Fru Nielsens Hverdag header image 2

Forår og fredag

Skrevet fredag d. 4. maj 2018 kl. 16:14 og gemt i: [ynk]

I dag er vejret igen eksploderet med sol og varme, jeg har lige tilbragt 1½ time på terrassen, det er bare det bedste. 

Jeg har også overrasket mig selv i dag, jeg fik syet to tunikaer/overdele sammen, de har været klippet i næsten et år, men jeg har bare ikke fået det gjort. Da håndværkeren kom hjem, var jeg ved at prøve den ene, han sagde, at den så fin nej rigtig pæn ud, så jeg blev glad.

Det grå vejr trækker tænder ud, jeg er i forvejen inde i en periode, hvor jeg er så hammertræt af min hverdag, det kommer over mig med mellemrum, men mest når vejret er gråt og vådt i længere tid.
Jeg ved godt, at jeg skal være taknemmelig for, at jeg går herhjemme, at jeg kan gøre de ting, jeg skal og har lyst til, når det passer mig, men det er jo ikke et valg, jeg har truffet, så jeg tænker, at jeg godt må være ked af det af og til, uden for mange sure miner.

Tag dog toget til Aalborg, gå i byen og se på menneskene, men jeg orker ikke, jeg har ondt i benene og er træt som et alderdomshjem, men jeg håber, at solen hjælper. Det ville ellers være fedt at få taget nogle billeder i byen bare til en afveksling. 

Jeg plejer at tvinge håndværkeren til at køre tur i weekenden, jeg skal bare se noget andet end hjemme af og til.

Emma har det ok, når bare vi ikke går tur, selv korte ture giver hende ondt, men vi skal afsted igen. Helle tag dig sammen.

I morgen kører vi til Thorsminde fra morgenstunden. Min bror og svigerinde har solgt deres hus i Hobro, og er flyttet over i Vesterhavshytten (deres fritidshus). Håndværkeren har lovet af hjælpe med nogle ting, og min bror har samlet en bærbar pc til mig, han reparerer for andre og har tidligere gjort det på sit job (indtil han blev pensioneret, han er 10 år ældre en mig), og når der så har været en pc til skrot, har han afmonteret og gemt forskellige dele, så nu bliver der en til mig, så kan jeg forhåbentlig komme i gang med mine billeder igen.

Min stationære er jeg ikke så venlig stemt overfor, den har altid opført sig som en forkælet unge 😉 den gør lige hvad der passer den, lige når det passer den. I går havde jeg endelig, fået styr på de programmer jeg manglede, men så nægtede dvd-brænderen at virke.

Vi har aftalt hundeluftning med yngste i morgen. Vi havde egentlig planlagt, at Emma skal lære at køre bil, men efter vi har været hos dyrlægen adskillige gange siden nytår, er hun blevet endnu mere bange for at skulle ind i bilen, så vi venter lige lidt, jeg har planlagt, at køre små ture med hende, men hun er så svær overhovedet af få ud til bilen, jeg skal bære hende, og hun ser ud, som om hun skal til slagtebænken, så jeg nænner det ikke, men det ville være rart at tage hende med, når vi er på tur, men det skal jo helst være en fornøjelse for hende også.

Billedet er af ældre dato og taget med min mobil på vej hjem fra Skørping.

3

···



4 kommentarer ↓

  • Lene

    Dejligt at du kom ud og nyde det gode vejr på terrassen. Jeg håber på godt vejr i weekenden til dig og mig, jeg vil gerne gøre vores terrasse klar til forårsnydning. God tur til vesterhavet 🙂

  • Karin

    Så mange skønne dage vi har haft, og ja forhåbentlig har i vente, krydser fingre for det er guld til dig og din konto. En bekendt af mig nævnte i onsdags at nu har vi allerede passeret hele 2017, mht. varmedage/grader. Min kommentar var, og det må bare ikke stoppe her, for vi er mange der virkelig higer efter lys, sol, stille vinde, og varme. Kontoen var virkelig nul, måske endda meget under for mange. Vi er ikke alene om det Helle.
    Det var en skøn tur til Thorsminde, dejlige billeder, video etc. du delte. Og det du samtidig fik dig en pc med hjem, så dejligt for dig.
    Ønsker dig en dejlig weekend.

  • Karin

    Så mange skønne dage vi har haft, og ja forhåbentlig har i vente, krydser fingre for det er guld til dig og din konto. En bekendt af mig nævnte i onsdags at nu har vi allerede passeret hele 2017, mht. varmedage/grader. Min kommentar var, og det må bare ikke stoppe her, for vi er mange der virkelig higer efter lys, sol, stille vinde, og varme. Kontoen var virkelig nul, måske endda meget under for mange. Vi er ikke alene om det Helle.
    Det var en skøn tur til Thorsminde, dejlige billeder, video etc. du delte. Og det du samtidig fik dig en pc med hjem, så dejligt for dig.
    Ønsker dig en dejlig weekend.

  • Madame

    Det er et skønt billede, du har taget! Jeg håber, du har haft lige så fint vejr oppe i Nordjylland, som vi har haft her i flere uger. Lige nu nyder jeg lyden af regnvejr for første gang siden april – var bange for at alt i haven ville visne.