk god motion 🙂

    Du kan tro jeg forstår dine overvejelser – men det er to år ud af et helt liv – jeg ville vælge behandlingen!

  • Sister Bonde

    Uhhhh, det er svært fr. Nielsen. Føler så meget med dig, men det hjælper jo ingenting. Knus

  • Helle

    Hej Helle. Jeg kan godt forstå din tankegang. Føler med dig, og som Sister Bonde siger, hjælper det ingenting. Se nu hvad der sker, og skulle Barbapapa komme til Arden, kommer jeg gerne og løber en tur med “den”. Knus fra MÆ

  • Lene

    Jeg synes ikke dine tanker er dumme, for det er da også det første jeg tænker, når jeg tænker prednisolon. Men ikke alle påvirkes så meget af medicinen, og nogle gange kan man længere henne i forløbet gå over til hver anden dag, hvilket skulle hjælpe på de bivirkninger. Men lyt til Ella, hun er en klog kone at gæste 🙂

    Knus til dig herfra det nordjyske .-)

  • Elizabeth H.

    Puha, sikke en masse piller.. Et stort kram til dig, Helle!

  • Jonna

    Det må ikke være let, men ville også være dum at sige nej hvis de nu virker. Men det er mange hver dag, krydser finger for at de hjælper dig.

  • Deborah

    Jeg kan godt forstå alle dine tanker. Selv spiser jeg også medicin, men slet, slet ikke i de mængder. Og intet der som sådan ændre mit udseende. Jeg håber, det hjælper dig ihvertfald. Og jeg håber og beder til, at du så senere føler, det var alt besværet og spekulationerne værd.

    Med hensyn til fejlmedicinering og dosering og bivirkninger, så nævn dine bekymringer for lægen måske han kan berolige dig…. men jo jeg forstår!

  • Anette

    Jeg har af flere omgange fået prednison (to gange i forbindelse med nyreinfektion og et par gange i forbindelse med min leddegigt) Jeg kan fuldt ud forstå hvad du mener. Det lyder ikke spor forkælet Helle!!! Jeg gætter på du kan være lige så bekymret for dit helbred som jeg kan for mit. Jeg hader at ta medicin ´- og i særdeleshed prednison. Men det hjælper. Når jeg har været allemest ked af at ta noget medicin siger de kloge, at det er en opvejning af, hvad der er flest bivirkninger ved. Det er pest eller kolera med det medicin 🙁
    Jeg ved ikke om dette kan hjælpe dig eller blot gør det værre. Det sidste håber jeg bestemt ikke – det er ikke skrevet i den mening. Jeg håber og krydser alt hvad jeg kan for at dit medicin hjælper dig.

  • Olines

    Det er ikke rart at skulle tage medicin hverdag og især ikke hvis man er i tvivl om effekt, bivirkninger o.lign. Få en tid hos din læge og få det udredt så du kan finde ro.
    Et stort knus og håb om snarlig bedring.

  • Gitte Joensen

    Der er allerede sagt det, der skal siges. Så herfra skal bare lyde en venlig tanke og håber du klarer det.

  • MrsCute

    Også jeg har blot en masse varme tanker at sende i din retning 🙂

  • Helle K.

    Pernille: Tak 🙂

    Ella: Som Lene siger: “Du er en klog kone at gæste” – så jeg lytter til hvad du siger, og er fortrøstningsfuld. Jeg bliver nok aldrig en motionsfreak- hverken med eller uden smerter eller medicin, men min gåtur med hund og kamera, den holder jeg fast i. Jeg kan håbe, at jeg måske er en af dem, som kun bliver lidt påvirket af medicinen. SOm du siger – 2 år det er ingenting i forhold til daglige smerter. Tak for dine erfaringer og tanker. 🙂

    Sister: Tak 🙂

    Helle: Jeg bliver aldrig en løber – heller ikke som Babapapa 😉 jeg er for tung til at løbe.

    Lene: Tak for dine erfaringer – og dit råd vedr. Ella 😉 Jeg vil håbe, at jeg ikke bliver så påvirket og at jeg måske kommer på lavere dosis – jeg ved allerede nu, at dosis bliver sat ned hver 3 måned 🙂

    Elizabeth: Tak 🙂

    Jonna: Du har nok ret, men det gør det ikke nemmere 🙂

    Deborah: Tak for tanker og råd – jeg vil tale med lægen om mine bekymringer 🙂

    Anette: Dine og andres tanker kan aldrig få mig til at få det værre – jeg er glad for alle råd og tanker I kommer med. 🙂 Du har ret – jeg er nødt til at overveje fordele og ulemper – jeg ved jo godt, at jeg er nødt til at sige ja til den medicin – jeg har bare så mange spekulationer 🙂

    Oline: Jeg vil snakke med min egen læge næste gang jeg kommer derned – du har ret, at få sat det hele på plads er en måde til at finde ro. 🙂

    Gitte: Tak 🙂

    Mrs Cute: Tak ::

    Jeg vil gerne sige, at uanset om I har givet et kram, et knus, en tanke eller har erfaringer at dele, så har det betydet meget for mig, at I har gidet – tak 🙂

  • Tina - omme i London

    Oev – det kan jeg godt forstaa er en bitter pille at sluge, for lidt forfaengelig er man jo altid. Stort knus til (((((((dig)))))))). Jeg haaber pillerne i det mindste kvaeler smerterne!

  • Helle K.

    Tina: Tak – det er også mit store håb 🙂

  • Else

    Da vi på skolen blev introduceret til prednison fik vi at vide at det var et vidundermiddel og noget f….. havde skabt på samme tid. Læreren havde jo ret – håber du oplever det som et vidundermiddel der tager dine smerter!!
    En anden mulighed er at få apotekeren til at gennemgå al din medicin med dig – kender flere der har fået en gennemgang af deres medicin via apoteket.
    God bedring Helle – håber du snart oplever en bedring!! Knus

  • Helle K.

    Else: Det er netop sådan det føles – himmel og helvede i en pille. Jeg vil få apoteren til at gennemgå min medicin. tak for tippet. 🙂
    Tak – og det håber jeg også.