Fru Nielsens Hverdag header image 2

Tredje gang er (for fanden da) sidste gang

Skrevet søndag d. 22. juli 2018 kl. 09:30 og gemt i: [helbred]

håber jeg …

I august og november sidste år og nu igen, det driver rovdrift på mit nervesystem.
Heldigvis reagerer min læge og sygehuset hurtigt.

Et forår hvor jeg kunne mærke forandringer, så jeg var sådan set forberet på, at det ville ske, men det gør det jo ikke nemmere.
Endnu en pletblødning, denne gang fredag eftermiddag, så jeg måtte skrive mail til min læge, hun havde heldigvis en ledig tid tirsdag, så jeg kunne blive undersøgt.
Undersøgelse, celleskrab, blodprøve og skriv til sygehuset. 
Svar på blodprøve dagen efter, svar på celleskrab efter to dage (begge ok), og svar fra sygehuset også efter to dage, om at de gerne ville se mig mandag.

Da jeg trådte ind til lægen (endnu en ny) på sygehuset, sagde han som det første: “Du har IKKE kræft, det må du ikke tro, jeg vil skrive under på det, du er den bedst undersøgte kvinde i hele DK”, hvor var det dejligt at høre det udtrykt på den ligefremme måde.
Nå men hvad så? Han fortalte, at de også havde undersøgt (da jeg blev opereret i november), at det ikke skyldtes hormonelle forandringer, så hormoner kunne de heller ikke tilbyde som en løsning. Du har to valg, sagde han, enten ser vi tiden an, eller så fjerner vi din livmoder. Jeg valgte at se tiden an. Jeg har fået en tid i december, og jeg har allerede besluttet, at hvis det her fortsætter, så ønsker jeg, at få livmoderen fjernet, jeg skal jo ikke bruge den mere.

Lige nu fylder det alligevel meget, kan jeg mærke, i nat drømte jeg om det.

Jeg er meget taknemmelig for, at vi har sådan et godt system i Danmark, hvor man bliver hjulpet hurtigt.

2

··



9 kommentarer ↓

  • Lene

    Godt at lægen kunne være så direkte. Det er jo det, vi frygter allermest. Jeg tror også at jeg ville vælge som dig, og så lige se tiden an en gang til og så få fjernet livmoderen, hvis ikke tiden hjælper. Og drømme har det med at fortsætte det som vi ikke altid ved fylder i os. God søndag til dig.

  • Marianne

    Godt at ventetiden ikke var længere og svaret positivt.
    Da jeg var sidst i fyrrerne, var jeg igennem et lignende forløb, jeg tænke og overvejede, min læge sagde dengang, at det var vigtigt, at det var mig der tog beslutningen, så har man det bedre bagefter.
    Jeg fik min livmoder fjernet og har ikke fortrudt det en eneste dag.
    God søndag og pas på dig selv.

  • Madame

    Pyha, sikke en lettelse at blive mødt af lægens beroligende ord! Men jeg kan også godt forstå, det fylder meget i din bevidsthed.

  • Joan nielsen

    Åh, hvor jeg føler med dig. Var igennem det samme sidste år, Heldigvis var det ikke farligt. Men nervøs det bliver man . God sommer

  • Karin

    Dejligt med et direkte svar, og det så er et af de beroligende, og 3. gang, så er det ved at være for meget.
    Jeg har selv fået fjernet min livmoder grundet en del gener/sygdom, det var ikke kræft, og kunne heller ikke behandles på anden vis, de gener fyldte så meget, så beslutningen var hurtig taget. Først troede lægerne det var nok med livmoderhalsen, men 11 mdr. senere smut hele livmoderen, og jeg har ikke fortrudt 1 sekund. Det er 12 år siden nu.
    Knæk og bræk og masser af kærlige tanker.

  • Susanne

    Både livmoder og æggestokke er fjernet hos mig, de var ellers sikre på, at jeg nok havde kræft i min ene æggestok, det var det så ikke. Valgte at få det hele fjernet og har ikke fortrudt et sekund ☺

  • Mette

    Jeg har kun været der én gang og jeg håber, at det bliver ved det for den uvished man går med er afgjort ikke rar. Håber det bedste for dig.

  • Pernille

    Ja! tredie gang, må være sidste gang.

    Når det er sagt fik jeg fjernet min livmoder for nogle år siden, og selvom jeg ikke skulle bruge den mere, synes jeg der var mange følelsesmæssigt svære overvejelser, inden jeg kunne sige ja. Til gengæld er jeg endt med at være mere glad for den beslutning end jeg i min vildeste fantasi havde forventet 🙂

  • Helle K.

    Tak for alle jeres kommentarer 🙂 jeg har læst dem alle flere gange, men er egentlig ikke kommet videre i mine egne overvejelser. Nu må vi se, hvad efteråret bringer. Jeg skal til samtale i december, så til den tid, ved jeg mere.