Kastanjemanden af Søren Sveistrup.
Jeg har været nødt til at udvide stjerneregnen fra 5 (i yderste positive tilfælde) til 6 stjerner for den helt sublime krimi.
Søren Sveistrup kan sit kram, så kort kan det siges, det skinner tydeligt igennem, at han har skrevet flere krimier til TV bl.a. Forbrydelsen, som jeg også var vild med.
Når man åbner bogen, træder man direkte ind i krimiens univers, alt er beskrevet, så man ved hvordan det dufter, lyder, ser ud.
Bogens første linier: Gule og røde blade daler ned gennem sollyset mod den våde asfalt, der skærer gennem skoven som mørk, spejlblank flod. Da den hvide tjenestebil farer forbi, hvirvles de et kort øjeblik rundt i luften, før de lægger sig til rette på de klistrede bunker langs vejkanten.
Jeg tænkte, at den bog råber på en filmatisering, men det skulle vel heller ikke være et helt umuligt ønske at få opfyldt?
Kastanjemanden er en krimi, man ikke ønsker at blive færdig med – jeg har faktisk haft den liggende nogle dage, bare for ikke at blive for hurtigt færdig med den, men samtidig er den også så spændende, at man næsten ikke kan vente med at komme videre i den.
Bogens sprog er godt og beskrivende, det betyder meget for mig, jeg synes, at dårligt sprog er en killer (thø hø) for en krimi. Nogle krimier beskriver kun overfladen, men denne krimi går helt ind i personerne, og som sagt beskriver den hele bogens univers, så man bare springer på og så kører historien med fuld fart, indtil man pludselig sidder gispende efter luft og lige må ligge bogen og trække vejret, men med ønsket om at springe på igen hurtigst muligt.
Hvis du endnu ikke har læst Kastanjemanden af Søren Sveistrup, så er jeg misundelig på dig, jeg ville ønske, at jeg stadig havde den bog tilgode.
Jeg er ikke anmelder, så dette er bare min mening om en god bog. Jeg kommer ikke i dybden med handlingen, personerne eller andet for den sags skyld, det kan du læse mange andre steder (meget bedre beskrevet, end jeg kan) fx her: Politikens forlag – det er helt enkelt kun en anbefaling af en god bog.
2
Madame - 21. juni 2018 - kl. 10:29
Det lyder vel nok godt! Den bog må jeg bestemt have fat i – tak for anbefalingen!
Lene - 21. juni 2018 - kl. 18:23
Jeg er endnu ikke klar til krimigenren igen, men var jeg det, så skulle den her bog læses efter din fine anmeldelse 🙂
Inge - 22. juni 2018 - kl. 11:33
Nu håber jeg at jeg også kan lide den, den er i hvert fald købt på din anbefaling.. 🙂
conny - 24. juni 2018 - kl. 10:37
Nej, hvor jeg genkender den fornemmelse af at blive for hurtigt færdig med en bog. Jeg trænger vist til at øve mig på at lægge bogen lidt til side for at forlænge nydelsen.
Selvom du skriver, at det “bare” er din mening om en god bog, er det den slags anmeldelser, man som læser har brug for; den fornemmelse man sidder tilbage med efter bogen. Tak.
Karin - 26. juni 2018 - kl. 15:54
Tak for denne gode anmeldelse. Jeg har den på min læseliste her hen over sommeren, nu bliver den rykket frem kan jeg mærke.
Helle K. - 28. juni 2018 - kl. 07:09
Madame, Lene, Inge, Conny, Karin: Jeg håber, at I får fornøjelse af bogen – Lene måske en dag 🙂